Geert Winther

Geert Winther, Geert Henrik Winther, ved dåben Geert-Henric, 20.11.1813-28.3.1905, politiker. Født i Hundslund ved Horsens, død på Frbg., begravet sst. Da W. var tre år døde hans far. Moderen sad tilbage med en stor børneflok i ringe kår og W. adopteredes af en morbror der var prokurator i Århus. W. blev student fra Århus katedralskole 1833 og cand.teol. 1840. I studietiden havde han ernæret sig som en meget søgt manuduktør til studentereksamen, og pædagogikken lokkede ham mere end præstegerningen. 1844 tog han magisterkonferens i nogle pædagogiske discipliner og erhvervede på en afhandling om realskoler 1846 magistergraden der fra 1854 gav ham titlen dr.phil. En udenlandsrejse 1847-48, væsentligst med pædagogisk sigte, gjorde ham til politiker. Stærkt påvirket af det liberale røre og den sociale uro ude i Europa hvis revolutionære udslag han ville holde Danmark fri for, stillede han sig i Odder-distriktet til den grundlovgivende rigsforsamling og valgtes på et udpræget venstreprogram der lå nær bondevennernes og hippodrombevægelsens synspunkter. Hans pædagogiske fortid mærkes i den klare og letfattelige fremstilling han gav af en konstitutionel forfatning. Han ønskede den fulde suverænitet til folket gennem almindelig valgret, etkammersystem og alene suspensivt veto til kongen. Overensstemmende hermed stemte han mod grundlovs-paragraffen der åbnede adgang til provisoriske love. Ved det første folketingsvalg 1849 valgtes han i Odder-kredsen og repræsenterede den til 1884. Han sluttede sig til bondevennerne og kom snart til at stå A. F. Tscherning nærmere end J. A. Hansen og Balthazar Christensen og fulgte Tscherning ved det endelige brud mellem ham og J. A. Hansen og Balth. Christensen 1854-55. Som folketingsmand og organisator fik W. stor betydning, navnlig i 1850erne og 1860erne. 1849-50 arbejdede han for oprettelse af afdelinger af bondevenneselskabet i Jylland og opnåede visse resultater, men snart gik han sine egne veje. 1850 erhvervede han Nørrejydsk Tidende der fra 1848 var udkommet i Århus med skiftende redaktioner og dårlig økonomi og flyttede redaktion og trykkeri til Kbh. hvor han havde sin bopæl. Modsat J. A. Hansens Almuevennen der havde godsejerne og fæstevæsnet som angrebs-mål rettede Nørrejydsk Tidende i højere grad sin polemik mod embedsmændene. Fæstevæsnet var i Jylland ikke så udbredt som på øerne og derfor ikke årsag til så stærke modsætninger mellem bønder og herremænd som på Sjælland. Tscherning skrev hyppigt i Nørrejydsk Tidende der kom til at tjene som partiorgan for den Tscherningske gruppe. – Som C. C. Alberti havde givet bøndernes selvfølelse og økonomiske kår et skub frem med oprettelsen af Bondestandens Sparekasse tjente W. menigmands interesser ved oprettelse 1851 af De mindre Landejendomsbesidderes Brandforsikring for rørlig Ejendom i Nørrejylland, en forsikring der karakteristisk for W.s politiske holdning også var åben for tyendes løsøre. W. blev forsikringens formand hvad han også blev for De mindre Landejendomsbesidderes Brandforsikringsforening for Bygninger og andre faste Ejendomme i Nørrejylland som han oprettede 1855. I begge forsikringers vedtægter var det fastslået at distriktsrepræsentanter skulle holde Nørrejydsk Tidende hvor alle meddelelser fra forsikringerne offentliggjordes. Endelig forsøgte W. at få oprettet en bondestandens sparekasse i Jylland, men planen krydsedes af andre og førte blot til oprettelse af Landbosparekassen i Århus 1862 som stod uden for W.s direkte indflydelse. Med disse initiativer havde W. ikke blot underbygget sin egen position, men også bidraget til menigmands selvfølelse og erkendelse af egen styrke. Det videreførte han 1862 politisk med oprettelsen af menigmandsvælgerforeningen for 9. landstingskreds (Århus og Randers amter) som blev den første levedygtige venstreorganisation i Jylland. W. blev dens formand. Ved samme tid kom han i forbindelse med bønder på Silkeborgegnen der arbejdede med oprettelse af Jysk folkeforening. Han blev medstifter af foreningen og var dens formand 1862-74. W. har hovedæren for organisering af venstre i Østjylland. Han stod i nært samarbejde med Lars Bjørnbak der ved sin frodige og kraftfulde personlighed overskyggede W. som folketaler, men den lidt spinkle og tørre W. affandt sig med at være nr. 2 som han affandt sig med at være nr. 2 efter Tscherning. Han var nok uundværlig for dem begge ved sin organisationsevne. Fra midten af 1850erne var W. en hård modstander af de nationalliberale og efter krigen 1864 deltog han i forsøgene på at føre godsejere og bønder sammen og derved tilsidesætte de nationalliberale. Han var taler ved mødet på hotel Phønix 10.10.1865 hvor oktoberforeningen dannedes og virkede her sammen med J. A. Hansen. Han kunne ikke følge J. A. Hansen i hans forlig med grev C. E. Frijs om grundlovsrevisionen 1866 som han bekæmpede på det voldsomste, og 1868 foreslog han tvangsafløsning af fæstevæsnet hvad der virkede som en torpedo mod oktoberforeningens samarbejde mellem bønder og godsejere. Efter Tschernings udtræden af folketinget 1866 var W. fører for den lille Tscherningske gruppe som 1870 tilsluttede sig det forenede venstre. W. selv trådte dog snart ud. Han kunne ikke forlige sig med C. Berg og hørte til dem der helst ville forlig. Visnepolitikken var han modstander af. I det hele var hans indflydelse efter 1870 stærkt svingende. 1884 besejredes han i sin valgkreds af Viggo Bjørnbak. W. var en dreven rigsdagspolitiker og gjorde et stort sagligt arbejde. Hans forligssøgende arbejde der medførte at han hyppigt kom med underhåndsforslag bevirkede at han af mange kolleger ansås for intrigant, men uretfærdigt. "W. var en dygtig Mand, hvis politiske Talent og Kundskab blev meget undervurderet af hans Modstandere, og han var som Agitator baade i og uden for Rigsdagen en af de ihærdigste og utrætteligste vor politiske Historie har kendt", lyder Niels Neergaards dom. -W. var i begyndelsen af 1880erne blevet økonomisk ruineret ved fejlslagne dispositioner. 1882. trådte han tilbage fra bygningsbrandforsikringen, 1886 fra løsøreforsikringen. Ledelsen af begge gik over til J. N. C. Wistoft. Der tildeltes W. pension fra de to foreninger og fra 1889 årpenge fra rigsdagen. Sin levende politiske interesse bevarede han og holdt stadig forbindelse med rigsdagsmænd.