Niels Clausen Sparre, til Ellinge og Vik, d. kort før 6.12.1505, svensk rigsråd. Ved sin fars død var S. kun et barn; for hans svenske mor faldt det naturligt at tage ophold på Vik, mens Christian I i de følgende urolige år fandt anledning til at beslaglægge både Ellinge og Claus Nielsens pantelen Lyckå. Senere synes dog begge gårde at være blevet tilbagegivet. Sikkert er det at S. tidligt sluttede sig til det svenske selvstændighedsparti og gennem hele sit liv forblev tro mod dets ledere, hans nære slægtninge Karl Knutsson og Sten Sture. Sidstnævnte gjorde ham senest 1473 til medlem af det svenske rigsråd og til høvedsmand på den vigtige grænsefæstning Elfsborg. Denne post beklædte han til efteråret 1497, da slottet måtte overgives til Henrik Krummedige. I det foregående tapre forsvar havde S. personlig ingen del, da han ved denne tid opholdt sig i Stockholm; ligesom han tidligere i sin egenskab af rigsråd havde deltaget i adskillige forhandlinger om unionssagen (bl.a. i Kalmar 1482–84 og 1495, i Lødøse 1494 og 1496), således spillede han også nu en betydelig rolle ved fastsættelsen af de vilkår, på hvilke kong Hans omsider anerkendtes i Sverige. S.s sindelag synes ikke at være kommet ham til skade under de nye forhold; ved Hans' kroning opnåede han ridderslaget og forlenedes n.å. med Stäkeholm. Alligevel skiftede han ikke standpunkt; da uafhængighedspartiet på ny optog kampen, tiltrådte han straks aug. 1501 Vadstenaforbundet mod kong Hans og sendte samtidig denne sit opsigelsesbrev. Da svenskerne marts 1503 havde indtaget og afbrændt Lyckå slot, fik han for en tid befalingen over sit gamle len. Til gengæld inddrog kong Hans s.å. såvel Ellinge, der blev solgt til Henrik Krummedige, som hustruens danske fædrenearv; retshjemmel herfor tilvejebragtes senere ved det danske og norske råds bekendte dom over oprørspartiet i Kalmar 1505. Først 1540 lovede Christian III arvingerne at tilbagegive fru Margretes danske gods.

Familie

Forældre: rigsråd Claus Nielsen S. (død ca. 1451) og Katarina Stensdotter Bielke (død tidligst 1458). Gift 1477 (morgengavebrev 22.9.) med Margrete Brock, død 1528 på Vik, d. af Lauge B. (død 1503) og Else Laxmand (død tidligst 1466).

Bibliografi

Bidrag tili Skandinaviens hist., udg. C. G. Styffe IV, Sth. 1875 indledn. 297 315f. C. A. Klingspor og B. Schlegel: Uplands herregårdar, Sth. 1881 (Vik). Sven Ulric Palme: Sten Sture d.ä., Sth. 1950 (2. opl. 1968). Kjell-Gunnar Lundholm: Sten Sture den äldre och stormännen, Lund 1956 = Bibliotheca hist. Lundensis III. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig