Karl Francke

Karl Francke, Karl Philipp Francke,  17.1.1805-23.2.1870, regeringspræsident. Født i Slesvig, død i Kiel, begravet sst. F. studerede ved tyske universiteter og tog juridisk eksamen på Gottorp 1827; s.å. fik han ansættelse i det slesvigholstenske kancelli og blev 1835 kommitteret i general-toldkammer- og kommercekollegiet og 1840 deputeret sst. F. var en fremragende embedsmand og fik som sådan overdraget vigtige hverv. Ved åbningen af Kiel-Altona jernbanen var han kgl. kommissær; han havde væsentlig del i toldforordningen af 1838, var 1843-44 deltager i Elbskibsfarts-kommissionen og sendtes 1847 i handelspolitisk mission i England og Frankrig. 1846 planlagde han dannelsen af en toldforening mellem Mecklenburg, Holsten og Lauenburg, og da den ikke kunne iværksættes, foreslog han toldforening mellem Danmark, hertugdømmerne og Hannover. – Før 1848 havde F. nærmest været helstatsmand; på Casinomødet 1848 gendrev han rygterne om urolighederne i Rendsborg og spillede i de følgende dages politiske forhandlinger en vis rolle. 21.-22.3. forhandlede han med C. E. Bardenfleth om overtagelse af kancellipræsidiet og eventuelt ministeriet for hertugdømmerne. F. erklærede sig villig, såfremt spørgsmålet om hertugdømmerne holdtes åbent indtil de erfarne mænd var spurgt, og såfremt Rendsborgdeputationen fik tilsagn om at forbindelsen mellem hertugdømmerne blev opretholdt. Da man imidlertid kom tilbage til tanken om Slesvigs inkorporation gav F. afslag. 23.3. søgte O. A. Bluhme at få F. til at overtage posten som præsident for fællesregeringen på Gottorp, men da Rendsborg-deputationen ikke fik et beroligende svar -som F. havde betinget sig – indgav han s.d. som svaret kom (24.3.) sin afskedsbegæring og forlod Kbh. om aftenen. – Umiddelbart efter overdrog den provisoriske regering F. stillingen som præsident for den slesvigholstenske regering. Fra maj 1848 til maj 1849 var han medlem af Frankfurt-parlamentet og fra sept. 1848 til aug. 1849 bestyrelseskommissionens befuldmægtigede i Frankfurt. 1849-51 var han leder af den provisoriske regerings ministerialdepartement for finanserne og tillige 1850-51 leder af departementet for de udenlandske anliggender. Efter fredsslutningen udvistes F. i marts 1851 og fik derefter ansættelse som regeringspræsident i Coburg, en stilling han beholdt til 1863, og han viste på ny sine store administrative evner ved at omorganisere forvaltningen af Sachsen-Coburg. Hans had til Danmark uddybedes, og han kunne nu højst anerkende en personalunion mellem hertugdømmerne og kongeriget. I en række småskrifter beskæftigede han sig med det slesvigholstenske spørgsmål og protesterede bl.a. mod Londonprotokollen; for at fremme sin sag havde han forbindelser med Danmarks fjender i Tyskland, og 1863 stillede han sig straks i augustenborgeren hertug Frederik (VIIIs) tjeneste og varetog som hans minister de ydre anliggender. Augustenborgernes nederlag jog ham over i den preussiske lejr, og i sine sidste år modtog han en pension af den preussiske stat. – Æresdoktor ved universitetet i Jena 1858. – Etatsråd 1839.