Dansk Biografisk Leksikon

Niels Skrumsager

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Niels Skrumsager, Niels Hansen Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Kloppenborg Skrumsager,  8.9.1880-25.10.1946, politiker. Født i Københoved, Skrave sg, død på rejse til Kbh., begravet Visby kgd. S. blev præget af det ejendommelige hjem hvor han voksede op, og af det åndeligt bevægede landsbysamfund som hans hjem var et led af. Han blev overvejende undervist hjemme og var siden elev bl.a. på Askov højskole og på Tune landboskole. Efter et ophold i Sachsen 1904 overtog han 1905 Toftlundgård i Skrave sogn efter en brors død. Mens det ældre slægtled ikke havde ofret det landbrugsfaglige arbejde overdreven interesse tilhørte S. en generation der forenede interesse for landbrug med hjemmenes åndelige liv. Det prægede arbejdet på Toftlundgård og senere på Visby hedegård, hans hustrus fødehjem som han overtog 1922 efter at have afhændet sin første ejendom. På forskellig måde har han deltaget i det landbofaglige foreningsarbejde, bl.a. som næstformand for Det blandede distrikts landboforening. – I politisk henseende stod han i grænsestriden helt på broderen, H. D. Kloppenborg-Skrumsagers side og deltog i afstemningstiden i agitationsarbejdet i Mellemslesvig og på de frisiske øer. 1920 sluttede han sig til venstre; i 1920erne spillede stadig inden for dette parti på sønderjysk grund modsætningen mellem Flensborg- og Åbenråretningen ind, og S. var en af de mest aktive inden for Flensborggruppen, bl.a. i kampene omkring dagbladet Modersmaalet Dannevirke – fra 1922 var han næstformand i bladets bestyrelse – og ved opstillingen af amtsforvalter C. O. Pedersen ved folketingsvalgene 1924, 1926 og 1929. Han var medlem af den sønderjyske jernbanekommission 1920–22 og af det af Madsen-Mygdals regering nedsatte sønderjyske erhvervsudvalg 1928–29. I kriseårene i 1930erne hørte han til den fløj der sluttede sig til LS-bevægelsen (Landbrugernes sammenslutning), og han var fra 1936 medlem af erhvervsudvalget, men brød med bevægelsen i sommeren 1940. Ved folketingsvalget 1939 var han venstres kandidat i Løgumklosterkredsen og blev s.å. første suppleant til landstinget.

Familie

Forældre: politiker Jørgen N. H. S. (1841–1921) og Ane Marie Kloppenborg (1834–95). Gift 16.10.1907 i Visby med Henriette Knudsen, født 17.6.1881 på Visby Hedegård, død 9.3.1962 sst., d. af gårdejer Kresten K. (1836–1922) og Louise Feddersen (1837–1923). – Bror til Jutta Kloppenborg S. og H. D. Kloppenborg-Skrumsager.

Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt ca. 1940 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Bibliografi

N. J. N[ielsen] i Dannevirke 4.9.1940 og 25.10.1946. N. P. Nielsen i Sprogforen.s almanak 1948, 1947 84f. – Papirer i Landsark., Åbenrå.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Sachsen
den sydøstligste af Tysklands nye delstater, ...Artikel i Den Store Danske
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske
amtsforvalter
regional skatteopkræver i tiden 1660-1970. Under ...Artikel i Den Store Danske
Visby
hovedbyen på øen Gotland i Østersøen; 22.59 ...Artikel i Den Store Danske
Flensborg
Flensburg , by i bunden af Flensborg Fjord i ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
HLund
18/07/2011
  • Læst 683 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki