Børge Trolle, 14.7.1501-28.7.1571, rigsråd. Død på Jungshoved, begravet i Herlufsholm k. T. hørte til den kreds af adelige som efter reformationen gik aktivt ind i statsstyreisen, hans særlige virkefelt blev finansadministrationen; det var således ham der sammen med Peder Oxe 1553 fik til opgave at opbevare den netop bevilgede landeskat for Østdanmark og Norge. Også i udenrigstjenesten var han virksom: Han deltog i forbundsforhandlingerne med Sverige 1540, ledsagede hertug Frederik til Norge 1548, s.å. var han med i brudetoget til Sachsen, og han deltog i grænseforhandlingerne med Sverige 1554. T.s betroede stilling fremgår tillige af at han en tid var hofmester for hertug Hans den Yngre, og at det var ham man betroede den vanskelige og sikkert utaknemmelige opgave at være hofmester for hertug Magnus på dennes udlandsrejse 1557-58. T., der var blevet optaget i rigsrådet 1540, kom til at arbejde nært sammen med Peder Oxe og et, som det synes, nært venskabsforhold ændredes ikke efter Oxes fald 1557. Men faldet fik naturligt den virkning at T. i de efterfølgende år fik en mere fremskudt position. Han blev ridder ved Frederik II's kroning 1559. S.å. var han - da Sveriges holdning virkede foruroligende – en kort tid stationeret i Kbh. ved statholderen Mogens Gyldenstiernes side, og under syvårskrigen hørte han til de hjemmeladte råders kreds. Da Birgitte Gøye 1567 ønskede at afgive Herlufsholm skole valgte rigsrådet ham til skolens første forstander. T. der ligesom broderen var barnløs betænkte i sit testamente både denne skole og skolerne i Roskilde og Vä med gaver. Fra Niels Hemmingsens ligprædiken ved vi at han, mens han levede, havde været meget godgørende og understøttet fattige studenter og nødlidende og syge i købstæderne, og at han havde været sine bønder en human og retfærdig herre. Niels Hemmingsen karakteriserede ham som en gudfrygtig, alvorlig mand, enkel af levevis, besindig og siddende inde med stor boglig viden.

Familie

Forældre: Jakob T. til Lillø (1475-1546) og Kirsten Skave (død 1534). Gift 1539 med Pernille Gøye, født 1506, død 5.3.1552 (gift 1. gang med Anders Ebbesen Galt, død 1529), d. af Mogens G. (død 1544) og Mette Bydelsbak (død 1513). – Bror til Herluf T.

Ikonografi

Relief på faderens ligsten, før 1559 (Norra Åsum k., Skåne) og på ligsten af Oluf N. Krog (Herlufsholm k.), efter sidstnævnte stik af Magnus Petersen.

Bibliografi

Niels Hemmingsen: Ligprædiken over B. T., 1571. P. Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939. Astrid Friis i Hist. t. 10.r.VI, 1942-44 1-140 (udg. særskilt m. titlen: Rigsrådet og statsfinanserne i Chr. IIIs regeringstid, 1970). Frede P. Jensen sst. 1979 311-37. Fl. Tolstrup: Det ældste Herlufsholm, 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig