Jørgen Marsvin, d. .1524, rigskansler. Begravet i Frue k. i Odense. M. tilhørte en gammel adelsslægt der gennem lange tider var bosat i Odense. Efter faderen arvede han herregården Lindved i byens nærhed; på samme egn oprettede han selv hovedgården Hollufgård. Allerede som ung må han have indtaget en fremtrædende plads inden for den fynske adel; således medbeseglede han 1487 hyldingen i Lund, og i årene 1489-94 nævnes han som høvedsmand på Nyborg slot. 1501 var han lensmand på Hagenskov. Senest 1494 blev han medlem af rigsrådet og rigskansler hvad han vedblev at være til sin død. I lighed med flere andre af embedets indehavere blev han anklaget for at have misbrugt det til egen fordel, i en trætte han havde med Dalum kloster beskyldtes han for under rigens indsegl at have udfærdiget urigtige lovdags- og ridebreve, ja endog for at have udstedt breve i landsdommerens navn uden dennes samtykke. Blandt sine fjender kunne han også tælle Odensebispen, den ganske vist meget stridbare Jens Andersen (Beldenak). I dokumenterne forekommer han sidste gang febr. 1523 da han med flere fynske adelsmænd fornyede sin troskabsed til Christian II. Hans ægteskab med enken efter Axel Valkendorf til Glorup har sikkert bidraget til at hæve ham og hans efterslægt op i højadelen.

Familie

Forældre: tolder i Ålborg, senere borgmester i Odense, mag. Peder M. (død før 1477) og Margrethe Bryske (?). Gift Anne Passow, der levede endnu 14.9.1528 (gift 1. gang med Axel Valkendorf, død 1483), d. af Anders P. (død tidligst 1474) og hustru af slægten Grubbe.

Ikonografi

Relief på ligsten fra 1520erne (Vor Frue k., Odense), efter denne to stik, det ene fra 1680erne.

Bibliografi

[L. S.] Vedel Simonsen: Bidrag til Odense bys ældre hist. II, 1843. C. T. Engelstoft: Odense bys hist., 1862 (2. udg. 1880, reproudg. 1978). Will. Christensen: Dansk statsforvaltn., 1903 (reproudg. 1974).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig