Holger Andersen, Holger Aksel Olaf Andersen, 11.4.1890-4.7.1961, politiker. Født i Gl. Haderslev sg, død i Hellerup, begravet i Haderslev (Gl. Haderslev kgd.). A. blev student fra Haderslev 1908 og teologisk kandidat 1913 efter studier i Jena, Halle, Berlin og Kiel. Hans plan var at blive præst i Nordslesvig, men under første verdenskrig tog han ophold i Danmark, blev medarbejder ved Ribe Stiftstidende og skrev desuden artikler om sønderjyske, folkeretlige og udenrigspolitiske emner i Ugens Tilskuer og Grænsevagten. Forud for afstemningen om grænsedragningen 1920 var han en af lederne af det danske afstemningsarbejde i zone 2, bl.a. som medredaktør af Unser Land (tysksproget dansksindet agitationsblad). Da afstemningen gav tysk flertal i zone 2 deltog han i den mellemslesvigske delegations rejse maj-juni 1920 til Paris for at forelægge fredskonferencen ønsket om internationalisering af zone 2. Efter genforeningen valgtes han til folketinget for Haderslev-Åbenrå-Sønderborg-Tønder amtskreds og tilsluttede sig det konservative folkeparti. Ved overgangen fra tysk til dansk styre blev han ofte benyttet som rådgiver for regering og administration og kom for sønderjyderne til at stå som en kyndig og smidig formidler. Han var tilforordnet de dansk-tyske forhandlinger 1921–22 om problemer vedrørende suverænitetsoverdragelsen og blev medlem af Det stats-ministerielle udvalg til støtte for dansk sprog og kultur i udlandet (nedsat med specielt henblik på de dansksindede i Sydslesvig). A. var 1922–32 sit partis repræsentant i den danske delegation til Folkeforbundets delegeretforsamling. Hans interesse for mellemfolkelige spørgsmål, ikke mindst mindretalsproblemer, afspejledes i bogen Østersøproblemer, 1928. Folkeforbundsrådet udnævnte ham 1929 til højkommissær, senere præsident, i Konstantinopel for Kommissionen om udveksling af tyrkiske og græske befolkningsgrupper. Om arbejdet her skrev han Den græsk-tyrkiske Befolkningsudveksling, 1936. Han havde opgivet sit folketingsmandat i 1930, men valgtes 1936 til landstinget. Som modstander af det af de konservative med regeringen Stauning-Munch indgåede grundlovsforlig blev han vraget som landstingsmand ved valget i april 1939 og blev ikke senere medlem af rigsdagen. Han var i sit parlamentariske arbejde respekteret for sin store indsigt i folkeretlige og udenrigspolitiske forhold og kendt som en levende og energisk debattør. Hans grundfæstede konservatisme i forfatningssagen førte ham under besættelsen ind i Højgaard-kredsen der november 1940 bad Christian X danne et ministerium af politisk uafhængige, frit stillede mænd, men kongen afviste at handle uden om rigsdagen. – A. valgtes 1943 til formand for grænseforeningen og førte den gennem de vanskelige år da debatten om Sydslesvig var heftigst. Han organiserede foreningens stærkt øgede støtte til danskheden i Sydslesvig og var foreningens formand til sin død. -FN benyttede ham en kort periode som præsident for flygtningekommissionen i Palæstina og som præsident for observatør-kommissionen ved afstemningen i de franske besiddelser i Indien 1949–50.

Familie

Forældre: lærer Lars A. (1843–1920, gift 1. gang 1869 med Kirstine Petersen, 1834–79) og Cathrine Maria Reiff (1859–1932). Gift 1. gang 11.5.1932 i Wien med Ella Berthelsen, f. Fridericia (gift 1. gang 1918 med generalløjtnant Palle Berthelsen, 1857–1920), født 8.12. 1888 i Kbh. (Mos.), død 21.1.1945 på Skt. Lukas st., Hellerup, d. af grosserer Holger Emanuel Martin Lorentz F. (1853–1902) og Augusta Melchior (1859–1918). Gift 2. gang 14.5.1951 i Skovshoved med Bertha (Misse) Johanne Broches, f. Jensen (gift 1. gang med grosserer Aleksander Broches, 1893–1963, ægteskabet opløst 1930), født 16.1.1891 i Odense (Skt. Hans sg.), død 19.8.1957, d. af gartner, frøhandler Johan Jensen (1849–1923) og Bertha Kirstine Jensen (1849–1923).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1931. K.2 1950.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Gunnar Fog Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 398-401. De fem lange år I, 1945–46 186–450. Berl. tid. 5.7.1961. Vilh. la Cour i Grænsevagten årg. 43, 1961 191–95. Erindr. i Min skoletid, udg. Aage Heinberg, 1954 15-25.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig