Niels Skrumsager, Niels Hansen Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Kloppenborg Skrumsager, 8.9.1880-25.10.1946, politiker. Født i Københoved, Skrave sg, død på rejse til Kbh., begravet Visby kgd. S. blev præget af det ejendommelige hjem hvor han voksede op, og af det åndeligt bevægede landsbysamfund som hans hjem var et led af. Han blev overvejende undervist hjemme og var siden elev bl.a. på Askov højskole og på Tune landboskole. Efter et ophold i Sachsen 1904 overtog han 1905 Toftlundgård i Skrave sogn efter en brors død. Mens det ældre slægtled ikke havde ofret det landbrugsfaglige arbejde overdreven interesse tilhørte S. en generation der forenede interesse for landbrug med hjemmenes åndelige liv. Det prægede arbejdet på Toftlundgård og senere på Visby hedegård, hans hustrus fødehjem som han overtog 1922 efter at have afhændet sin første ejendom. På forskellig måde har han deltaget i det landbofaglige foreningsarbejde, bl.a. som næstformand for Det blandede distrikts landboforening. – I politisk henseende stod han i grænsestriden helt på broderen, H. D. Kloppenborg-Skrumsagers side og deltog i afstemningstiden i agitationsarbejdet i Mellemslesvig og på de frisiske øer. 1920 sluttede han sig til venstre; i 1920erne spillede stadig inden for dette parti på sønderjysk grund modsætningen mellem Flensborg- og Åbenråretningen ind, og S. var en af de mest aktive inden for Flensborggruppen, bl.a. i kampene omkring dagbladet Modersmaalet Dannevirke – fra 1922 var han næstformand i bladets bestyrelse – og ved opstillingen af amtsforvalter C. O. Pedersen ved folketingsvalgene 1924, 1926 og 1929. Han var medlem af den sønderjyske jernbanekommission 1920–22 og af det af Madsen-Mygdals regering nedsatte sønderjyske erhvervsudvalg 1928–29. I kriseårene i 1930erne hørte han til den fløj der sluttede sig til LS-bevægelsen (Landbrugernes sammenslutning), og han var fra 1936 medlem af erhvervsudvalget, men brød med bevægelsen i sommeren 1940. Ved folketingsvalget 1939 var han venstres kandidat i Løgumklosterkredsen og blev s.å. første suppleant til landstinget.

Familie

Forældre: politiker Jørgen N. H. S. (1841–1921) og Ane Marie Kloppenborg (1834–95). Gift 16.10.1907 i Visby med Henriette Knudsen, født 17.6.1881 på Visby Hedegård, død 9.3.1962 sst., d. af gårdejer Kresten K. (1836–1922) og Louise Feddersen (1837–1923). – Bror til Jutta Kloppenborg S. og H. D. Kloppenborg-Skrumsager.

Ikonografi

Mal. af Agnes Smidt ca. 1940 (Folkehjem, Åbenrå). Foto.

Bibliografi

N. J. N[ielsen] i Dannevirke 4.9.1940 og 25.10.1946. N. P. Nielsen i Sprogforen.s almanak 1948, 1947 84f. – Papirer i Landsark., Åbenrå.

Kommentarer (2)

skrev HANS-OLE MØRK

Min kones farfar, Niels Hansen Nikolaj Frederik Severin Grundtvig Kloppenborg Skrumsager, døde ikke på rejse til København, men i København, nemlig på Kommunehospitalet, se: https://www.sa.dk/ao-soegesider/da/billedviser?epid=17116786#152873,25453435
Mvh
Hans-Ole Mørk

svarede Ida Elisabeth Mørch

Tak for din kommentar. Dansk Biografisk Leksikon opdateres endnu ikke. Vi lader din kommentar stå til almindelig orientering.
Mvh. redaktionen

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig