Nis Lorenzen, Nis Lorenzen Lilholt, 30.3.1794-14.3.1860, politiker. Født på Lilholt, Halk sg, død sst., begravet sst. L. overtog 1815 fædrenegården Lilholt som moderen havde bestyret efter faderens død. Under den følgende landbrugskrise lykkedes det ham at holde sig ved gården, og i en ung alder blev han både sognefoged og kirkeværge. Fra landbrugskrisens trængsler bevarede L. en levende mistillid til embedsmændene. Han må tidligt være kommet på kant med den tyskdannede embedsstand. Da han 1834 valgtes til stænderdeputeret, var han afskediget fra begge sine ombud og valghandlingen havde karakter af en demonstration mod embedsvælden i herredet. L. sluttede sig ligesom de øvrige nordslesvigske repræsentanter for borgerne og bønderne i stænderne til den liberale gruppe, men han var tillige under indflydelse af professorerne Christian Paulsen og C. Flor, og støttet til en række adresser fra Haderslev og Åbenrå amter stillede han 7.6.1836 forslag om afskaffelse af latin og tysk i styrelsen og retsplejen overalt hvor undervisningssproget var dansk. Som slesviger tog han dog samtidig bestemt afstand fra at ville indføre kongerigske indretninger syd for Kongeåen, men betonede at "Embedsmanden er dog vel i Landet for Folkets Skyld". Forslaget, hvortil hans standsfælle Andreas Petersen fra Dalby havde knyttet et tillægsforslag om indførelsen af nogle timers tysk undervisning i de nordslesvigske skoler, nåede i den første stænderforsamling kun at blive behandlet velvilligt i et udvalg, hvorfor L. fremsatte det på ny i den følgende samling 1838. Stemningen i stænderne var nu mindre gunstig end tidligere, fordi frygten for "den danske Propaganda" var vågnet i hertugdømmerne, men ved støtte af forsamlingens præsident Niels Falck lykkedes det at gennemføre det med kneben majoritet (21 stemmer mod 18). Trods tiltagende agitation derimod var det en af Christian VIIIs første regeringshandlinger i Sønderjylland at udstede reskriptet af 14.5.1840, det såkaldte sprogreskript der indførte dansk rets- og øvrighedssprog på landet ned til Flensborg fjord.

L. havde i de to første stænderforsamlinger stået ved P. Hiort Lorenzens side i kampen for at gennemføre liberale reformer, og begge havde de ret køligt set på den af Paulsen, Flor og Nis Hanssen fremkaldte bevægelse, gennem en dansk presse og folkebogsamlinger at lede danske kulturstrømninger ind i Sønderjylland. De opfattede dette som en maskeret konservativ strømning med dansk politisk tendens. Men ligesom Hiort Lorenzen 1840 fjernede sig fra de slesvigholstenske liberale, gjaldt det samme om L. I stænderne forsvarede han 1840 sprogreskriptets gennemførelse og bekæmpede det slesvigholstenske forslag om afskaffelsen af den danske udgave af stændertidenden. Ved denne lejlighed talte L. dansk i forsamlingen. Sit uændrede liberale sindelag viste han ved at forny sit tidligere forslag om kirketiendens afløsning i Haderslev amt, og at han fik det gennemført vidner om, at den nationale modsætning endnu ikke havde nået sin fulde højde. Betydningsfuld blev i så henseende stænderforsamlingen 1842 hvor L. bakkede Hiort Lorenzen op. 23.11. talte også han dansk i et indlæg mod de slesvigske og de holstenske stænders forening, og over for Falcks overtalelsesforsøg var han "fast som Staal". Det følgende forår deltog han i forberedelserne til Skamlingsbankemødet og i dannelsen af den slesvigske forening, og 1844 nægtede han som protest mod kongens afgørelse af sprogsagen at deltage i stændersamlingen. 1846 mødte han efter Hiort Lorenzens død atter i den korte stændersamling og talte her på ny dansk; som fører for det danske mindretal ydede han kraftig opposition mod slesvig-holstenernes statsopløsende forslag. Ved krigens udbrud 1848 var han med til udstedelsen af et opråb til den slesvigske bondestand om at søge friheden og frelsen fra Danmarks side, men herved ophørte hans politiske gerning, som ikke kun i hans sidste år havde været præget af en vis passivitet og mangel på veltalenhed, omend hans fasthed og stædighed havde kunnet aftvinge respekt. Ved de følgende stændervalg måtte han stå tilbage for yngre førere som Laurids Skau og H. A. Krüger. Fra 1858 var han medlem af det nyindrettede Haderslev amtsråd. L. hører, sammen med mænd som Hans Nissen og Jens Skau, til det ældste kuld af sønderjyske forere der har et vist fællespræg. Som dygtige landmænd nød de anseelse og var herved i stand til at indvirke stærkt på den offentlige mening i sognene. I politisk henseende var de demokrater, royalister og danske slesvigere. Det var først den nationale modsætning mellem dansk og tysk inden for helstaten som tvang dem til at tage plads på den ene af siderne.

Familie

Forældre: gårdmand Lorenz Madsen (1748-1808, gift 1. gang 1767 med Ingeborg Jørgensdatter, 1744-92) og Karen Nisdatter (1770-1842). Gift 12.10.1839 på Lilholt med Martha Christina Müller, født 19.2.1820 i Haderslev, død 28.3.1900 sst., d. af frisør Peter Rasmussen, kaldet M. (1777-1837) og Martha Christina Ohlsen (1791-1825).

Udnævnelser

DM. 1854.

Ikonografi

Litografi af Jean Berg, 1859, efter dette flere træsnit 1860, 1866 og 1876. - Navnet indhugget i Skamlingsbankestøtten af F. Meldahl, 1863.

Bibliografi

III. tid. 2.9.1860. N. L. fra Lilholt, 1861 = Danske folkeskr. XXXV. D. E. Rugaard: Fremragende da. bonder, 1871 311-27. Morten Eskesen i Højskolebl. XIX, 1894 385-94. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I, 1909; IV, 1916; VI, 1918; VIII, 1922. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931-34. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937. H. V. Gregersen: Laur. Skaus brevveksl. I-II, 1970.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig