Steen Rosensparre, 7.9.1523-20.10.1565, rigsråd. Begravet i Skarhult k. R. blev opdraget af sin mor på Skarhult og var livet igennem nært knyttet til hendes slægt, Billerne. Man kender intet til hans ungdom før 1548, da han som hofsinde deltog i Christian IIIs datter Annas brudetog til Sachsen. Fra hoffet gik han over i lensstyrelsen: Vordingborg 1551–52, Kalundborg 1552–65. Den sidstnævnte post stillede særlige krav til agtpågivenhed og takt, idet den gamle Christian II levede i mildt fangenskab på slottet. Samtidig blev R. ejer af anselige godser, ved moderens død af Skarhult og n.å. af Vester Vallø, en arv efter hans svigen far. 1554–62 opførte han en ny hovedbygning på Skarhult der endnu står som en af Skånes stateligste renæssancegårde. Han steg yderligere efter Frederik IIs tronbestigelse. 1559 blev han forlenet med det nær Skarhult liggende Bosjö kloster der rigtignok n.å. blev reduceret stærkt ved et mageskifte, og 1562 blev han optaget i rigsrådet. Ved fredsbruddet 1563 synes han at have tilhørt krigspartiet; som udtryk for kongens påskønnelse fik han nu Bosjö kloster frit, dog mod selv at afholde udgifter i statens tjeneste inden for rigets grænser. Ved samme tid betroede kongen de svenske gesandter der i febr. 1563 var blevet holdt tilbage i Kbh., til hans varetægt på Kalundborg slot. Om en endnu større tillid vidner det, at han og hans nære ven, svogeren Peder Bille i sommeren 1564 fik det delikate hverv som krigskommissærer i kongens sted at gå til hæren for at bringe fart i den sløje ledelse; snart efter fik de følge af endnu to rigsråder; men det blev de to svogre som både nu og n.å. kom til at dele arbejdet og ansvaret. De var stemt for en kraftig krigsførelse, men mødte vanskeligheder til alle sider, både i forholdet til kongen som de ret utilsløret – også i breve til ham selv – gav en væsentlig del af skylden for de svigtende tilførsler der lammede hærens foretagsomhed, til feltøversterne (grev Günther v. Schwarzburg 1564 og Daniel Rantzau 1565) hvis ledelse på forskellig måde udfordrede til kritik, og ikke mindst til de næsten altid uvillige fremmede tropper der jævnlig truede med mytteri. Deres i fællesskab skrevne breve til statholderen i Kbh. Mogens Gyldenstierne, som synes at være den i regeringen de nærede mest tillid til, giver udtryk for en varm fædrelandskærlighed, men også for en stigende fredslængsel og fortvivlelse som en undsætning fra Kbh. i sept. 1565 knap nok mægtede at dæmpe. Slaget ved Axtorna 20.10. s.å. blev det store lyspunkt, men her faldt R. under forfølgelsen af fjenden. I tiden mellem felttogene 1564 og 1565 hørte R. også til forgrundsfigurerne; han var således en af de rigsråder som kongen spurgte til råds om Sundspærringen omkring nytår 1565. Også økonomisk støttede han kongen ved at yde denne store lån. – Sønnen Oluf Rosensparre rejste på valpladsen, hvor R. faldt, en mindestøtte som forlængst er blevet ødelagt og fjernet; men 1866 erstattede Hallands fornminnes-förening den med en ny mindesten med indskrift.

Familie

Forældre: Jens (Niels) Torbernsen R. til Skarhult (død 1530) og Birgitte Steensdatter Bille (død 1553). Gift 1551 med Mette Rosenkrantz, født ca. 1533, død 2.4.1588 på Skarhult (gift 2. gang 1567 med rigshofmester Peder Oxe, 1520–75), d. af rigsråd Oluf Nielsen R. (ca. 1490–1545) og Ide Munk (død 1586). – Far til Oluf R.

Bibliografi

Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, udg. E. Marquard II, 1936 (breve). – F. R. Friis: Hist. eftefretn. om den danske adelsfamilie Rosensparre, 1872 7–19. Danm.s adels årbog XVI, 1899 372; XL, 1923 551. Hallands fornminnes-fören.s årsskr. 1868 14–16. A. Heise i Hist. t. 5.r.V, 1885 301–34. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist., 1939 488.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig