Johs. Hansen, Johannes Theodor Christoffer Hansen, 24.11.1881-1.8.1953, politiker, kirkeminister. Født i Kbh. (Jac), død i Kbh., urne sst. (Urnehallen, Bispebjerg kgd.). Efter endt skolegang i De forenede kirkeskoler var H. nogle år kontorelev, men kom 1899 på Vesterbros seminarium hvorfra han tog lærereksamen 1902. Allerede i de unge år var han stærkt politisk interesseret og nærmest venstremand. I efteråret 1901 skrev han imidlertid en del politiske artikler i Aftenbladet med angreb på venstre for partiets svigten efter systemskiftet, og han sluttede sig snart efter til socialdemokratiet. Han var vikar ved forskellige landsbyskoler og blev 1906 andenlærer i Brande, til hvis (senere købstadsordnede) skolevæsen han var knyttet til 1935. 1911 var han medstifter af den socialdemokratiske forening i Brande, 1914-30 dens formand. Han fik også oprettet en stedlig fællesorganisation og var dens formand en årrække. Ved siden af sin skolegerning gik han interesseret op i det kommunale arbejde. 1917-21 var han medlem af sognets hjælpekassebestyrelse, 1921-25 af sognerådet, 1925-35 af Vejle skatteråd og 1928-36 af Vejle amtsråd. Erfaringerne herfra frugtbargjorde han igen pædagogisk, idet han var en stærkt benyttet foredragsholder og studiekredsleder ved Arbejdernes oplysningsforbunds virksomhed. På dettes opfordring skrev han sammen med borgmester P. Christensen grundbogen Kommunalkundskab, 1933, og tilrettelagde en korrespondanceundervisning i skattevæsen og skatteligning. Fra april 1920 var han socialdemokratiets folketingskandidat i Givekredsen. 1928 indvalgtes han i landstinget (for 5. kreds); 1939-47 var H. medlem af folketinget valgt i Odense og fra 1948 til sin død af landstinget. I det første rigsdagsår var H. medlem af udvalg vedrørende bl.a. skole- og kirkelove, endvidere sit partis ordfører i kommunale sager og skattespørgsmål (herunder venstres og konservatives forslag om ejendomsskatternes nedsættelse), ligeledes ved socialreformens gennemførelse i landstinget. Ved omdannelsen af Staunings 2. ministerium efter valget i okt. 1935 blev han P. Dahls efterfølger som kirkeminister (4.11.). Ved sin embedstiltrædelse udtalte han, at han der ikke tilhørte nogen bestemt kirkelig retning, agtede at fortsætte det kirkepolitiske arbejde ad de samme linjer som hans forgænger havde fulgt. Ministerperioden varede til regeringsomdannelsen juli 1940 og var kendetegnet af ro på det kirkepolitiske område. Da H. C. Hansen 1941 efter tysk krav måtte træde tilbage som partisekretær overtog H. hvervet indtil 1945.

Familie

Forældre: sømand, senere havnearbejder Ole H. (1855-1930) og Anna Jensine Frederikke Petersen (1856-1933). Gift 13.12.1914 i Tingjellinge med Johanne Kirstine Damsgaard, født 26.4.1892 i Hellerød, Søndbjerg sg., død 26.8.1960 i Kbh., d. af tømrermester Johan Christian D. (1833-1916) og Maren Søgaard (1847-1903).

Ikonografi

Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1941. Foto.

Bibliografi

G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 50-53. De danske ministerier 1929-1953, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig