Peder Andersen (politiker)

Peder Andersen, Ole Peder Andersen, skrev sig Peter Andersen, 26.9.1842-10.12.1902, politiker. Født i Jystrup ved Ringsted, død på Frbg., begravet i Jystrup. A. voksede op i fødegården som moderen 1874 købte til selveje, og to år senere overtog han den. Hjemmet var stærkt præget af den gamle bonde-vennebevægelse med sejt bevarede minder om herremandsundertrykkelse og modsætning til embedsmændene. Af ydre var han høj med et kraftigt skåret, glatbarberet ansigt, af sind nøgtern, noget spotsk, kampglad med lyst og evne til at finde modstanderens svage sted. Han var en modstander af grundtvigianisme og højskole, søgende modsætningen med samme forkærlighed som bjørnbakkerne i Jylland, begærlig efter positiv viden som han erhvervede gennem selvsyn, læsning og rejser, en foragter af frasen. Med disse forudsætninger var han selvskreven til tidlig at blive fører i det radikale Midtsjælland i kampen mod det store hartkorn, embedsmændene og højre. Han var 1875 med til at stifte Ringstedegnens landboforening og blev dens første formand, to år senere medlem af sognerådet og straks valgt til dets formand (til 1880, og igen 1890–94), 1880 valgt ind i Sorø amtsråd. N.å. blev han P. Chr. Zahles efterfølger som folketingsmand for Ringsted og sluttede sig på rigsdagen til Hørupperne. 1888 var han medstifter af Jystrup andelsmejeri og dets formand til 1889. 1882–90 var han som den første bonde i landbrugets provisielle samvirksomheder medlem af De samvirkende sjæll. landboforeninger. 1892–95 var han landvæsenskommissær. Men parret med A.s stejlhed og kampvilje var en stærk lyst til at få udrettet noget. Han var en modstander af uret, men han yndede ikke kamp for kampens skyld. Som amtsrådsmedlem kom han 1886 i strid med højremændene og amtmanden der ville tvinge sognerådene til at udsende regeringen Estrups "mundkurvcirkulære". Da han nægtede at stemme for blev han arbitrært idømt dagbøder og, da han også nægtede at betale, indsat i Ringsted arrest til afsoning. Af hans dagbog fra arresten ses det at han midt i rystelsen over det retslige overgreb har mod til at forestille sig at den golde kamp engang må afløses af forlig. Denne hans moderation var medvirkende til at han n.å. overlod sit folketingsmandat til den unge J. K. Lauridsen hvis radikalisme stemte bedre overens med Politikens linie og holdningen hos Ringstedegnens radikaliserede bønder. A. forblev i amtsrådet til han 1895 solgte gården og flyttede til Frederiksberg. Samtidig med at han i hovedstaden deltog i velgørenhedsarbejde, bl.a. som undersøger for Understøttelsesforeningen, var han på ny gået ind i landspolitik hvor der efter forliget 1894 var brug for folk som A. 1898 tog han den stærke højrekreds Skelskør fra kammerherre Otto Scavenius ved at samle vælgerne fra venstres forskellige retninger og holdt den ved næste valg 1901. I folketinget hvor han ikke hørte til de hyppigst talende men ved sin personlighed øvede indflydelse i venstre sluttede han sig til reformpartiet og nåede at opleve sejren ved systemskiftet. Ved sin død blev han mindet i tinget som en mand "der lige til det sidste holdt de folkelige tanker i ære, der havde båret hans ungdom" (Herman Trier). Se også Ole Hansen og C. Th. Zahle.