Hans Krøpelin, d. .fastelavn 1440, rigsråd, lensmand. Død på Åbo slot, begravet sandsynligvis i Skänninge. K., der tilhørte en mecklenburgsk adelsslægt, indvandrede senest 1404 til Norden da han foråret 1404 træffes i dronning Margretes tjeneste under hendes ophold i Sverige. I begyndelsen synes han at have haft tilknytning til slægten Podebusk. 1407 var han dronning Margretes skænk og forekommer i de følgende år atter og atter blandt hendes repræsentanter i de danske rettertingskommissioner. Senest 1415 fik han Bohus slot i forlening og havde det endnu 1419 sm. m. Älvsborg. S.å. blev K. forfremmet til det vigtige embede som høvedsmand på Stockholm slot tillige med Uppland hvortil senere kom Gästrikeland, og han synes også at have haft den vigtige borg Stäket under sin administration. Senest 1422 blev K. optaget i det svenske rigsråd. I de mange år K. sad i Stockholm – et vigtigt politisk og handelsmæssigt knudepunkt – viste han sig både som en initiativrig og dygtig administrator, således deltog han i anlæggelsen af et nyt jernværk på grundlag af malmforekomster ved Nyköping. Gang på gang måtte han fungere i mæglerens rolle, han var nok unionskongens repræsentant, men delte langtfra altid dennes synspunkter. Erik af Pommern var næppe altid tilfreds med K.s holdning, i striden om ærkebispevalget 1432–34 synes K. således at have stået på kapitlets side. Vanskeligere blev hans stilling over for Engelbrekts frihedsbevægelse. Han nægtede at overlade Stockholm slot til folkehæren under henvisning til sin troskabspligt og fik tilvejebragt en midlertidig stilstand. Kong Erik var i begyndelsen tilfreds med K.s mæglingsresultater og udnævnte i forbindelse med rigsmødet i Arboga K. til et af de svenske medlemmer i den unionsdomstol som skulle træffe endelige afgørelser i stridighederne. Da oprøret igen truede med at bryde ud i lys lue lykkedes det K. at få et mæglingsmøde i stand i Halmstad maj 1435. Han havde endog held til at dæmpe gemytterne da kongen kom for sent til et påfølgende møde i Stockholm. K.s indrømmelser for at opretholde freden kunne kong Erik ikke acceptere, og følgen blev at K. blev frataget Sth. slot med underliggende len. K. fortsatte imidlertid i mæglerens rolle. Da oprøret brød løs efter det andet mislykkede rigsmøde i Arboga jan. 1436 rejste K. til Danmark og fik aftalt nye møder i Vadstena og Kalmar hvori kong Erik deltog, uden at der opnåedes nogen overenskomst. I skuffelsen over at Erik af Pommern udeblev fra de flg. unionsmøder mistede svenskerne tålmodigheden og tog sagen i egen hånd. K. deltog i det store møde i Talje hvor den hundredtallige skare rigsråder og adel sluttede sig sammen om at værne svensk lov og ret. Så sent som sommeren 1439 forsøgte K. endnu engang at mægle ved indstændigt at opfordre kong Erik til frivilligt at træde tilbage fra den politiske arena – med kongetitlen i behold, men forgæves.

Samtidig med at K. blev frataget Stockholm slot udstedte det svenske rigsråd med "Købstadmænd og Rigets menige Almue" et beskyttelsesbrev for ham hvori det bevidnedes at han havde vist sig "som en retskaffen Dannemand"; med god grund antages det at dette og lignende breve har dannet grundlaget for Karlskrønikens lovprisning: "De Bønder monne Hans takke; med Uret lod han dem ej beskatte; han gjorde dem Naade, hvor han maa; de andre Fogeder gjorde ej saa; hvor han hørte nogen trætte, gerne skilte han dem ad med Rette". I sig selv er dette kildested under hensyn til krønikens almindelige tendens et stærkt vidnesbyrd om at K. i sine sidste år stod i et venskabeligt forhold til den rådsgruppe der havde sit midtpunkt i den unge Karl Knutsson. Det peger i samme retning at det synes at have været ved marskens mellemkomst at det svenske rigsråd 1436 forlenede ham med Åbo slot som han beholdt til sin død. Kr. Erslev har givet vægtige grunde for den hypotese at han må være forfatteren af det ejendommelige anonyme udkast til en unionsakt fra ca. 1437. Dette er senere bestridt af bl.a. G. Carlsson.

Under årene i Stockholm havde K. nære forbindelser med den tyske orden og hansebyerne, især Danzig som i løbet af 1400-tallet havde udviklet en betydelig handel på Stockholm. Han var medlem af en række gilder og nært tilknyttet gejstlige institutioner som Vadstena kloster og dominikanerne i Skänninge. Hans eneste søn valgte en gejstlig løbebane, mens døtrene blev giftet ind i den svenske højadel (Hammerstaslægten og Oxenstierna).

Familie

gift 1411 med Cathrine Nielsdatter, død 1446 el. senere (gift 1. gang med Jens Andersen (Mule), t mellem 1407 og 1411), d. af Niels Krage.

Bibliografi

Kilder. Bidrag till Skandinaviens hist., udg. C. G. Styffe II, Sth. 1864 94–111. Svenska medeltidens rimkrönikor, udg. G. E. Klemming I-III, 1865–68. Svenskt diplomatarium I-III, Sth. 1875–1902. Hanserecesse 1426–36 1,2, Lpz. 1876; VIII, 1897. Liv-, est- und curländ. Urkundenbuch, udg. F. G. v. Bunge, Riga 1881–89. Sveriges traktater, udg. O. S. Rydberg III, 1895. Aktstykker vedr. Erik af Pommerns afsættelse, udg. A. Hude, 1897. J. W. Ruuth: Åbo stads hist., Helsingfors 1912 = Bidrag till Åbo stads hist. 2.ser.XI 48–52. Svenska medeltidsregester, udg. Sv. Tunberg, Sth. 1937.

Lit. Kr. Erslev i Hist.t. 7.r.III, 1900–02 81–98 (også i forf.s Hist. afhandl. II, 1937 42–53). Samme: Erik af Pommern, 1901 (fot.optr. 1971). Ingvar Andersson: Källstudier till Sveriges hist., Lund 1928. Kj. Kumlien: Karl Knutssons politiska verksamhet, Sth. 1933. E. Lönnroth: Sverige och Kalmarunionen, Göteborg 1934. Gottfrid Carlsson i Hist.t. LVI, Sth. 1936 15–30. Samme sst. 1956 153–62. Eric Anthoni: Finlands medeltida frälse och 1500-talsadel, Helsingfors 1970. Birgitta Fritz: Hus, land och län, Sth. 1972 = Sth. studies in history XVI. Herm. Schück: Rikets brev och register, Sth. 1976 = Skr. utg. af Svenska riksark. IV. Jens E. Olesen: Rigsråd, kongemagt, union, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig