Abraham Brodersen Baad, ca. 1350-1410, rigsråd, lensmand. B. er en homo novus, hans forældre er ukendte mens hans (halv)brødre Sven Tordsen B. og Esbjørn B. forekommer i en række dokumenter. Slægten har almindeligvis været opfattet som hallandsk, men havde lige så nær tilknytning til Våstergotland og Småland. B. er en udpræget eksponent for den interskandinaviske unionsadel. Personlig dygtighed, bl.a. på det militære område, og den kapitalstyrke som en solid fædrenearv gav ham banede vejen for ham til samfundets top. Både ved diplomatisk og militær virksomhed gjorde B. sin store del af arbejdet for unionens fuldbyrdelse, ligesom han ved sit lensstyre bidrog til at befæste unionen. B. opnåede allerede i løbet af 1370'erne forretningsforbindelse med kronen og dronning Margrete, og takket være sin øjensynligt stedsevarende likviditet kunne han låne dronningen betydelige pengesummer og fik til gengæld det ene len efter det andet i pant. I Halland hvor han 1389 afløste Jep Mus som høvedsmand på Varberg, og som blev hans foretrukne opholdssted overtog han senere Laholm med Sydhalland. Kort efter dronning Margretes sejr over Albrecht af Mecklenburg blev B. forlenet med Tiveden hvor han i forvejen gennem sit ægteskab havde fået store godsbesiddelser og Varend, og beherskede således hele det sydvestlige Småland hvor han i årene efter 1400 foretog betydelige private godsopkøb.

I sommeren 1410 fulgte B. Erik af Pommern på et krigstog til Als, og her blev han halshugget uden for Sønderborg. Klagen mod ham gjaldt brud på landefreden. En senere kilde taler om voldtægt, men antyder tillige som anklagens egentlige årsag at voldsmanden "havde flere Svende end Kongen selv". Dronning Margrete som da befandt sig i Sverige beslaglagde B.s ejendomme, og 1412 indkaldte hun arvingerne - hans svigersøn svenskeren Ture Sténsson Bjelke og, på enkens vegne, hendes bror Jens Grim -for det svenske og norske rigsråd der erkendte dronningens retfærdighed og gav afkald på arv medmindre dronningen "nådelig ville give dem noget tilbage". Efter hendes død viste kong Erik arvingerne den gunst at tilbagegive dem det beslaglagte mod at de på ny erklærede at B. var "rettelig undlivet efter Landsloven".

Flere samtidige kilder viser at henrettelsen oprindelig hilstes med glæde i Sverige, først senere da Erik af Pommern for den nationale bevidsthed stod som undertrykkeren opfattedes B. som en svensk martyr for voldskongedømmet; man mente at turde påstå at dronning Margrete havde beklaget hans død, men at hun stiftede messer for den afdøde både i Lunds og Roskildes domkirker var kun opfyldelse af et tidligere løfte. B. havde selv stiftet altre i Lund og Kalmar og ved store gaver til kirken søgt at råde bod på sine ofte kritisable forretningsmetoder.

Familie

Henrettet 27.8.1410 ved Sønderborg. Gift 1. gang 1382 på Rossared i Halland med Margarete (Marta) Pedersdotter Dudde (død senest 1406, gift 1. gang før 1363 med Ebbe Pik, død efter 1378), d. af den smålandske storgodsejer Per D. Gift 2. gang 1407 (?) med Cecilie Nielsdatter Jernskæg, død mellem 26.4.1468 og 28.7.1470 (gift 2. gang med Bonde Jepsen (Thott), død efter 16.12.1439), d. af Niels Aagesen J. og hustru Mette.

Bibliografi

Svenskt diplomatarium I-II, Sth. 1875-87. - P. v. Moller: Bidrag till Hallands hist., Sth. 1874 88-101. Kr. Erslev: Danm.s hist. under dronning Margrete, 1882 267-69 320-23. Henry Bruun i Hist. t. I l.r. III, 1950 48-136 (m. kilder og lit). Samme i Nord. tidskr. för vetenskap, konst och industri XXXIV, Sth. 1958 89-106. Lars-Olof Larsson: Det medeltida Varend, Lund 1964 = Bibliotheca hist. Lundensis XII 149-55 427-29. Gottfr. Carlsson i Hist. tidskr., Sth. 1964 257-70. Michael Linton: Dronning Margareta, Göteborg 1971 264.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig