Ludvig Holstein, Johan Ludvig (Louis) Carl Christian Tido Holstein, 10.6.1839-1.3.1912, lensgreve, konseilspræsident, politiker. Født på Hochberg i Württemberg, død på Ledreborg, begravet sst. H. blev student fra Roskilde katedralskole 1859 og cand. polit. 1866. Ud over de krav eksamen stillede satte han sig ind i tidens politiske og samfundsmæssige forhold og øvede i en diskussionsklub af jævnaldrende sin veltalenhed og skarpe logiske sans. Læsning af Søren Kierkegaards værker vakte en stærk kritik af den evangelisklutherske folkekirke hos ham, og 1867 konverterede han til katolicismen der var hans mors religion. I de følgende år underbyggede han sin religiøse opfattelse gennem historiske og teologiske studier og udfoldede i begyndelsen af 1870erne første gang offentligt sine rige polemiske evner i angreb mod protestantismen. I Aabent Sendebrev til Pastor Schepelern. 1872, og Evangelisk-Luthersk, en negativ Bestemmelse, 1873, fremtrådte han som rettroende katolik. Protestantismen var for ham "intellektualistisk indbildning". Åndsbeslægtet med Kierkegaard og med en Kierkegaardlignende dialektik og polemisk styrke opstillede han fordringen "Kristendom eller Ikke-Kristendom", og svaret var for ham Jesu ord, viderebragt til menneskeheden af en ufejlbarlig kirke med paven i Rom som overhoved. – Få måneder efter udgivelsen af det åbne brev til pastor G. Schepelern indledte H. sin politiske løbebane. Hans far havde 1861 forgæves søgt valg til folketinget i Blæsenborg-, senere Lejrekredsen. Efter skriftlig opfordring fra o. 500 vælgere søgte H. 1872 valg i kredsen, erobrede den fra dens mangeårige venstrefolketingsmand D. E. Rugaard og holdt den til han nedlagde sit mandat 1890. Han stillede sig som uafhængig konservativ på 1866-forfatningens grund og anerkendte bondestandens ret til at tage del i landets styre hvori lå at han ikke var modstander af det forenede venstre. Som tilhænger af størst mulig frihed i kirke og skole stod han det grundtvigske venstre nær. Med forståelse for hvad næringsfrihed og industrialismens frembrud medførte af sociale problemer i hvad han kaldte "fjerde stand" var han forud for sine standsfæller og de fleste venstremænd i socialpolitik, men med klar front mod socialismen. Ligesom han satte den individuelle frihed højt afviste han angreb mod den private ejendomsret og stod i modsætningsforhold til venstre i spørgsmålene om tvungen fæsteafløsning og ophævelse af len, stamhuse og fideikomisser. Hans politiske grundsætninger var med logisk konsekvens udledt af 1866-forfatningen. Han betragtede den som en art samfundskontrakt, indgået efter den ulykkelige krig i 1864 mellem de grupper i folket som var uden skyld i krigen, nemlig godsejere og bønder der var trætte af de nationalliberales doktrinære og urealistiske ledere. Godsejere og bønder havde 1866 aftalt en magtens deling mellem sig. Derefter gjaldt det om at tilvejebringe en retfærdig ligevægtstilstand mellem folketing og landsting. De besiddendes landsting havde sin berettigelse såvel som den lige og almindelige valgrets folketing, men regeringen skulle om nødvendigt mægle mellem de to og al lovgivning ske ved overenskomst idet tingene respekterede hinandens ret. Ud fra denne tankegang var H. modstander af C. Bergs krav om folketingsparlamentarisme ligesom han senere blev det af J. B. S. Estrups provisoriske politik. Han var overenskomstens mand, men ingen tilhænger af hvad senere betegnedes som "sammensmeltning". Partierne skulle bestå i deres naturlige modsætningsforhold. Konsekvensen i H.s tankegang førte ham ofte Viggo Hørup nær. De var åndsbeslægtede. Berg kom han til at afsky. Mellem ham og Estrup blev der had. I folketinget meldte H. sig som løsgænger. Sin jomfrutale holdt han 10.1.1873 ved behandlingen af C. C. Halls skolelovsforslag. H. vakte megen opmærksomhed ved sin elegante form og uafhængighedsfølelse. Han gik som venstre stærkt ind for skolefrihed og mod forslagets statslige styring af undervisningen, men udviklede iøvrigt hvad han forstod ved sand konservatisme, og sagde at det ikke var behageligt for ham at stå i modsætning til regeringsforslaget da "jeg i det mindste foreløbig, indtil det bliver mig forbudt, regner mig til de konservative". Hall bød H. velkommen og roste hans indlæg for "en smuk Form og en smuk Tone i Foredraget" og "Lethed i at udtale Tanker". Denne skolemesteragtige nedladenhed besvaredes af H. med et indlæg hvori han vittigt og ironisk lod sin spot hagle ned over de nationalliberale, og hvor ikke mindst tonen sved. Før Hørup indledte han kampen mod de nationalliberales åndshovmod og doktrinarisme. – I andre sager end skolespørgsmål fulgte H. dog højre, eksempelvis tiendeafløsning og tvungen fæsteafløsning, og han misbilligede venstres forsøg på finanslovnægtelse fordi han deri så et umodent forsøg på at give folketinget overvægt og bryde den magtens deling han anså for ideen i forfatningen. Men da det efteråret 1873 trak op til nye konflikter, og der inden for højre dukkede tanker om provisoriske finanslove op anså H. nu dette parti for en trussel mod den forfatningsmæssige ligevægt og var formentlig initiativtager til den af løsgængeren P. Schjørring med venstres tilslutning udformede adresse der udtalte ønske om at det måtte "lykkes Kongens Visdom at tilvejebringe Betingelser for en mere frugtbar Samvirken mellem Lovgivningsmagtens forskellige Led". Kongens svar offentliggjordes 2.1.1874 som kgl. håndskrivelse uden ministeriel kontrasignatur og fastholdt ministeriet uforandret. I denne fremgangsmåde så H. en ukonstitutionel handling hvorved ministeriet inddrog kongen i partistriden og stillede sammen med to løsgængere en misbilligelsesdagsorden der vedtoges med stort flertal af folketinget.

Fra da af var H. hadet i nationalliberale og hojrekredse og i dybeste unåde ved hoffet. Han nærmede sig venstre mere og mere og blev sommeren 1874 indbudt til at deltage i møde af venstrefolketingsmænd hos Frede Bojsen på Mon. Her blev forhandlinger med det nyudnævnte ministerium C. F. Fonnesbech overdraget til H., men nogen samvirken med ministeriet opnåedes ikke. H. skrev til Bojsen at Fonnesbech kun ville indrømme venstre hvad det allerede var sikker på at få og på det grundlag ville han ikke indgå aftale. H. tog revanche gennem besk spot mod ministeriet: "Det er tyndere Te på de samme Blade -jeg ved ikke, om der er noget fornærmeligt heri? Jeg tror det ikke, thi Te er jo en æstetisk Drik". I rigsdagssamlingen 1874–75 stemte H. praktisk taget sammen med venstre i alle sager, og okt. 1875 blev han medlem af partiet. Hans modstandere, især redaktør C. St. A. Bille, Dagbladet, konfronterede ham med hans tidligere udtalelser om parlamentarismen. H. fandt det da nødvendigt at klargøre sit forhold til venstre. Det skete i en række artikler i Roskilde Tidende Grundloven af 1866, Breve fra Folketingsmand Holstein-Ledreborg hvor han tilsluttede sig venstres opfattelse af forfatningen. 1876 indvalgte venstre ham i sin bestyrelse og udpegede ham til ordfører ved behandlingen af ministeriet Estrups forslag om Kbh.s landbefæstning. H. delte i et og alt venstres syn på forsvarssagen og lod sin sarkasme gå ud over højre og de nationalliberale i en sådan grad at hadefuldheden mod ham blandt hans standsfæller, i borgerskabet og ved hoffet voksede til nye højder, hvad der nok mere fornøjede end pinte ham der i disse år færdedes en del blandt det litterære venstres mænd. Venstres store valgsejr 1876 øgede hans tro på at Estrup ikke derefter turde gribe til en provisorisk finanslov, og da provisoriet alligevel kom april 1877 formülerede H. det skarpe manifest der medførte sagsanlæg fra regeringen og ved underretten fængselsstraf til bestyrelsen, dog ændret til bødestraf ved højesteret. 1877 valgtes han til venstres finanslovsordfører og dermed politiske ordfører og beholdt dette hverv med en kort afbrydelse til sin udtræden af tinget. Sommeren 1877 deltog han ivrigt i de store protestmøder mod provisoriet, men blev klar over at venstre ikke rådede over de nødvendige magtmidler til at tvinge ministeriet bort. Sammen med Bojsen og Sofus Høgsbro indgik han da overenskomsten af 8.11.1877 med regeringen. Den medførte sprængning af det forenede venstre, og H. blev sammen med Bojsen leder af den moderate venstregruppe. Han stod i de følgende år Bojsen nær politisk og personligt og gennemførte under Bojsens sygdom søværnsloven 1880 og støttede ham under den efterfølgende reform af hærloven og den militære straffelov. Det blev dog snart indlysende for H. at splittelsen i venstre gjorde det vanskeligt eller endog umuligt for partiet at hævde folketingets forfatningsmæssige stilling, og sommeren 1881 fik han sluttet overenskomst om at venstregrupperne skulle forhandle gennem delegerede og søge enighed i alle væsentlige politiske spørgsmål. Det var også ham der havde hovedandelen i den finanslovoverenskomst som 1882 sluttedes uden om ministeriet. Forud var, som i 1877, gået en række forhandlinger med nationalliberale, især C. S. Klein, om et ministerskifte der skulle erstatte Estrup med en regering af højres provisoriemodstandere og et par "garanter" fra venstre. Der fulgte dog ikke noget ministerskifte. Kbh.s befæstning gjordes påny aktuel gennem regeringsforslag, og provisorier truede igen. I denne situation accepterede H. Bergs visnepolitik der i situationen kunne holde sammen på venstre. Det siden 1872 årligt afholdte folkemøde i Herthadalen ved Ledreborg hvor H. plejede at tale havde sommeren 1883 14–16 000 tilhørere. Berg talte sammen med H., og fra mødet kom inspirationen til venstres store møder den sommer. H. talte i Skanderborg hvorfra der udgik opfordring til venstremænd om at møde ved alle højres møder. Opfordringen fulgtes af H. ved et højrestævne i Hillerød juli 1883 hvor venstremænd erobrede mødet og fik vedtaget en venstreresolution. Bergs afskedigelse af Hørup fra Morgenbladet og Hørups oprettelse af Politiken 1884 førte H. nærmere til Hørup, men H. tegnede dog aktier i Morgenbladet ved dets rekonstruktion og fulgte Bojsen og Berg over i det danske venstre nov. 1884. Estrups finanslovsforslag 1885 var udfordrende ved stærkt øgede militære bevillinger, især på baggrund af venstres store valgsejr 1884, og H. og Hørup modsatte sig forligstilløb fra Bojsens og Bergs side. Derefter fulgte den niårige provisorietid i hvis første fem år H. øvede sin mest beundringsværdige indsats som parlamentarisk debattør. De indre modsætninger i venstre skærpedes. Fra 1887 måtte H. kæmpe på to fronter, dels mod højre, dels mod Bergs mindretalsgruppe. Venstre besad ingen magtmidler over for regeringen der tog hvad der behagede den og gennemførte Kbh.s befæstning. H. forstod at finde fængende udtryk for hvad der trods alt samlede venstre. Hans ubarmhjertige spot ramte alle regeringens sårbare områder og virkede stærkere end nok så indignerede protester. Sine taler udformede H. ofte på spadsereture i Kbh.s omegn. De var omhyggeligt forberedte, men i den grad rådede H. over alle oratoriske virkemidler at de virkede improviserede, og tit fik tilhørerne til at glemme hvor vanskelig og ydmygende det store folketingsflertals stilling reelt var. Han kunne i denne balancegang komme i situationer hvor tidligere udtalelser vendtes mod ham, men formåede som oftest at sno sig ud af vanskelighederne. Dog lod han sig aldrig narre af sine egne triumfer. Han indså meget tidligt at venstre igen måtte slå ind på forhandlingens vej. Efteråret 1886 gennemførte han sammen med Bojsen og Hørup at finansloven skulle forhandles gennem alle stadier og krævede i modsætning til egne tidligere udtalelser ikke længere ministeriets afgang som betingelse for en finanslov, men blot de provisoriske love til fri forhandling og folketingets nejret respekteret. Han førte sammen med Hørup kampen mod margarinen ("det rene land") i forsøg på at splitte højres godsejergruppe, udarbejdede en stor plan for udbygning af jernbanenettet, dels for at få forhandlinger i gang om andet end finansloven, dels for at dræne statskassen så regeringen havde færre midler til fæstningsbyggeri. Lignende hensigter havde han med en række forslag til sociale forbedringer for "fjerde stand". Hans optagethed af sociale problemer der i 1870erne havde ført ham ind i et arbejde for social lovgivning var næppe mindre nu, men de politiske kampforhold nødte ham til først og fremmest at bruge forslag om sociale forbedringer taktisk i kampen mod Estrup. Men alt var forgæves, og da krigsminister J. Bahnson 1890 fik provisorisk bevilling til anlæg af Middelgrundsfortet nedlagde H. 12.6.1890 sit folketingsmandat. I en afskedsudtalelse til sine vælgere erklærede han "Forudsætningen for min Politik bristet nu og i Fremtiden". Den magtens deling med respekt for hinandens ret som han så som 1866-grundlovens idé var umuliggjort. Dertil kom hvad der ikke stod i udtalelsen at han var træt af spliden i venstre og Estrups uforsonlighed.

H. bosatte sig i de følgende år i Fribourg i Schweiz, væsentligst optaget af teologiske og historiske studier. Ved faderens død 1895 overtog han Ledreborg og lod slottets bygninger og parkanlæg restaurere. Kirken på Ledreborg blev nedlagt og senere indviet til katolsk kapel. Ved systemskiftet 1901 opfordrede J. H. Deuntzer, stærkt tilskyndet dertil af Hørup, H. til at indtræde i det første venstreministerium, men H. afslog med henvisning til sit helbred og sin 11-årige fraværelse i det politiske arbejde. Aug. 1909 førte en konflikt om forsvarslovene til ministeriet Niels Neergaards afgang, og da kløften mellem de venstregrupper der havde stået sammen om ministeriet truede med at gøre forsvarslovenes gennemførelse umulig rettede kong Frederik VIII henvendelse til H. for at få ham til at danne ministerium. Han afslog med samme begrundelse som i 1901, men da forhandlingerne mellem grupperne gik i hårdknude og kongen overvejede et forretningsministerium under admiral A. de Richelieu anmodede de to gruppeformænd N. Jensen-Toustrup og N. P. Lindø H. om at komme til Kbh. 12.8. enedes de tre grupper om et forsvarsforlig som H. nu på kongens anmodning accepterede at danne regering til gennemførelse af, men da kongen derefter udbad sig fem dages betænkningstid for at få generalernes vurdering af forsvarsforliget rejste H. "splintrende vred" som ikke i mange år hjem til Ledreborg 13.8. Dagen efter havde kongen generalernes godkendelse, og der gik påny bud til Ledreborg. Dermed var ministeriet Holstein-Ledreborg endelig dannet, og forsvarsforliget gennemførtes. H. havde alene påtaget sig opgaven af hensyn til at redde venstre ud af en vanskelig situation. Forsvarsforliget i sig selv var han ikke begejstret for. Under finanslovdebatten 19. -20.10.1909 hånede højremanden M. Halsted H. for at have søgt højres støtte, hvad H. ikke havde gjort. Halsted var imidlertid i god tro og holdt fast ved sin opfattelse. Resultatet blev at højre forbitredes i en sådan grad at partiet stemte for en radikal mistillidsdagsorden til ministeriet Holstein der kom i mindretal hvorefter H. demissionerede og anbefalede kongen at overdrage de radikale hvis dagsorden var vedtaget at danne ny regering. H.s sidste politiske indsats blev således en realisering af parlamentarismen. Ved sin overtagelse af regeringsdannelsen i aug. havde han desuden friet kongen for det ikkeparlamentariske og efter manges opfattelse farlige forsøg med et "hofministerium" Richelieu.

Familie

Forældre: lensgreve Christian Edzard Moritz H. til Ledreborg (1809–95) og komtesse Caroline Louise Lefeubre de Marpalu (1810–1903). Gift 19.11.1867 i Kbh. (Kat.) med Henriette Frederikke Alexandrine Ingeborg de Løvenørn, født 11.8.1842 i Berlin, død 28.10.1915 på Ledreborg, d. af legationssekretær, senere gehejmelegationsråd, kammerherre Frederik Ernst Vendelbo de L. (1798–1849) og Elisabeth Christiane Eleonora Beyer (1804–99).

Ikonografi

Afbildet på mal. af familien af E. Jerichau Baumann, 1855 (Ledreborg). Mal. af A. Schiøtt, 1867 (sst.), kopi af Johs. Ottesen, 1930 (Fr.borg). Litografi på "venstretørklæde" ca. 1875. Træsnit 1875, af J. Falander 1878 og 1883, efter dette træsnit 1884. Mal. af B. Middelboe, 1883 (folketinget), efter dette tegn. af samme. Afbildet i gruppe på litografi af I. W. Tegner, 1885, og på en række karikaturer af K. Gamborg 1886–90 (Fr.borg). Tegn. af Axel Thiess, 1889. Foto.

Bibliografi

Kilder. L. H.: Det foren, venstre i rigsdagssaml. 1877–78. 1878. Sophus Høgsbro: Brevveksl, og dagbøger, udg. Hans Lund I-II, 1923–25. Breve til Frede Bojsen i Historie. Jyske saml. ny. r. VII, 1965–67 381–403.

Lit. Zodiacus: Parlamentariske stjernebilleder, 1875. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 140–48. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. V. Hørup i Politiken 17.6. og 31.12.1890 samt 28.7.1895. Edv. Brandes sst. 30.8 og 31.8.1909. J. Michaelsen: Fra min samtid, 1893. Riget 2.3.1912. Politiken s.d. Niels Hansen i Nord. ugebl. for katholske kristne 17.3. s.å. E. Henrichsen: Mændene fra forfatningskampen I, 1913 277–314. A. F. Krieger: Dagbøger V-VII, 1923–25. T. Fink i Mænd og meninger i da. socialpolitik, red. Povl Engelstoft og Hans Jensen, 1933 108–25. N. Neergaard: Erindr., 1935. Fr. Bojsens politiske erindr., udg. Kr. Hvidt, 1963. H. P. Hilden: Holstein-Ledreborg som politiker indtil 1890: speciale v. Kbh. univ., 1965. Tage Kaarsted i Historie. Jyske saml. ny.r. VIII, 1968–70 486–98.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig