Hans Pinstrup, Hans Pedersen Pinstrup, 7.8.1892-19.12.1969, præsident for landbrugsrådet. Født i Vokslev sg., Himmerland, død på Egsbjerggård, Gravlev sg., urne på Gordengårds mark, Nibe. Som søn af en jysk bondehøvding ("gamle" eller "store" Pinstrup, som det ofte blev sagt) var P.s uddannelsesbaggrund næsten givet på forhånd: friskole, Nibe realskole, Frederiksborg højskole og Asmildkloster landbrugsskole. Herfra gik vejen ikke til landbohøjskolen, men til praktisk bondelandbrug. I 1920 købte han Egsbjerggård i Gravlev sogn. Han tilhørte således det slægtled af bønder som stiftede gæld på toppen af en højkonjunktur, og som derefter måtte krydse sig gennem 1920ernes økonomiske stormkast. Kronekursens helt uventede opgang til 100 pct. guldværdi 1925-26 betød for ham som for så mange andre at pantegælden (reelt) steg med en tredjedel. Det formede nok mere end noget andet P.s agrarpolitiske grundopfattelse – og her kunne faderen kun nikke bifaldende: at man som landmand ikke kunne vente nogen hjælp og støtte fra det øvrige samfund. På dette noget enstrengede program blev P. 1932 sat ind på det mandat faderen havde haft i Sæbykredsen som repræsentant for venstre. Modsat faderen som kunne spille på sin baggrund som magtfuld organisationsleder fik P. ikke større betydning som partipolitiker. Medlemskabet af partibestyrelsen 1939 og folketingets finansudvalg 1943 betegner her højdepunkterne. Det var først da han 1942 blev valgt som formand for Ålborg amts landboforening og 2. næstformand i De jyske landboforeninger at hans erhvervspolitiske karriere for alvor begyndte. Medlemskabet siden 1933 af De jyske landboforeningers regnskabsudvalg (1937-47 formand) var nok snarere en cadeau til hans landbrugsfaglige duelighed. 1947 efterfulgte han H. Hauch som formand for De jyske landboforeninger og De danske landboforeninger. Ved dennes udnævnelse til landbrugsminister 1950 blev P. præsident for Landbrugsrådet. Her løb han straks ind i et voldsomt opgør med sin forgænger. Tro mod sin pinstrupske grundopfattelse hævdede han at det altid så forfordelte landbrug ikke kunne og ej heller skulle tage den del af den økonomiske opbremsning "påskeforliget" 1951 betød. At partipolitik endnu engang sejrede over erhvervspolitik var nok med til at forme hans beslutning om at træde ud af folketinget ved valget 1953.

Den opgave at være bondehøvding i 1950ernes stadig mere industridominerede Danmark kunne også nok kalde på sin mand. Da staten i 1950 opgav sin 18 år gamle overledelse af landbrugsproduktion og -afsætning måtte landbruget gennem en erhvervsstyret opretholdelse af eksportudvalgene selv sørge for at holde orden i geledderne. Når de forskellige andelssektorer trak hver sin vej, og når landboforeninger og husmandsforeninger ofte havde højst forskellige opfattelser af landbrugspolitikkens mål og midler, ville det have krævet en anderledes manøvredygtig politiker end P. at få tingene til at glide. Når landboforeningerne, her sporet frem af et genoplivet LS, 1954 forlangte at få højere priser på hjemmemarkedet end på eksporten måtte husmændene sige fra. P.s trusler om et produktionsstop hvis landbruget ikke fik højere hjemmemarkedspriser kunne husmændene ikke acceptere. Den lidt anstrengte rolle som baggrundsgruppe for det radikale støtteparti til regeringen H. C. Hansen forbød i det hele taget husmandsbevægelsen at søge tættere sammen med det øvrige landbrug. Realpolitisk betragtet måtte husmændene også frygte et tættere landbrugsorganisatorisk samarbejde hvis konsekvensen skulle være den at landboforeningerne og de gårdejerdominerede andelsselskaber derigennem fik overtaget. Efterhånden som markedsspørgsmålet blev stedse mere aktuelt skiltes landboforeningernes og husmandsforeningernes veje. P.s gruppe ville fra 1957 ind i det europæiske fællesmarked, husmændene under deres nye formand Peter Jørgensen støtte regeringen i dens søgen mod frihandelsområdet EFTA. Situationen kompliceres yderligere derved at øernes landboforeninger, der ikke altid befandt sig lige godt under jydernes og dermed P.s førerskab, trådte i nærmere forbindelse med husmandsforeningerne og de store andelsorganisationer for (i 1959) at etablere en art konkurrerende landbrugsråd: Landbrugets afsætningsråd. P. måtte i første omgang se sig selv helt udmanøvreret, men godt beskyttet bag sin jyske talerstol søgte han at redde Landbrugsrådet og dermed den jyske dominans. I stærke og følelsesladede vendinger vendte han sig imod dette initiativ; det var alene eksportudvalgene og Landbrugsrådet som efter hans opfattelse kunne stå til regnskab over for landbohjemmene. I stedet for at oprette nye organer skulle man snarere nedlægge nogle stykker, sagde han med tydelig adressse til husmandsforeningerne.

1959 nedlagde P. hvervet som formand for landboforeningerne og n.å. afløstes han som Landbrugsrådets præsident af Anders Andersen. I en vis forstand kom P. dog igen da han ved det jyske delegeretmøde 1961 blev valgt til bestyrelsen og herfra gik videre til De danske landboforeninger og Landbrugsrådet. Havde han i 1953 troet at kunne regne med sit partis støtte uden at dette havde mulighed for at påvirke hans opfattelse tog han fejl. P.s betydning og indsats er blevet højst forskelligt vurderet. Hvor de fleste iagttagere har fundet ham større i ord end i handling har atter andre med personligt kendskab til ham set ham som en varmhjertet fortaler for landmændenes tavse flertal, "gråbønderne" som de er blevet kaldt. Det er nok rimeligt at sige at han, alle gode motiver til trods, ikke formåede at samle mænd og meninger i 1950ernes danske landbrug til en helhed. Men den opgave var måske nok umulig.

Familie

Forældre: gårdejer, statsrevisor P. P. P. (1861-1934) og Mette M. S. Sørensen (1867-1947). Gift 4.3.1921 i Støvring frimenighed med Helga Soderup, født 2.4.1898 i Støvring, Budderup sg., d. af gårdejer Christian S. (1869-1950) og Hedvig Nielsen (1873-1964).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 172-74. Jydsk landbrug, 1959 623f. Anders Andersen sst. 1962 465; sst. 1969 785f. Landbruget. Udsendt i anledn. af Landbrugsrådets 40 års jubilæum, 1959 nr. 4 29-42. Landbruget. Udsendt i tiåret for oprettelsen af landbrugets eksportorganisationer, 1960 1-7. Jacob Buksti: Et enigt landbrug?, 1974. De danske ministerier 1929-53, ved Tage Kaarsted, 1977. Landbrugsminister Henrik Hauchs erindr., 1978 138-44.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig