Henrik Krummedige, ca. 1465-mellem 7.3. og 4.4.1530, norsk og dansk rigsråd. Født rimeligvis på Akershus el. Brunlagård i Norge, død på Mogenstrup, Oxie hrd. K. blev 1484 el. 85 ridder, havde 1487–89 Akershus og fra 1489 Båhus i forlening. Samtidig nævnes han som norsk rigsråd. Han kom nu til at indtage en lignende stilling i Norge som faderen, arvede hans strid med familien Tre Roser og var ligesom han godskær og havesyg, men en kraftig og energisk mand med udstrakt jordegods både i Norge og i Danmark (Råde i Vigen, købt 1500; Ellinge, Haragers hrd., købt 1511; Valden, Høgs hrd., købt 1513; Brunla, Mogenstrup og Assendrup). Da krigen med Sverige udbrød 1497 fik K. en udsat stilling på Båhus. Fra maj til sept. belejrede han i forening med sin personlige fjende Knud Alfsen (Tre Roser) Elfsborg fæstning og blev tillige befalingsmand her indtil 1498. S.å. forlenedes han på sin og hustrus livstid med Vigen, Nummedal, Mandal, Tune Skibrede, Råbyggelaget m.m. Knud Alfsen nærmere sig derimod Sverige og gjorde herfra 1501 et indfald i Vigen, men blev fordrevet af K. 1502 kom han imidlertid tilbage og rejste en hel opstand i Norge; K. belejredes på Båhus, men undsattes af den unge prins Christian (II) og blev derved i stand til at gøre et tog mod Knud Alfsen, indtog Tønsberg og belejrede Akershus, medens han havde overladt befalingen over Båhus til sin modige hustru og dennes far. Knud Alfsen blev nødt til under lejde at give sig om bord på sin dødsfjendes skib i Oslo havn, men her blussede striden op, og til trods for lejdet blev Knud Alfsen og flere af hans følge nedhuggede (18.8.1502). Vel blev der afsagt en retskendelse om at Knud Alfsen selv havde brudt lejdet, men ingen synes at have villet tro herpå, og en plet var sat på K.s ære. Opstanden udbrød atter med fornyet heftighed, så K. endog kom i en farlig stilling på Båhus. Under disse forhold overdrog kong Hans befalingen på Båhus til K.s svoger Otte Rud og forflyttede ham til Danmark hvor han fik Holbæk len (1503–08) og senere Laholm (1507–18).

Under søkrigene mod Lübeck udnævnte kongen ham 1510 til sin øverste søkaptajn og høvedsmand. Få dage efter udnævnelsen tilføjede K. (17. el. 18.8.) lübeckerne et føleligt nederlag ved Nakskov. I de følgende år opholdt han sig i reglen på Laholm som grænsevagt mod Sverige, og da krigen med dette land atter udbrød (1517) forlenedes han (30.11.) med hovedfæstningen Varberg med Nørre-Halland; men da han 1519 under et svensk indfald ikke havde hindret landets udplyndring fratog Christian II ham pludselig (juni 1519) Varberg og de norske len som han og hans hustru havde livsbrev på. Fra nu af var K. Christian IIs fjende. Marts 1523 søgte kongen, der i disse år også havde taget hårdt på K.s svigersøn, Eske Bille (ca. 1480–1552), en udsoning; K. fik atter brev på alle sine norske len; 31.3. måtte han derpå, ligesom andre skånske adelsmænd, sværge kongen fornyet troskabsed, men 7.4. opsagde han kongen huldskab og troskab og sluttede sig til Frederik I.

Fra aug. til nov. 1523 sendtes K. derpå til det søndenfjeldske Norge for at bringe landet under kong Frederiks regimente. Med fremragende dygtighed løste K. den vanskelige opgave, mest ved klog benyttelse af de opløste forhold og ikke mindst ved at støtte almuen over for de daværende lensmænds rovgridske fogeder. Men han vakte hos det norske selvstændighedsparti et glødende had imod sig. Egenmægtigt fratog det norske rigsråd atter K. alle hans norske len, udstødte ham selv af rigsrådet og landsforviste ham. Der rejstes de voldsomste beskyldninger for højforræderi mod K. for hans færd i fortiden; men samtidig med at den selvstændige norske håndfæstning i dec. 1524 vedtoges på Riberhus fralagde K. sig ved to tylvters ed de fremførte beskyldninger. Af Frederik I fik han løfte om atter at få sine len, men først efter at Vincents Lunge 1528 var styrtet kom K. atter i besiddelse af lenene. I mellemtiden havde han under kampene mod Søren Norby 1525–26 haft stillingen som arkelimester (fører for artilleriet). 1529 havde han derpå den glæde at se sin svigersøn, Eske Bille, afløse Vincents Lunge som statholder på Bergenhus. Selv ledsagede han i dette år den unge prins Christian (III) til Norge hvor denne under K.s ledelse skulle søge at bringe nogen orden i de opløste forhold. Dette blev det sidste større hverv der betroedes K.

Familie

Forældre: norsk rigsråd og hofmester Hartvig K. (død 1476, gift 1. gang med Katarina Buck, gift 3. gang med Anne Henriksdatter) og Karen Andersdatter (Hak). Gift 1493 med Anne Rud, død 1533, senest 10.3. på Mogenstrup, d. af rigsråd Jørgen R. (død ca. 1504) og Kirstine Rosenkrantz (død 1509).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XVII, 1900 236f. C. F. Allen: De tre nord. rigers hist. I, 1864: IV, 2, 1870. A. Heise: Familien Rosenkrantz' hist. II, 1882. Billeættens hist. 1, ved W. Mollerup, 1888–93. Michael Birkeland: Hist. skr. II, Kria. 1922 169f 179–85. Erl. Ladewig Petersen i Hist. t. 12. r. III, 1968–69 1–79. Ole J. Benedictow i Hist. t. XLVIII, Oslo 1969 181–219. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig