Mogens Bille, d. 5.4.1538, rigsråd. Død på et skib i Ebeltoft vig, begravet i Århus domk. B. der allerede 1502 skal have deltaget i en pilgrimsrejse til Jerusalem blev ved faderens død 1508 medejer af Svanholm hvortil han skrev sig. Ridder blev han næppe før 1523; i det hele taget nåede han først efter Christian IIs fald en mere fremskudt stilling, ikke mindst i kraft af sit ægteskab med rigshofmesterens datter; han fik nu forskellige forleninger, fra 1527 Koldinghus. Efter Frederik Is død indsatte de jyske råder ham 1533 til befalingsmand i Nørrejylland under herredagen; og på denne optoges han, utvivlsomt af selve rigsrådet, i dets midte. Efter kongevalget i Ry hyldede han Christian III; alligevel udstødtes han 1536 af rådet, vel nærmest på grund af den måde hvorpå han var kommet ind i det; s.å. mistede han også Koldinghus, antagelig som følge af sin tilknytning til broderen Ove B. og det øvrige katolske parti. Plaget af sorger og sygdom levede han sine sidste år på Skt. Jørgens gård i Kolding; her oprettede han 1537 sit testamente hvori han viser sig som en god katolik. Da hans ægteskab var barnløst gik Svanholm ved hans død over til brødrene af hvilke Eske 1540 blev eneejer; brugsretten overlodes dog Ove.

Familie

Forældre: Peder B. til Svanholm (død 1508) og Anne Knudsdatter Gyldenstierne (død 1521). Gift 31.1.1524 med Sofie Gøye, død marts 1537 i Stettin, d. af Mogens G. (død 1544) og Mette Bydelsbak (død 1513). – Bror til Eske B. (død 1552) og Ove B.

Bibliografi

Danm.s adels årbog VII, 1890 63. W. Mollerup og Fr. Meidell: Bille-ættens hist. I, 1893 504–11 637–45. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig