J. Jensen-Klejs, Jørgen Sørensen Jensen-Klejs, 19.5.1863-17.1.1947, politiker. Født i Nebsagerskov, Nebsager sg., Vejle amt, død i Klejs, Rårup sg., Vejle amt, begravet Klejs kgd. J.-K. uddannedes ved landbruget, var på Grejsdalens landbrugsskole 1881–82, fik privatundervisning i sprog og var 1886–1925 ejer af en gård i Klejs sydøst for Horsens. Dygtighed og tillidvækkende personlighed bragte han snart frem blandt egnens ansete mænd. Han var formand for Rårup sogneråd 1900–03, medlem af Vejle amtsråd 1902–10, formand for Bjerre m.fl. herreders skatteråd 1903–12, medlem af landsoverskatterådet 1912–37, medlem af Horsens-Juelsminde-jernbanens bestyrelse 1902–07 og af Horsens landbrugsforenings bestyrelse 1902–12 og formand for tilsynsrådet for Bråskovgård 1908–43. Udgået af gammel bondeslægt i Bjerre herred indprentede han offentlig og privat sparsommelighed, og opsparingens fremme lå ham altid stærkt på sinde. Han var formand for Bjerre herreds sparekasse 1900–44 og virkede desuden for oprettelse af spareforeninger. Til tjenestefolks opsparing til eget hjem og bedrift fik han 1906 oprettet Horsens og Omegns Tyendesparekasse. Politisk tilhørte J.-K. venstre og var 1910–44 formand for Horsens Folkeblad. 1906 erobrede han Bjerrekredsen fra den radikale J. Jensen, Onsted, og holdt den til 1924 da han ikke ønskede genopstilling. 1928–36 var han medlem af landstinget. Ved sin indtræden i folketinget sluttede han sig til venstrereformpartiet, men var blandt de elleve der i forsvarssagen støttede ministeriet N. Neergaard og 1909 udtrådte af partiet. 1910 tilsluttede han sig det nyoprettede parti venstre som han siden tilhørte. I rigsdagen beskæftigede han sig især med skatte-, sparekasse- og bankforhold. Han var ordfører for flere af Neergaards skattelove 1911–12 og 1920–22 og var medlem af bank- og sparekassekommissionen 1910, af prisreguleringskommissionen 1917–21 og derefter af dens afviklingsudvalg og valutafællesrådet. J.-K. stod på sit partis højre fløj og så med betænkelighed på udviklingen i forholdet mellem venstre og konservative efter 1920, men som den loyale partifælle han var fulgte han partiets kurs. 1922–24 var han formand for folketinget og 1928–36 formand for landstinget, i begge perioder tillige formand for sit partis bestyrelse i hvert af tingene. Som tingformand, korrekt og stiligt klædt i diplomatfrakke, var han præget af en fornem, noget tung værdighed og respekteret for sit retsind og sunde omdømme. Livet igennem følte han sig nær knyttet til sin hjemegn og havde efter sin udtræden af rigsdagen kun lokale tillidsposter samt medlemskab af Nationalbankens repræsentantskab.

Familie

Forældre: gårdejer Jens Andersen (1822–93) og Susanne Jørgensen (1831–65). Navneforandring 18.8.1928. Gift 1.7.1886 i Skjold, Vejle amt, med Nielsine Knuddine Hansen, født 1.7.1865 i Stourup, Skjold sg., død 26.7.1939 i Klejs, d. af gårdejer Hans H. (1821–96) og Karen Jensen (1830–90).

Udnævnelser

R. 1922. DM. 1924. K.2 1933.

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget), to mal. af samme, det ene 1924 (begge sst.) og tegn. af samme. Tegn. af H. Jensenius (Fr.borg). Mal. af M. Kaalund-Jørgensen (folketinget). Foto.

Bibliografi

Tiden 1.8.1913. Horsens folkebl. 16.-20.5.1933. Sst. 18.1.1947. Politiken 18.1.1947. Berl. tid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig