Bjørn Andersen Bjørn, 30.7.1532-15.10.1583, til Vinstrup og Stenalt, rigsråd. Født på Stenalt, død på Bjørnsholm, begravet i Ørsted k. B. var landsdommer på Sjælland 1562–66, proviantmester sst. 1562–66. Foruden en række mindre len i Danmark og Norge havde han Kbh.s slot og Roskildegård 1566–72, Århusgård 1572–80 og Ålborghus fra 1580 til sin død. 1567 blev han rigsråd. Ved arv og giftermål samlede han betydelige godsrigdomme, i Jylland Stenalt og Voer, på Sjælland Vinstrup og Vinderup (nu Eriksholm). Sine sjællandske gårde mageskiftede han 1573 til kongen mod hovedparten af Vitskøl kloster og andet gods i Jylland. Af Vitskøl kloster oprettede han hovedgården Bjørnsholm, og denne såvel som sine andre gårde forsynede han til dels med helt nye bygninger medens han samtidig ivrigt tog sig af de tilliggende kirker og skoler. B. hørte til den historisk interesserede kreds inden for højadelen der støttede Anders Sørensen Vedels arbejde, og det var på hans opfordring at Hans Mogensen oversatte Philippe de Commines' memoirer.

Familie

Forældre: Anders Bjørnsen B. til Stenalt (død før 1540) og Anne Gjordsdatter Drefeldt. Gift 1. gang med Sidsel Truidsdatter Ulfstand, død 7.8.1561, begr. i Ørsted k., d. af Truid Gregersen U. til Torup (1487–1545) og Ide Brock (død ca. 1531). Gift 2. gang 29.6.1567 på Kbh.s slot med Karen Henriksdatter Friis, født 21.12.1541 på Ørbæklunde, begr. 3.6.1601 i Ålborg Bodils k., d. af Henrik F. til Ørbæklunde (1496–1571) og Margrete Nielsdatter Bild (1508–71). – Far til Jacob B.

Ikonografi

Ligsten med relief (Ørsted k.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog IV, 1887 94f. Norske rigsregistranter I-II, 1861–63. Saml. til Fyns hist. og topogr. III, 1865 154 156f 160 163. Kancelliets brevbøger 1561–83, udg. L. Laursen, 1893–1903. Samme: Kronens skøder I, 1892. Hans Mogensens oversættelse af Philippe de Commines' memoirer, udg. Poul Nørlund, 1913–19.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig