J.P. Junggreen, Jens Peter Junggreen, 14.8.1827-19.7.1886, politiker. Født i Åbenrå, død sst., begravet sst. J. voksede op i Åbenrå i de år da den gamle helstatspatriotisme rystedes af de nye nationale ideer. Han gik i tysk skole, men blev dansk påvirket i hjemmet og navnlig af dets omgangskreds hvortil der hørte mænd som Fr. Fischer og Martin Bahnsen. J. drømte om at gå til søs som sin far og farfar, men fik sin første uddannelse på stedfaderens tobaksfabrik. I begyndelsen af treårskrigen arbejdede han en tid i Kbh. for at undgå slesvigholstenernes udskrivning, 1850–51 var han dansk soldat. Guldfundene lokkede ham 1853 til Australien og siden til Californien, på hjemvejen satte han sig i Virginia ind i tobaksdyrkning og -fabrikation. 1856 vendte han hjem og nedsatte sig samme år som tobaksfabrikant i Åbenrå.
J. var en stilfærdig, ofte tungsindig mand, men hørte klart til byens ledende danske kreds. 1865 begyndte han at skrive i det til Fr. Fischer knyttede blad Freja, fra 1868 skrev han i det genoprettede Dannevirke. Hans artikler fremkom med uregelmæssige mellemrum, gerne forud for vigtige begivenheder, fx valg, og vakte og styrkede håbet hos hans sønderjyske landsmænd. De var præget af en stærk kristeligt betonet tro på en retfærdig verdensstyrelse og af overbevisningen om i den nationale selvhævdelseskamp at være i pagt med en af tidens bærende tanker. Han mindede også bestandig tyskerne om at "vi kæmpe nu den samme Kamp, som ædle tyske Mænd ... i Begyndelsen af Aarhundredet kæmpede mod det franske Fremmedherredømme", og ud fra et grundigt kendskab til tysk åndsliv "slog han dem med deres egen Historie". Artiklernes solide historiske ballast gav anledning til rygter i tyske kredse om at han kun lagde navn til hvad københavnske skribenter affattede. Enkelte gange henvendte han sig direkte til det tyske folk, 1866–70 skrev han artikler til Kollnische Zeitung der i disse år åbnede sine spalter for de danske nordslesvigere, 1878 lod han i den tyske rigsdag uddele en pjece An das deutsche Volk, 1880 offentliggjorde han et åbent brev til den nationalliberale leder Rudolf v. Bennigsen i anledning af nogle udtalelser af ham i den tyske rigsdag. 1876 måtte han afsone seks måneders fæstningsstraf i Magdeburg for nogle ytringer i anledning af en artikel om kejserens forhold til Pragfredens artikel 5 der stillede en folkeafstemning i det nordlige Slesvig i udsigt.
J. forkyndte utrætteligt at aldrig fanger sovende mand sejr, og at et aktivt nationalt arbejde var en nødvendighed for genforeningens komme engang. På hans initiativ blev Foreningen til bevarelse af det danske sprog i Slesvig (Sprogforeningen) stiftet okt. 1880, og han blev dens første formand. Den danske mødevirksomhed, som var gået i stå da de danske lærere og præster forlod landet og grænsen spærredes for kongerigske talere, fik han på ny i gang. Han virkede selv som foredragsholder med astronomiske og historiske emner. Da ophævelsen af artikel 5 blev kendt i 1879 var J. blandt de første der krævede en ny politisk kurs så at landdagsmændene ved at aflægge den hidtil nægtede ed på forfatningen også i den preussiske landdag kunne gøre danske synspunkter gældende – i rigsdagen krævedes ikke nogen tilsvarende ed. Den modstand edsaflæggelsen mødte fik ham imidlertid til at ændre opfattelse, og i april 1880 vedgik han åbent at han havde skiftet standpunkt. For at sikre at danskerne havde en talsmand i rigsdagen ønskede han 1881 ikke den syge H. A. Krügers genvalg. Dette vakte harme mod ham i Krügers venners kreds, og da Krüger døde i efteråret 1881, og J. nævntes som hans eftermand var det J.s meningsfæller i edsstriden der stærkest gik imod ham. Medvirkende hertil var det at der blandt Krügers kernetropper i Haderslev vesteramt var en ret stærk forbindelse med kongerigske venstrekredse, og J. havde gentagne gange offentligt udtalt sin sympati med det danske højre i forsvarssagen. J.s kandidatur blev fastholdt, men hans modstandere samledes om landdagsmand Hans Lassen, og danskheden kom således for første gang til at gå splittet til valg. Lassen fik de fleste stemmer, men ikke absolut majoritet, og ved omvalget samledes alle danske stemmer efter J.s opfordring på ham. Da Lassen imidlertid 1882 aflagde landdagseden vendte stemningen sig imod ham, og ved valget 1884 opstilledes J. igen imod ham og valgtes som de udprægede edsnægteres kandidat. På rigsdagen tog han gentagne gange ordet, bl.a. 28.1.1885 om det danske sprogs genindførelse i skole og retspleje, men mest for at gendrive uberettigede påstande om sproglige og statsretlige forhold i Sønderjylland, og han gjorde det med en dygtighed der skaffede ham selv modstandernes respekt. Også hjemme kom der i disse år en meget stærk samling om hans personlighed så en opposition mod ham i fremtiden ville have været udelukket om end han er blevet karakteriseret som mere "profet end folkelig tillidsmand". Der forundtes ham imidlertid kun en kort virketid i Berlin – anspændt arbejde og de hårde kampe der var hans natur imod havde tæret på hans i forvejen ikke stærke helbred, og han døde uventet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.