Anders Nielsen Banner, d. 1486, rigsråd, lensmand. B. var Vendsyssels rigeste og mest ansete adelsmand fra midt i 1400-tallet. Hans hovedbesiddelse var Kokkedal som hans første ægteskab havde skaffet ham; efter sin far havde han arvet Vinstrup ved Tystrup sø på Sjælland; efter moderens død kom han 1479 tillige i besiddelse af Asdal. Desuden ejede han flere mindre hovedgårde som Højris, Åsendrup og Drefsholm (i Vrensted sg.). Hans udstrakte godsbesiddelse førte ham ind i vidtløftige processer, således med bl.a. provsten i Børglum og prioren i Hundslund kloster. De truede ham med band, men blev underkendt af kongen og rigsrådet på Kalundborgmødet 1468. Som ridder nævnes han allerede 1452; som rigsråd kan han derimod ikke med sikkerhed påvises før 1465. 1470 var han lensmand på Ålborghus, hvortil slægten var stærkt knyttet, idet ikke blot hans far havde haft dette len, men hans søn og sønnesøn fik det senere. I sine sidste leveår – under kong Hans – forekommer han hyppigere som rigsråd, og 1486 indsattes han til sammen med Ribebispen og Oluf Mortensen Gyrstinge at lede regeringen i Jylland mens kongen var i Norge.

Familie

Forældre: rigsråd Niels Eriksen B. (død tidligst 1444) og Johanne Andersdatter Panter (død 1479). Gift 1. gang før 1455 med Kirsten Gyldenstierne, der levede endnu 1468 (gift 1. gang med Gotskalk Andersen Stenbrikke til Kokkedal), d. af Erik Nielsen (Gyldenstierne) til Tim. Gift 2. gang med Sophie Galt der levede endnu 1531 (gift 2. gang før 1496 med Iver Eriksen Fasti), d. af Mogens Ebbesen Galt.

Bibliografi

Danm.s adels årbog LXVI, 1949 II 9. W. Christensen: Dansk statsforvaltning i XV. årh., 1903. Repert. dipl. regni dan. 2.r.VIII, 1936 334f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig