Jóannes Patursson

Jóannes Patursson,  6.5.1866-2.8.1946, kongsbonde, politiker, forfatter. Født i Kirkjubøur, død sst., begravet sst. P. blev af faderen sendt til Norge, hvor han blev agronom fra Stend landbrugsskole og senere landbrugskandidat fra Ås landbrugshøjskole. Efter overtagelsen af faderens kongsgård 1892 indførte han moderne jordbrug med plov, køretøjer, høstmaskiner m.v. Han gav stødet til det 1889 dannede Føringafelag og tog del i forskellige færøske kulturforetagender ligesom han fik flere tillidshverv, var forstanderskabsformand 1890, suppleant i landvæsenskommissionen fra 1891 og fast medlem 1897-1906, leder af forsøgs-bruget i Kirkjubøur hvorfra der 1892-98 udgik over 40 elever. Han valgtes til folketinget 1901 som venstremand, var ordfører ved behandlingen af en 1906 gennemført ny lagtingslov og fik justitsminister P. A. Albertis tilsagn om større indflydelse for lagtinget på de lokale forhold. S.å. faldt han imidlertid for sysselmand Oliver Effersøe der repræsenterede det nye sambandsparti mens P. var formand for selvstyrepartiet. Han var medlem af lagtinget fra 1901 til sin død og var af dette valgt til landstingsmand 1918-20 og 1928-36; han stod først i valggruppe med det radikale venstre og siden uden for partierne. 1924 foreslog han i Tingakrossur at oprette et særligt bispedømme for Færøerne. Hans forslag 1920 om at omdanne lagtinget til en lovgivende forsamling som ikke fik C. Th. Zahles støtte blev atter 1929 skarpt afvist af Th. Stauning. 1927 og atter 1930 fremsatte han i landstinget krav om finansielt opgør mellem Færøerne og Danmark, men afviste 1930 et forslag af Stauning om folkeafstemning om selvstyre på visse betingelser. 1935 fremlagde han i lagtinget en på et møde vedtaget resolution hvori krævedes en ny regeringsform og en ny lagtingslov hvorefter færinger skulle råde for Færøerne, og 1936 krævede han forholdet til Danmark ordnet på samme måde som Island havde opnået. Siden 1935 var han i stærk modstrid med sine meningsfæller inden for selvstyrepartiet angående jordreformen, og 1937 iværksatte over 100 bønder og jordbrugere inden for Jarðarmannafelagið, hvis formand P. var, et bondetog til lagtinget for at protestere mod de vedtagne jordlove og kræve tinget opløst. 1938 fremsatte han de samme krav over for statsministeren og kongen. 1936 afløste Edw. Mitens P. som formand for selvstyrepartiets lagtingsgruppe hvorefter P. sluttede sig til den fåtallige Vinnuflokkur, som under hans formandskab blev lagtingets største parti, Fólkaflokkurin-radikalt sjálvstýri. P. var en begavet og fremadstræbende mand med stærke interesser og lyrisk temperament. Foruden talrige afhandlinger i blade har han skrevet Færøsk Politik, 1903, Frå Færøyerne, 1907, Kongsbónda rættindi, 1921, Seyðarøkt í Føroyum, 1921, Færøsk Selvstyre, 1931, Yrkingar, 1932 (2. udg. 1966), Við ókunnugum fólki til Kirkjubøar, 1933, Føroya søga I, 1939, Tættir úr Kirkjubøar søgu. Endurminningar, 1966 og tilrettelagt udgivelsen af Kvæðabók I-V, 1922-45, Føroysk kvæði um brøgd Norðmanna ættarinnar úti og heima, 1925, Ymsir sálmar, 1925 og Táttabók I, 1934.