P. Holm, Peter Thygesen Holm, 7.10.1848-26.9.1898, politiker. Født i Idestrup på Falster, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). H. kom som nybagt skræddersvend, udlært i Odense, til Kbh. hvor han omkring 1871 blev grebet af de nye tanker om arbejderklassens frigørelse ad faglig, kooperativ og politisk vej. Han var juni 1873 med til at danne Skræddernes fagforening (den første sammenslutning som benyttede denne betegnelse) og var dens formand 1874–75 og igen 1876–81. Formålet var ud fra F. Lasalles og L. Pios ideer at oprette en produktionsforening, og dette virkeliggjordes 1875 da foreningen åbnede et kooperativt værksted med H. som bestyrer. Det gav imidlertid kun tab og ophævedes 1879. Udsendt af fagforeningernes centralbestyrelse berejste H. jan.-febr. 1875 Jylland som fagligpolitisk agitator. På et møde i Horsens marts s.å. samledes skræddersvende fra syvotte byer og stiftede under H.s ledelse det første fagforbund her i landet, Det alm. danske skædderforbund. H. var dets formand til det opløstes 1879, og H. nedsatte sig som skræddermester i Kbh. Da den unge arbejderbevægelse efter Pios og Poul Geleffs bortrejse 1877 truedes af totalt sammenbrud overdrog et partimøde H. sammen med C. Hørdum og C. C. Andersen, der havde tilhørt oppositionen på Gimlekongressen 1876 at reorganisere bevægelsen og bringe bladet Social-Demokraten på fode. Det lykkedes. Disse tre håndens arbejdere besad ikke blot pionerernes begejstring, men også praktisk greb. H. blev medlem af kontrolkomiteen, medstifter af Socialdemokratisk forbund (af 12.2.1878), medlem af partiets hovedbestyrelse (indtil sin død) og var i disse år arbejderbevægelsens mest repræsentative og indflydelsesrige mand. Ved folketingsvalget 1881 var H. opstillet i Kbh.s 5. kreds mod C. Goos. H. var genstand for bagholdsangreb af "Heroldisterne", H. Brix' tilhængere, og ved næste valg 25.6.1884 måtte Goos indrømme, at han, højremanden, havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved dette valg sejrede H. med 5385 stemmer mod Goos' 4493; hans og Hørdums sejr (i 9. kreds) blev afmægtig stimülerende virkning og et vendepunkt for arbejderbevægelsen. H. hævdede kredsen trods voldsom modagitation ved de følgende valg, til og med 1898, også efter at kredsen, hidtil landets største, 1894 havde afgivet vælgere til tre nye kredse. 1887 stod han sig dog kun med 30 stemmers flertal mod den nye højrekandidat E. H. Ryssel. På rigsdagen sluttede de to første socialdemokrater sig til venstre i protesten mod provisorierne, delvis i visnepolitikken, og gik i reglen med de Berg-Hørupske grupper, således imod forliget 1894. Mens de afviste Estrups alderdomslove og forslag om arbejdsløshedsunderstøttelse fremsatte de delvis sammen med venstregrupper forskellige lovforslag, af højre kaldet "socialistlovene", om lån til Kbh.s kommune til opførelse af arbejderboliger, om statstilskud til kommunerne og De frie fattigkasser som hjælp mod arbejdsløsheden, om skærpelse af helligdagsloven for at sikre arbejderne søndagshvile, om kommunale understøttelseskasser, om eftergivelse af fattighjælp o.fl. hvoraf kun det første i stærkt ændret form gennemførtes. For partiet var H. agitatoren som måtte gå i ilden ved talrige møder. Til daglig tilknappet og fåmælt besad han et lyrisk temperament som i forbindelse med en indignationens glød gjorde ham veltalende og gav ham magt over sindene. Han var ingen revolutionsmand, men de forurettedes forsvarer, inderst inde ret borgerlig med sans for det solide. 1886 blev han medlem af bestyrelsen for det nyoprettede Arbejdernes Fællesbageri; men fagbevægelsen havde han som selvstændig forretningsdrivende ingen forbindelse med mere. 1897 indvalgtes han (sammen med P. Knudsen og Martin Olsen) i Kbh.s borgerrepræsentation. Da demokratiet marts 1898 vandt flertallet blev han dens viceformand. Men 18.7. s.å. nedlagde han sit mandat, ligesom han 8.8. udtrådte af folketinget. Han blev sigtet for at have misbrugt sin viden om forestående kommunale grundkøb til at skaffe sig personlig økonomisk fordel, og syg og nedbrudt døde han en måned senere i Vestre fængsels hospital inden der var faldet dom i sagen.

Familie

Forældre: husmand, væver Thyge Petersen (født 1818, gift 2. gang med Karen Larsdatter, født 1824) og Ane Dorthe Jensdatter (1811–60). Gift 1.5.1890 i Kbh. (Johs.) med Thora Mine Nielsine Nielsen, født 4.1.1867 i Odense, død 5.2.1935 i Kbh. (gift 2. gang 1902 med folketingsmand Chr. Rasmussen, 1858–1916, gift 3. gang 1918 med typograf, senere faktor Jens Christian Nielsen, 1867–1948), d. af smed Rasmus Christian N. og Madsine Madsen.

Ikonografi

Afbildet på en række karikaturer af K. Gamborg 1885–90 (Fr.borg) og på lign. af Alfred Schmidt, 1887 (sst.). Afbildet på træsnit af oppositionskandidater 1887. Træsnit 1888 og, efter foto, 1892. Posthumt litografi. Foto.

Bibliografi

Frejlif Olsen: Danske socialister, 1892 6–10. Socialdemokraten 27.9. og 4.10.1898. P. H.s livsskildring. Hans barndom og ungdomstid, 1898. C. E. Jensen og Fr. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904 313 og fl.st. til 532. Else Rasmussen i Mænd og meninger i da. socialpolitik, red. Povl Engelstoft og Hans Jensen, 1933 144–61. Jens Engberg: Til arbejdet! Liv el. død!, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig