Otte Krumpen, 1480-29.6.1569, rigsmarsk. Begravet i Mariager k. Der vides intet om K.s ungdom; men det ligger nær at antage han har været knyttet til tronfølgeren Christian (II) thi med dennes tronbestigelse træder han straks frem af ubemærketheden. 1514 bar han kronen ved Christian II's kroning, 1515 var han chef for et af de skibe der hentede den unge dronning Elisabeth til Danmark, 1517 fik han, der hidtil kun havde haft en ubetydelig forlening på Mors, det anselige Ålholm len (til 1521). Når kongen dernæst betroede den kun ca. 35-årige mand overanførselen på toget til Sverige 1520 (sammen med nordmanden Carl Knudsen af slægten Tre Roser) tør man gå ud fra at han allerede dengang havde vundet ry for krigersk dygtighed, rimeligvis i fremmed krigstjeneste, siden han ikke nævnes i forbindelse med den foregående tids talrige nordiske krigsbegivenheder. Han løste sin opgave på så glimrende måde at toget står som en af dansk krigshistories mest strålende bedrifter. Sejrene over Sten Sture ved Bogesund (10.1.) og bondehæren ved Uppsala (6.4.) hvor K. selv blev såret af to pileskud førte i løbet af nogle måneder til Sveriges erobring. Efter Christian II's kroning i Stockholm (4.11.) blev sejrherren slået til ridder. Som lensmand på Helsingborg (1521–22) gjorde K. sig endnu en gang fortjent af kong Christian ved sammen med ærkebiskop Johan Weze 1522 at hindre lübeckernes landgangs forsøg ved Rå i Skåne. S.å. blev han forflyttet til det indbringende Tranekær len med Langeland (til 1534) hvormed han forbandt et lille len, Meltofte på Lolland (1523–69).

Under oprøret mod Christian II måtte K. – som de fleste østdanske adelige – indtage en forsigtig holdning. Selv om han tilsendte kongen det brev hvori de jyske rigsråder opfordrede ham til at slutte sig til opstanden er der mest sandsynlighed for at hans sympatier var på oprørernes side; thi der var tale om at fratage ham hans len, ja, hans svoger Erik Krummedige mente endda at der var fare for hans liv. Efter kongens bortrejse gik han da også straks over til de nye magthavere, og kort efter blev han sammen med nogle og tyve andre stormænd optaget i rigsrådet (1523). Under Frederik I betroedes der ham ikke alene militære, men også – som så ofte senere – vanskelige diplomatiske opgaver, så man må formode at han har besiddet en betydelig udenrigspolitisk indsigt. Efter deltagelse i forhandlingerne med Lübeck 1524 reddede han – i forening med Holger Ulfstand – som fører for ekspeditionen til Gotland 1525 ved sin kløgt denne for Danmark til lübeckernes store forbitrelse. 1529 var K. fører for de tropper der ledsagede hertug Christian på hans rejse til Norge.

K. tilhørte ved slægtskabsforbindelse det gammelkatolske parti, og vi finder derfor hans navn under alle beslutninger mod reformationen og dens mænd på herredagen i Kbh. 1533. Da herredagen besluttede sig til at følge Holsten i dets tilnærmelse til Nederlandene og tiltrådte det forslag til en traktat mellem Nederlandene og Danmark og hertugdømmerne som den holstenske statsmand Melchior Rantzau havde hjembragt fra Nederlandene blev det K. og Wolfgang Utenhof der som rigsrådets delegerede – i forening med Melchior Rantzau – afsluttede den endelige traktat i Gent (9.9.) som truede Lübecks handelsmagt i Norden så alvorligt at byen søgte forbindelse med Danmarks lavere stænder hvad der i sine videre konsekvenser førte til Grevens fejde. Under denne spillede K. en mindre glorværdig rolle. Uden nødvendighed overgav han det faste Tranekær slot til grev Christoffers uægte bror "Lange Hermann" og modtog som grevens mand Ålholm i forlening. Har han håbet derved at redde sit gods tog han alvorligt fejl. Da adelsjagten begyndte blev han taget til fange på en ridetur uden for Ålholm og ført til Nykøbing slot. Hans ejendomme blev plyndrede hvad der – efter hans egen opgørelse – påførte ham et tab på 12 400 gylden ɔ: 34 000 trd. korn. Selv blev han i marts 1535 af Jürgen Wullenwever ført til Lübeck og senere hensat på slottet Lübtz i Mecklenburg hvor efterhånden en stor del af de fangne danske rigsråder kom til at gøre ham selskab. Da fangerne efter Kbh.s overgivelse 1536 blev udleveret til Christian III var K. en af de fire der først blev sat på fri fod nogen tid efter at statsomvæltningen var blevet fuldbyrdet, og endda kun mod særlige forpligtelsesbreve (dec. 1536). Han mistede sine forleninger og blev udstødt af rigsrådet. Da kongen efterhånden udsonede sig med den danske adel var han den sidste af de udelukkede der blev genoptaget i rigsrådet (1542). 1544 forlenedes han med Hald slot hvortil senere blev lagt Medelsom og Sønderlyng herreder. Fra slutningen af 1540'erne træder han atter i forgrunden. Om kongegunst vidner det at han repræsenterede kongen ved to bryllupper i kongefamilien, 1548 på Christian III's datter Annas brudefærd til Sachsen og 1554 ved kongens søsterdatters bryllup i Mecklenburg med hertug Johan Albrecht af Mecklenburg. 1554 blev K. rigsmarsk, en stilling der nu væsentlig var et æreshverv; marsken var kun chef for adelsrytteriet mens de nu mere betydningsfulde hvervede tropper var uafhængige af ham. Betegnende nok var K. slet ikke med i Ditmarskerkrigen 1559. Derimod anvendtes han stadig i diplomatiske sendelser; således var han 1557 leder af et gesandtskab til Polen hvor det dog – til kongens utilfredshed – ikke lykkedes ham at få regeringen til at støtte hertug Magnus' valg til biskop af Riga.

Endnu under Frederik II hørte K. længe til rigsrådets mere fremtrædende medlemmer. Han deltog 1559–63 i næsten alle de vigtigste forhandlinger, således med hansestæderne 1559–60 og Sverige 1562, og ganske naturligt spurgte kongen ham til råds som sagkyndig i liflandske anliggender før han traf den endelige afgørelse i forhandlingerne om Øsels overdragelse til hertug Magnus (1559). Endvidere havde han både under Christian III og Frederik II oftere med skatteopkrævningen at gøre. I de første år kunne han også glæde sig over den unge konges gunst. Han ledsagede kongen på en rundrejse i Jylland 1560 og var sammen med sin hustru et par gange kongens gæst i længere tid. Kongens yndest betød også materielle fordele; 1559 fik han livsbrev på Hald, endda yderligere Spøttrup len og Rødding birk kvit og frit. Kort før syvårskrigen var det gode forhold til kongen rokket. Da krigen stod for døren sendte marsken en lægeerklæring om at hans helbred ikke foreløbig tillod ham at gøre tjeneste. Hans læge Cornelius Hamsfort kaldte hans sygdom melancholia, og hævdede at kongens unåde var medvirkende årsag til marskens sygdom. 1563 gik der endog rygte om at kongen havde stukket K. ihjel med sin kårde. Årsagen til det dårlige forhold kender vi ikke. Nærliggende er det at gætte på at den noget pengekære marsk har knurret over den af kongen med stor iver pådrevne monarkiske lensreform 1562. Det tør også antages at han har hørt til fredspartiet i rigsrådet 1563. I et brev af 1.8.1563 beder hans hustru statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne om at virke til at hendes mand blev forskånet for alt for store lån fra kronens side; men K. blev dog gang på gang i de følgende krigsår nødt til at forstrække kronen med betydelige beløb og at kautionere for endnu meget mere.

Ved krigens begyndelse fik han ordre til sammen med nogle andre rigsråder at føre det jyske adelsrytteri til Kolding hvis landet skulle blive angrebet sydfra. Da kongen drog til hæren blev K. ikke medlem af regeringsrådet i Kbh., men fik sammen med de nævnte råder overopsigten med alt i Jylland i kongens fraværelse. I årene 1564–67 var han den mest tid medlem af regeringsrådet. Han anvendtes stadig i diplomatiske hverv. 1563 og 1564 udsendtes han som delegeret til de påtænkte fredskonferencer i Rostock der imidlertid slet ikke fandt sted på grund af parternes umedgørlighed, og endnu 1567 deltog han i det mislykkede fredsmøde i Stralsund. Fra kongen måtte han allerede i febr. 1564 døje hånlige ord fordi han ikke mere gjorde fyldest som marsk. Efter grev Günther af Schwarzburgs afskedigelse i efteråret 1564 udnævntes K. 14.12.1564 til hærens øverstkommanderende med svogeren Jørgen Lykke som løjtnant. Da den gamle, svage mand bad kongen om nogle kommissærer til støtte for krigsledelsen som grev Günther havde haft fik han at vide at han dog ikke var nogen fremmed, men som rigens marsk blot havde at befale; men endnu inden 6.2.1565 var han som øverstbefalende afløst af Daniel Rantzau. I april 1567 fik K. kgl. ordre til at lede en militær ekspedition til Norge, og da den ca. 82-årige mand bad sig fri måtte han høre at kongen fandt det besværligt, at de der havde sådanne høje befalinger kun brød sig om titlen og fordelen, men ikke ville gøre hvad deres embede krævede. Dette brev giver vel forudsætningen for, at K. i aug. 1567 som rigsmarsk måtte vige for Frands Brockenhuus. Højst sandsynligt står den nye energiske magthaver Peder Oxe her bag ved kongen. Endnu så sent som en måned før sin død måtte K. tåle den ydmygelse at Hald blev taget fra ham. – K. blev ikke mindst gennem sine hustruer en stor godsejer som var en streng herre mod sine bønder der jævnlig klagede over hans overgreb. Fra sin far arvede han Trudsholm (Gerlev hrd.) der måske er bygget på det gamle Skøtrups grund, desuden købte han hovedgården Skarregård (på Mors) som han ejede til 1568, og havde en tid andel i Mejlgård (Nørre Dyrs hrd.). Med sin første hustru fik han Højbygård (ved Rødby) og med den anden, den gerrige og trættekære Anne Lykke, Demstrup (Gerlev hrd.), Brejnholm (Vrads hrd.) og Hverringe (på Fyn) som hun ejede i forening med sin bror Jørgen Lykke.

Familie

Forældre: Jørgen K. til Skøtrup (død senest 1521, gift 1. gang med Elne Jepsdatter Thott) og Anne Styggesdatter Rosenkrantz (død tidligst 1517). Gift 1. gang ca. 16.10.1521 med Drude Krummedige, døbt 27.10.1493, begr. 18.5.1555, d. af Claus K. til Højby (død 1500, gift 1. gang med Drude Clausdatter Rønnow) og vistnok dennes 2. hustru Else Pedersdatter Thott til Alnerup (gift 2. gang 1504 med Thomas Nielsen Lange til Lydum, død 1521). Gift 2. gang 1557 i Kbh. med Anne Lykke (gift 1. gang 1537 med rigsråd Anders Bille til Søholm, 1477–1555), d. af rigsråd Peder L. (død 1535) og Kirsten Pedersdatter Høg (død 1542). - Bror til Stygge K.

Ikonografi

Mal. 1562 (Fr.borg).

Bibliografi

Danm.-No.s traktater, udg. L. Laursen I-II, 1907–12. - P. V. Jacobsen i Hist. t. V, 1844 409–46. A. Heise sst. 5. r. V, 1885 279–442 og VI, 1886–87 1–195 485–654 fl.st. Emil Madsen sst. 7. r. V, 1904–05 201 217f 221f. C. Paludan-Müller: Grevens feide I-II, 1853–54 (reproudg. 1971). Samme: De første konger af den oldenborgske slægt, 1874 (reproudg. 1971). C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. III, I, 1867; V, 1872. A. Heise: Familien Rosenkrantz' hist. II, 1882. Samme i Pers. hist. t. 2. r. III, 1888 157f 160 162 165 170 173 178–80. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Sv. Gissel i Festskr. til Astrid Friis, 1963 99–122. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig