Andrew Sinclair, Anders Sincklar (Sinklar), til Ravenscraig og Sincklarsholm, 1555-17.1.1625, rigsråd, diplomat. S. tilhørte den skotske højadel og fik en mere militær end boglig optugt. En tid havde han hertugen af Guise som opdrager. I kontakt med Danmark kom han 1589 i kraft af den forbindelse der knyttedes mellem det danske kongehus og Skotland da prinsesse Anna ægtede Jacob VI. 1591 blev han hofjunker hos den unge kong Christian IV som han 1597 fulgte på brudefærden til Brandenburg, og bagefter ansattes han som kammerjunker hos dronning Anna Cathrine, men 1600 opgav han hoftjenesten, giftede sig og blev lensmand i Skåne. Han havde Gladsaxe len 1600–20, fik desuden Gislev 1613 og derudover Landskrona 1619. Dette len ombyttedes dog 1621 med Hammershus. Den skånske skotte faldt godt til i Danmark og blev ofte set i selskab med kongen der 1607 stod fadder til hans søn. Under Kalmarkrigen kæmpede han som nogen god dansk. Han blev kaptajn for et skånsk kompagni fodfolk og deltog bl.a. ved erobringen af Øland 1611. Efter indtagelsen af Kalmar fik han overdraget posten som kommandant på den strategisk vigtige svenske grænsefæstning som fremfor nogen skulle holdes hvis et fremstød over Jönköping mod Stockholm skulle lykkes. Som belønning for sin indsats under krigen udnævntes han 1616 til ridder af den væbnede arm. Ansigt til ansigt med rækken af skånske godsejere, der var modvillige over for Christian IVs fortsatte aktivistiske politik over for Sverige, var det af betydning for denne at sikre en stærk meningsfælle i den vigtige grænseprovins. Det turde bidrage til at forklare at S. 1615 blev udpeget til posten som oberst for skånske regiment, og at Christian IV samme år plantede ham endnu solidere i Skånes jord ved at forære ham Sandby i Goinge herred. Lige i nærheden begyndte S. da også opførelsen af en ny statelig herregård, Sincklarsholm der 1626 fuldførtes af hans enke. Hjulpet økonomisk af de nye givtige len lykkedes det S. at samle sig meget gods.

1617 kom det usædvanlige toppunkt i hans karriere, optagelsen i det danske rigsråd. Da var S. omtrent 62 år gammel og langt den ældste der kom ind i Christian IVs tid. For kongen var det imidlertid vitalt at opnå støtte i rådet på et tidspunkt hvor magtkampen mod dette om udenrigspolitikken blev stadig hårdere. Samtidig var udnævnelsen af S. en drilsk stikpille til den danske højadel der på håndfæstningens grund var imod udlændinges optagelse i rådet. Som kongens mand fik S. ringe indflydelse på formuleringen af rigsrådets tilbageholdende udenrigspolitik, og i indenrigstjenesten anvendtes S. i sin rådstid også kun lidt. Nævnes kan at han 1620 var med til at forhøre Christoffer Dybvad. Udenrigspolitisk fortsatte han fra 1617 i den stilling som Christian IVs særlige rådgiver i engelske forhold som han allerede længe havde indtaget. Englands støtte var nødvendig hvis en aktivistisk kgl. politik over for Tyskland og Sverige skulle lykkes. Det var derfor af betydning at S. havde en række gode forbindelser og venner i England, først og fremmest Jacob I hos hvem han nød stor gunst. Skønt S. formulerede sig tungt og omstændeligt var han en dygtig diplomat. Han havde således mere eller mindre held til at påvirke Stuartkongen til en mere pro kgl. dansk og antisvensk kurs på den række sendelser til England han foretog 1604, 1606, 1612, 1614, 1618, 1619 og 1621. Det lykkedes endog 1618 med besvær S. at få Jacob til at billige og støtte den militære erobring af Bremen stad og ærkestift som Christian IV straks ønskede iværksat efter at det mod forventning var lykkedes Gustav Adolf at betale 3. termin af Älvsborg lösen til tiden. Planen strandede dog på det danske rigsråds modstand. Ikke mindst vigtig var S.s store gesandtskab sammen med Frederik Günther 1621, hvor han fik sluttet en dansk-engelsk defensiv alliance. Alligevel forlod S. England ilde tilfreds fordi det ikke lykkedes at fastholde Englands støtte til den af Christian IV på nederlandsk og engelsk initiativ påbegyndte krigerisk evangeliske alliancepolitik. Den skulle sikre Christian IV koadjutoriet i Bremen ærkestift som et vigtigt led i den udvidelse af hans nordtyske interessesfære der skulle kompensere for de svenske erobringer i den østlige Østersø. I den forbindelse underskrev S. betegnende nok ikke rigsrådets yderst betingede støtte til den aktive Tysklandspolitik i februar 1621. Og han hørte utvivlsomt til den fløj af rådet der over for Sveriges provokerende toldpolitik var tilhænger af den danske repressaliepolitik, der førte de nordiske lande til randen af krig 1623–24. Han underskrev ikke den rådsbetænkning fra sept. 1623 der kraftigt kritiserede Christian IVs egenmægtige troppepolitik i Nordtyskland. Og i foråret 1624 satte han heller ikke navn under den sikkert for grænsestatholderen S. som for Christian IV for beskedne garnisonering af soldater til grænsefæstningerne som rigsrådet i den højspændte situation over for Sverige trods alt bevilgede. Under denne sendte kongen i øvrigt sin nu stærkt ældede, men trofaste råd til Kristianstad for at sørge for den vigtige fæstnings forsvar og udbedring.

S. var flere gange til stede ved fremmede gesandtskabers modtagelse i København, og han befandt sig ofte i inderkredsen omkring majestæten når vigtige beslutninger skulle tages. Han var således i Halmstad under de dansksvenske allianceforhandlinger i Ulvsbäck 1619, ligesom han utvivlsomt deltog i det følgende kongemøde med Gustav Adolf.

S. blev "en brav mand både udi rådsstuen og udi marken" som N. P. Slange og Hans Gram fandt. Brav i sin modstand mod den af de øjeblikkelige gods- og standsinteresser prægede højadelige fredspolitik fordi disse trods alt også var hans. Brav når han i rådsstuen brød korporationsprincippet og udtrykte sin opbakning bag den kongelige udenrigspolitik, der ganske vist mislykkedes, men i væsentlig udstrækning fordi disse kolleger saboterede den ved at nægte den både moralsk og politisk opbakning og tilstrækkelig økonomisk og militær støtte.

Familie

Forældre: Henry Lord of St. Clair (død 1601, gift 2. gang med Elisabeth Forbes) og Janet Lindsay. Gift 23.11.1600 på Kbh.s slot med Kirsten Kaas, død mellem 12.1.1632 og 10.7.1633, d. af Erik K. (død 1578) og Kirsten Pedersdatter Galt (1536–1616).

Bibliografi

Kilder. Letters from and to Sir Dudley Carleton during his embassy in Holland 1615–20, 2. udg. London 1775. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. Chr. Molbech I, 1848 især 9. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve I, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia, 1887–89 (reproudg. 1969); VIII, udg. Johanne Skovgaard, 1947 (reproudg. 1970). Chr. IVs skrivekalendere (Se Christian IV - Bibliografi). Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Kr. IVs tid, udg. Kr. Erslev I, 1883–85. Report on the Royal archives of Denmark, udg. William Dunn Macray I-III, London 1885–87 (appendix to the 45.-47. report of the deputy keeper of public records 1883–85). Kronens skøder I, udg. L. Laursen, 1892. Calendar of State papers and manus. (Venezia) 1621–23, udg. A. B. Hinds, London 1911. Kancelliets brevbøger 1596–1634, 1913–36. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971.

Lit. Danm.s adels årbog XXXII, 1915 483. Niels Slange: Den stormægtigste konges Chr. den fjerdes hist., udg. Hans Gram, 1749 276 293 295 386 423 428f 455 468 511 564. Axel Larsen [Liljefalk]: Kalmarkrigen, 1889. Samme: Kejserkrigen, 1896–1902. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen III, 1916 375–89. Sveriges krig 1611–32, udg. Generalstaben I-II, Sth. 1936. Breve fra og til Ole Worm, udg. H. D. Schepelern I, 1965 94. Danske slotte og herregårde, 2. udg. ved Aage Roussell XVIII, 1968 381f. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. Leo Tandrup: Mod triumf eller tragedie I-II. 1979. Rigsråd, adel og administration, red. Knud J. V. Jespersen, 1980. Ellen Jørgensen i Pers.hist.t. 7.r.III, 1919 152f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig