Sigvald Olsen, Sigvald Conrad Christian Olsen, 27.8.1854-16.12.1919, politiker. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., urne på Ass. kgd. Under hele arbejderbevægelsens udvikling fra 80erne til efter første verdenskrig ragede en skikkelse op inden for førergruppen, en mand med et blegt ansigt, fremhævet af det mørke skæg, og af et alvorligt, letbevægeligt gemyt. Han stod vel i anden række bag P. Knudsen, C. C. Andersen, Jakob Jensen og senere Thorvald Stauning. Men han var med og øvede indflydelse både i de faglige, politiske og kooperative organisationer og foretagender. Det var O. Han repræsenterede længe forbindelsen med den tyske socialistiske idéverden. Livet igennem viste han sig som en grundig og solid arbejder på de poster han blev stillet på, men det var ham ofte en overvindelse at frigøre sig for en vis doktrinarisme han havde tilegnet sig i ungdommen. Som dreng oplevede O. krigen 1864 i Sønderborg hvor han var taget i huset hos en slægtning. Efter endt skolegang der kom han tilbage til Kbh. og i smedelære, men kom til skade så han måtte opgive denne profession og blev cigarmager. 1875-79 arbejdede han som sådan i Tyskland og blev her socialist. Ved hans tilbagekomst til Kbh. var arbejderbevægelsen så småt begyndt at rejse sig igen efter nedgangsårene, og O. tog straks del i det faglige organisationsarbejde. 1884-96 var han formand for tobaksarbejderforeningen Enigheden. Ved agitationsrejser fik han oprettet eller genrejst afdelinger i provinsen og disse sammensluttet med Enigheden i tobaksarbejderforbundet hvis første formand han var 1887-99. Han var med i ledelsen af Kbh.s fællesorganisation fra oprettelsen 1886, og da De samvirkende fagforbund 1898 blev stiftet kom han og P. Knudsen i forretningsudvalget som repræsentanter for socialdemokratiet. Under presseprovisoriet 1885-86 fungerede han som ansvarshavende redaktør af Social-Demokraten og måtte adskillige gange udstå hårde vand- og brødstraffe når regeringen følte sig krænket over bladets artikler. Da stråmandsnødværget blev gjort virkningsløst ved en ny provisorisk lov helligede han sig cigarfabrikationen og oparbejdede sin egen fabriksvirksomhed der gav ham en vis uafhængighed i det politiske arbejde, men samtidig skabte ham visse vanskeligheder som fagforeningsmand. Han blev hyppigt benyttet som taler, blev medlem af Social-Demokratens kontrolkomité og af socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1898 til sin død var han partiets næstformand. Han repræsenterede dette gennem årene ved talrige møder og kongresser i ind- og udland.

1892 stillede O. sig som kandidat til folketingsvalget i Odense. Efter valgkredsomlægningen blev han opstillet og valgt 1895 i Kbh.s 11. kreds, Nørrebro, og holdt denne kreds uantastet siden. På rigsdagen var han medlem af et stort antal udvalg og kommissioner og blev, indtil F. J. Borgbjerg løste ham af, partiets ordfører i told- og skattespørgsmål. At han som tobaksarbejdertillidsmand for længst havde haft anledning til at beskæftige sig med toldpolitikkens erhvervsmæssige virkninger gjorde at han var frihandelsmand med betydelige modifikationer. Foruden for toldlove, ølskat, margarinelov, lønningslove var O. også ordfører i sager om hemmelig afstemning, ægteskabs indgåelse, vestindisk øsalg m.m., og i sine sidste år, mens Stauning var minister, bestred han hvervet som gruppeformand og politisk ordfører.

Skønt O. i ikke ringe grad var påvirket af Ferdinand Lassalles ideer, og skønt han havde været medstifter af Arbejdernes fællesbageri 1886 var han i lang tid skeptisk over for værdien af kooperative foretagender og manede på partikongressen 1898 til forsigtighed over for sådanne. Alligevel var han 1902 med til at oprette arbejdernes bryggeri Stjernen og blev valgt til bryggeriets bestyrer. De følgende år førtes inden for arbejderbevægelsen en livlig debat om kooperationen, og efter et stort indlæg af Borgbjerg på kongressen 1908 indtrådte gradvis et stemningsomslag som også O. blev påvirket af. Med klogskab og energi oparbejdede han Stjernen gennem virksomhedens første, vanskelige år; han kom siden i ledelsen for Arbejdernes livsforsikringsselskab og for Arbejdernes landsbank der blev oprettet kort før hans død.

Familie

Forældre: skomagersvend, senere funktionær ved Social-Demokraten Ole Vilhelm Otte O. (1826-1904) og Vilhelmine Andrea Nielsen (1833-1909). Gift 27.5.1887 i Kbh. (b.v.) med Ludovica Caroline Olsen, født 8.11.1859 i Fredensborg, død 10.6.1941 i Kbh. (Brorson), d. af skomager Carl Vilhelm Theodor O. (1820-77) og Caroline Charlotte Nachtigall (ca. 1819-97).

Ikonografi

Tegn. af Erik Henningsen, 1917. Afbildet på O. Matthiesens mal., 1923, af rigsdagen 1915 (folketinget), studie hertil. Foto.

Bibliografi

N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 355-57. C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904. Politiken 17.12.1919. Berl. tid. s.d. Socialdemokraten 17.12. og 22.12. s.å. Det danske socialdemokratis hist. II, ved Alsing Andersen, 1921 307f. Peder Nørgaard: S. O., 1937. Jørgen Christensen og Ernst Christiansen: En stjernevogn kørte ud ..., 1952.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig