J.P. Nielsen, Jens Peter Nielsen (Dynt), 23.4.1873-19.4.1952, politiker. Født i Tybjerglille, død i Dynt, begravet på Broager kgd. N. voksede op i et småkårshjem og måtte ud at tjene som vogterdreng i sommerhalvårene. Fra faderen der var ivrig venstremand og deltager i riffelbevægelsen under provisorierne fik han tidligt interesse for ændring af samfundsforholdene. Skolen i Tybjerglille gav kun en nødtørftig undervisning, men de to sidste vintre før konfirmationen sendte faderen N. til hverdagsundervisning hos tidl. friskolelærer J. Harrekilde i Herlufmagle. Her sugede N. kundskaber til sig og udvikledes åndeligt hvad han senere som bagerlærling i Slagelse søgte uddybet ved at gå til bibellæsning hos pastor Johannes Clausen. N.s mor var af et tungere sind end faderen og læste hyppigt i bibelen, men påvirkning af hendes religiøsitet mærkedes først langt senere hos N. Under en forhandling i folketinget 1938 sagde han: "Jeg holder på min børnelærdom: du skal elske din næste som dig selv". Men som ung fandt han langt mere næstekærlighed i arbejderbevægelsens internationale broderskab end hos datidens liberale borgerskab. Udlært i bagerfaget drog N. 1893 til Kbh. hvor han kom i forbindelse med den socialistiske kreds der samledes til diskussion og belæring i Karl Marx-klubben og Den ny arbejderskole. Her mødte han hos Gerson Trier og Nicolai Petersen, dengang begge udstødt af socialdemokratiet, den rene marxistiske lære og overbevisningen om at kompromiser og samarbejde med grupper uden for arbejderklassen var forræderi mod arbejdernes sande interesser. Som revolutionær marxist drog han 1894-95 ud i Europa, arbejdende sig frem på navervis og nu og da idømt bøder og arrest efter demonstrationssammenstød med politiet. Over Flensborg, Hamburg, Amsterdam, Rotterdam og langs Rhinen nåede han til Schweiz og Østrig og gjorde på hjemvejen et længere ophold i Berlin hvor han hørte August Bebel, Karl Kautsky og Eduard Bernstein og sluttede venskab for livet med mange partifæller.

Efter nogle års arbejde som bagersvend åbnede N. og hans kone 1898 egen bagerforretning i Rømersgade i Kbh., men lockouten 1899 og den følgende nød blandt arbejderne knækkede forretningen. N. måtte atter arbejde som svend og blev snart indvalgt i organisationsarbejde, først i bestyrelsen for bagerforbundet hvis hovedkasserer han var 1913-26, derefter i De samvirkende fagforbunds forretningsudvalg 1910-23. Straks efter udlandsturen meldte han sig igen som en flittig deltager i Karl Marx-klubben. 1903 var han medstifter af dens månedsblad Socialisten og 1905-18 en af dens redaktører. Hans temperament var stærkt og hans sprog ligeså. Landstinget betegnede han som "pengeposernes og jorddrotternes ting", reformarbejdet som indholdsløst. Der måtte gribes til "det eneste middel der hjælper, til revolutionen; den er og må være den nuværende udviklings endemål". Første verdenskrigs udbrud så han som "kapitalisternes verdensforbrydelse" og arbejderbevægelsens fornægtelse af sin internationalisme i augustdagene 1914 som en frugt af socialdemokratiernes reformpolitik. Febr. 1915 fastslog han i en artikel, at arbejderbevægelsen ikke blot måtte være international, men også antinational, frigjort for "alt fædrelanderi og nationalt føleri... Arbejderen vil ved krigen kun kunne opnå en grav ved fronten eller et træben og måske en lirekasse. Det ville være en endnu større ulykke end krigen hvis arbejderne blev nationale". Men N. lod sig ikke slå ned af skuffelserne. På rejser i Tyskland i krigsårene så han nød og elendighed, navnlig i kålrabivinteren 1916-17, og det vakte hans harme og hans initiativ. 1917 fik han organiseret ferieophold for tyske børn i danske arbejderhjem. Det udviklede sig til en storstilet hjælpeaktion, fra 1919 komiteen til hjælp for tyske børn der 1921 gik op i fælleskomiteen for hjælp til de krigshærgede lande. Ved sit utrættelige arbejde i disse år erhvervede N. sig hædersnavnet Der Kindervater. Febr. 1919 deltog han i den socialistiske konference i Bern der krævede en fred uden anneksioner, og da Versaillesfredens hårde betingelser blev kendt kaldte han i et åbent brev arbejdernes internationale til handling, men forgæves. Splittelsen i Internationale og de syndikalistiske og kommunistiske bevægelser efter krigen gjorde ham forsonligere og forstående over for socialdemokratiets reformarbejde. Han sad i partiets hovedbestyrelse 1910-19 og 1920-26 og gik 1919-20 aktivt ind i dets politiske kamp både i Frbg.s kommunale styre og som kandidat i Frbg. 3. kreds, men sin politiske livsgerning fik han anvist af Thorvald Stauning ved septembervalget 1920. Socialdemokratiet havde brug for en mand i Sønderjylland som var fortrolig med danske forhold og kunne være rådgiver for partifæller og bygge en organisation op. N. havde disse forudsætninger og dertil sit ry som Der Kindervater og sin mangeårige forbindelse med tyske socialdemokrater. Han var på Bernkonferencen i forståelse med sine tyske partifæller gået ind for en grænsedragning efter folkenes selvbestemmelsesret og lige nationale rettigheder for mindretal nord og syd for den nye grænse. Han opstilledes i Sønderborgkredsen, senere også i Tønderkredsen, og var valgt til folketinget til 1943 da han ikke ønskede genopstilling. Ikke mindst han bidrog til at socialdemokratiet i den periode blev Sønderjyllands største parti. Sin ungdoms afsky for mellemnuancer bevarede han, nu ikke i teoretiske holdninger, men i praktisk arbejde. Hans første tale i folketinget var et opgør med Flensborgbevægelsen der "kastede den ene stinkpotte efter den anden" mod dem der havde en anden mening om grænsespørgsmålet. Lige så konsekvent gik han mod en tendens til at danne danske og tyske socialdemokratiske foreninger og bidrog til den overenskomst 1923 mellem det tyske og det danske socialdemokrati der afviste enhver irredentisk bevægelse. Han førte kamp mod Cornelius Petersens selvstyrebevægelse, mod Fritz Clausens og hjemmetyskernes nazistiske organisationer og mod LS-bevægelsen og vendte sig 1946 skarpt mod socialdemokratiets tilslutning til ophævelsen af de kommunale tyske skoler. "Vi vil ikke have stedbørn i Nordslesvig", sagde han straks efter genforeningen. Lige ret for dansksindede og tysksindede, og det princips anerkendelse også i Sydslesvig støttede han hvor han kunne. Efter sit genvalg 1924 flyttede N. til Sønderjylland og bosatte sig i Hytten ved Dynt strand på Broager med udsigt til Dybbøl skanser hvor hans far havde kæmpet 1864. Det var utroligt hvad han overkom efter genforeningen, skrev Gunnar Fog-Petersen om denne "lille uanselige mand, lidt foroverbøjet, hjulende sig frem med et bekymret, halvt gnavent udtryk, et hængende overskæg og ofte hænderne i lommen". Han var småkårsmand af udseende og faldt let til blandt Sønderjyllands småkårsfolk, men bag hans beskedne ydre lå en stærk vilje, en utrættelig energi og en trang til at hjælpe der nok inderst inde havde sit udspring i et etisk-religiøst krav. Når noget skulle sættes i værk var han ikke den beskedne, men den ihærdigt overbevisende, bestandigt påmindende kraft. Under landbrugskrisen i 1930erne sad han i bestyrelsen for den sønderjyske lånekasse med Sønderborg amt som særligt virkeområde. Han kunne vrisse og skælde ud når han erfarede en ansøgers letsindighed eller dumhed, men han fandt næsten altid udveje for at hjælpe. Taktisk begavet fik han et par af de mere besindige LS-førere i Sønderjylland ind i lånekassens bestyrelse, arbejdede godt sammen med dem og lammede derved LS-bevægelsens påstand om at samfundet intet gjorde for det betrængte landbrug. Politisk fik det betydning ved valget 1939 da der var skabt enig front i Sønderjylland mod nazismen. I deflationsperioden under regeringen Madsen-Mygdal skabte han Sønderjysk hjælpeforening og samlede penge ind til støtte for nødlidende, fortrinsvis i truede områder langs grænsen. Behovet for hjælp blev større under arbejdsløsheden i 1930erne. H. P. Hanssen, Nørremølle, trådte til og efter kronprinsparrets overtagelse af Gråsten slot 1936 indtrådte kronprinsesse Ingrid som protektrice for foreningen. Ud over direkte hjælp grundlagdes Dronning Ingrids feriehjem for sønderjyske børn ved Vejrs strand og ved Bøgebjerg på Hindsholm, et samarbejde mellem kronprinsessen og den gamle revolutionære socialist der udvikledes til venskab mellem Frederik IX, dronning Ingrid og N. I hans sidste år var N.s helbred stærkt svækket, men hans interesse for grænselandets problemer var usvækket. På vej hjem i bil fra et ophold i Flensborg ramtes han af hjerneblødning og døde før han var bragt til hospital.

Familie

Forældre: husmand, tækkemand Hans N. (1836-1911) og Maren Jørgensdatter (1833-1903). Gift 13.5.1898 i Kbh. (b.v.) med Anna Margrethe Olsen, født 13.10.1874 i Kbh. (Frue), død 25.8.1958 på Frbg., d. af snedker og flyttemand Niels Peter O. (1833-1912) og Maren Kirstine Pedersen (1841-1926).

Udnævnelser

F.M. 1. 1943.

Ikonografi

Mal. af Robert Leepin og af Franciska Clausen (Folkehjem, Åbenrå). Foto. – Mindesten på Broager kgd.

Bibliografi

Zacharias Friis og G. Ursin: Bageri- og konditoriarbejdernes forbund, 1917. Dänische Hilfe für deutsche Kinder, udg. Deutsches Rotes Kreuz, Berlin 1925. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 156-58. Frede Nielsen: Fra udmark til forpost, 1938. Tormod Jørgensen: Folketingsmand J. P. N. og Sønderjylland, 1939. Sønderjyden 20.4.1952. Hejmdal s.d. Dannevirke s.d. I. P. mindebogen, red. Frede Nielsen m.fl., 1953. Troels Fink: Sønderjylland siden genforen., 1955. Sv. Thorsen: Delt efter anskuelser, 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig