Claus Rønnow

Claus Rønnow, til Hvidkilde, død 1486, rigsråd, marsk. Claus Rønnow var 1435 væbner og beseglede da freden i Vordingborg. 1439 tiltrådte han opsigelsesbrevet til Erik af Pommern, dog først senere end dets andre udstedere, og s.å. betegnes han udtrykkeligt som rigsråd. Ridder blev han sandsynligvis ved Christoffer af Bayerns kroning i Uppsala 1441; n.å. forekommer han første gang som høvedsmand på Nyborg slot som han beholdt i det mindste til 1458 og sandsynligvis havde endnu 1462. 1445 gjorde han tjeneste som mundskænk ved kongens bryllup. Marsk blev han derimod næppe før ved tronskiftet 1448; den første dato hvor han med sikkerhed kan påvises at have ført titlen er 12.12.1449.

Gennem hele Christian 1.s regering nævnes Claus Rønnow jævnligt i de officielle akter. 1452 deltog han i krigen med svenskerne; men jan. n.å. afsluttede han i forening med Iver Axelsen Thott en stilstand i Vadstena som de i maj forlængede i Stockholm. 1455 var han på ny til møde med Karl Knutsson i Vadstena; n.å. var han til stede ved Borgholms overgivelse, og 1457 deltog han i det krigstog der omsider bragte Christian 1. Sveriges krone. Med polske repræsentanter underhandlede han som dansk sendebud i Danzig (Gdansk) 1458, i Lübeck n.å. og 1462. I begyndelsen af 1460 medvirkede han ved de forhandlinger der forberedte Christian 1.s valg til landsherre i Slesvig og Holsten, og medbeseglede derefter Ribeprivilegierne.

Under den svenske-opstand 1464 fik Claus Rønnow i forening med flere andre danske stormænd det hverv at holde Stockholm, men måtte hen på sommeren kapitulere mod fri afmarch; i virkeligheden fortsatte dog hans nære slægtning og ven Ture Turesson Bielke med held forsvaret. 1466 deltog han i vigtige forhandlinger både i Jönköping og Nyköping. Men da de svenske lederes indbyrdes uenighed n.å. syntes at åbne kong Christian bedre udsigter sendtes Claus Rønnow i spidsen for en dansk flåde til Stockholm som han i forening med ærkebispen i Uppsala begyndte at belejre; han mødte imidlertid hård modstand og nødtes til med store tab at opgive sit forehavende. I det afgørende år 1471 spillede han en betydelig rolle under forhandlingerne før slaget ved Brunkeberg; i selve denne kamp toges han til fange, men løslodes jan. n.å. for at overbringe et fredsforslag fra det svenske rigsråd til det danske.

I det følgende forår forsøgte Claus Rønnow i forening med Ture Turesson uden held at bevare Kalmar slot for kong Christian. På dennes vegne traf han kort efter overgivelsen aftale med Sten Sture om et nyt fredsmøde sst; derimod nævnes han påfaldende nok ikke som deltager i nogen af den følgende tids vigtige forhandlinger. Christian 1.s tillid synes han i øvrigt at have bevaret; 1474 ledsagede han kongen på den store rejse til Rom hvor han benyttede lejligheden til at opnå betydelige pavelige gunstbevisninger både for sig selv og for sin søn Carl. 1478 var han med til at modtage den senere dronning Christine i Warnemünde og følge hende til København.

Om Claus Rønnow har beholdt sit embede som marsk efter tronskiftet 1481 er temmelig tvivlsomt; han nævnes ikke mere med titlen, men nogen afløser kendes på den anden side ikke før hans død. I øvrigt overværede han de bekendte møder i Halmstad og Kalmar 1483. – Claus Rønnow var særlig knyttet til Fyn; her lå hans herresæde, Hvidkilde, og i nær tilknytning dertil havde han Sallinge og Sunds herreder som livsvarigt pant; da han desuden i det mindste en tid oppebar byskat og sagefald af Svendborg by og havde flere af de nærliggende småøer i pant, har hans magtstilling i Sydøstfyn været nærmest suveræn. Også uden for denne landsdel havde han dog forleninger; når han 1452 nævnes som høvedsmand på Laholm drejer det sig ganske vist næppe om andet end et midlertidigt militært hverv; men i sin sidste levetid, vistnok senest fra 1478, synes han at have været lensmand på Vordingborg.