Oluf Rosensparre, 6.8.1559-13.1.1624, til Skarhult, rigsråd. Født på Bosjo kloster, død på Dragsholm, bisat i Roskilde domk., begravet i Herfølge k. R. blev født i Skåne og opdraget i sit hjem både før faderens død og efter moderens nye ægteskab. I sit 10. år kom han to år i huset i Roskilde hos Niels Hemmingsen der i drengen kunne indpode en Melanchthons milde toleranceprincipper. Derpå gik han i skole på Herlufsholm, og efter stedfaderens død 1575 sendte moderen ham på den traditionelle udenlandsrejse. Han studerede i Leipzig 1576–78 og tog næste år hoftjeneste hos markgrev Georg Friedrich af Ans-pach. Allerede 1580 var han en tur i Danmark og forlovede sig på en ny rejse hjem 1582 med Lisbeth Gyldenstierne. Atter tog han tilbage til Anspach men kom hjem 1584 og fejrede sit bryllup på Kbh.s slot. Efter faderen arvede han Skarhult og ved skiftet efter sin mor fik han 1588 halvparten af Holmegård samt Vester Vallø og Gunderup. Disse to gårde fik hans frue fastsat som enkesæde 1605 og 1610. Under formynderregeringen tildeltes han 1591 Landskrona len der siden forøgedes med forskellige tillæg, og i juni 1596 var han blandt de otte der udnævntes til rigsråder kort før den unge konges kroning. Christian IV satte stor pris på R. der ofte var med majestæten på rejse. 1603 deltog han i hyldingen i Hamburg. 1607, 1610, 1616 og 1622 var han med til herredagene i Norge. Han tilhørte da også de efterhånden få højadelige, for hvem fædrelandskærligheden ikke var helt udkonkurreret af stands- og godsinteresserne. Han beundrede sin far som fandt heltedøden mod svenskerne i syvårskrigen, og rejste en mindestøtte over ham på selve valpladsen. Og hans eneste søn Steen satte livet til i Kalmarkrigen 1612. Det var vistnok meningen at Christian IV ville have sendt R. og Steen Brahe (1547–1620) af sted til Karl IX med krigserklæringen til Kalmarkrigen under hvilken R. 1612 fik befaling til at ligge i slotsloven på Kronborg. Hans militære interesser viste sig i øvrigt ved, at han gentagne gange mønstrede adelen til rostjeneste, ligesom han 1614 var kommissær ved den oprettelse af en national milits, som rådets ideolog Arild Huitfeldt tidligere havde anbefalet.

I udenrigspolitikken spillede R. en vis rolle, skønt han kun få gange var på diplomatiske sendelser. 1601 deltog han i det grænsemøde i Flakkesjöbäck hvor det ikke lykkedes at nå til enighed med Sverige, og først i 1619 var han atter med som grænsekommissær i Ulvsbäck hvor de danske rådsdelegerede på Christian IVs forlangende måtte gå med til at indskrænke Stettinven-skabsforbundet og ikke fik lov til at indgå det forbund med Sverige imod det katolske Polen som de var indstillet på. Umiddelbart efter deltog R. i kongens møde med Gustav II Adolf i Halmstad. – Hvad R.s udenrigspolitiske synspunkter angår synes de i det hele at have ligget på linje med rådsflertallets. 1604 underskrev han rådets skarpe afvisning af kongens krigsproposition mod Sverige, og 1618 søgte han energisk men forgæves sammen med kansler Christen Friis til Kragerup at hindre en på krig beregnet kgl. resolution til Gustav Adolf. Den skånske råd ønskede tydeligt nok ikke en ny nordisk krig for Älvsborgs skyld. På den anden side syntes han heller ikke tilbøjelig til at godtage den stadig mere udæskende svenske toldpolitik der i de følgende år bragte forholdet mellem Nordens riger på krigens rand.

R. afgav 1602 Landskrona len for Mariager kloster som han 1610 ombyttede med Dragsholm hvor han var lensmand til sin død. Her var han nær hovedstaden og deltog især fra da af meget hyppigt som rådsrepræsentant ved forhandlinger med fremmede gesandter i Kbh. og på Fr.borg. En kurpfalzisk gesandt karakteriserede ham 1621 som "en fin, gammel og fornem mand". Dette år var han i øvrigt også med i de vigtige drøftelser med den nederlandske gesandt Vosbergen hvor han delte rådsmodstanden mod en af Christian IV ledet evangelisk union og foretrak en generel nederlandsk-dansk alliance. -R. var en mand af få ord når de skulle nedfældes og trods sine rådssynspunkter skrev han ikke en eneste rådsbetænkning. Da han endelig fik bud om en særvotering om Danmarks spændte forhold til begivenhederne i Tyskland i efteråret 1623 ofrede han dem i modsætning til sine rådskolleger lidet indgående betragtninger på få linjers plads. Disse røber dog utvivlsomt en hovedgrund til at han stod sig så godt med majestæten idet han søgte at dulme den stadig hårdere magtkamp mellem denne og rådet om udenrigspolitikkens mål og midler. Skønt Christian IV havde brudt en aftale med rigsrådet og hvervet tropper til forsvar af den nedresachsiske kreds ønskede R. kun at de skulle trækkes tilbage hvis kejsermagten eller Spanien ikke ville angribe kredsen og det samtidig kunne ske med god reputation for kongen.

R. var ikke blot yndet af denne, men også ven med rådskolleger som Eske Brock der hyppigt omtaler ham i sine dagbøger, samt med familien Brahe, ikke mindst Tyge Brahe som han flere gange besøgte på Hven og bevarede venskabet med da denne måtte rejse til Prag. Uden åndeligt format har han da næppe været. Med sin og familiens gammeldags romantiske fædrelandskærlighed var det ikke underligt at han understøttede den Danmark forherligende Claus Christoffersen Lyskander i udarbejdelsen af dennes De Danske Kongers Slectebog (selv om han som patronatsherre til Herfølge kirke til tider måtte skride ind mod forfatterens embedsførelse). På den anden side er der grund til at nævne at R.s danskhed ikke hindrede ham i at støtte rådsfler-tallet mod kongen i dets næsten pacifistiske og af standsinteresser dominerede udenrigspolitik i tiden op mod kejserkrigen. Denne politik var uforenelig med Danmarks sikkerhedsinteresser og med helhedens tarv, og den omstændighed, at Christian IV ikke fik tilstrækkelig rådsstøtte til den nødvendige, aktivistiske linje, bidrog stærkt til nederlaget i kejserkrigen. Dette oplevede R. dog ikke. Den vellidte og hårdføre rigsråd blev alvorligt syg i dec. 1623, men holdt sin sygdom skjult længst muligt for ikke at bedrøve familie og venner. Ifølge Niels Pedersen Slange og Hans Gram var R. "meget berømmelig for sin ærlighed og sanddruhed".

Familie

Forældre: Steen R. (1523–65) og Mette Rosenkrantz (ca. 1533–88). Gift 20.9.1584 på Kbh.s slot med Lisbeth Gyldenstierne, født 23. el. 27.10.1563 på Vitskøl kloster, død 20.2.1638 på Sandholt, d. af Henrik G. til Ågård (1540–92, gift 2. gang 1574 med Mette Rud, død 1596) og Lisbeth Ottesdatter Brahe (død 1563). – Far til Steen R. (1588–1612).

Ikonografi

Fremstillingen af R. på stik af Frederik IIs ligfærd har ikke portrætkarakter.

Bibliografi

Kilder. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Chr. IVs tid., udg. Kr. Erslev I, 1883–85. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I, 1887–89 (reproudg. 1969). Kancelliets brevbøger 1588–1626, 1908–25. Danm.-No.s traktater 1523–1750, udg. L. Laursen III, 1916. Dronning Sophies kopibøger 1588–1617, udg. Sv. Thomsen, 1937. Svensk agent ved Sundet, udg. Leo Tandrup, 1971. Lit. F. R. Friis: Hist. efterretn. om den da. familie Rosensparre, 1872 19–27 (jfr. J. A. Fridericia i Hist. t. 4.r.III, 1872–73 628). Peder Pedersen Hie: Ligprædiken over O. R., [1624]. Niels Slange: Den stormægtigste konge Chr. den fjerdes hist., 1749 518. H. F. Rørdam: Klavs Christoffersen Lyskanders levned, 1868. Povl Hansen og Rasmus P. Nielsen: Dragsholm, dets mænd og deres hist., 1927. Sven Ulric Palme: Sverige och Danm. 1596–1611, Upps. 1942. Knud J. V. Jespersen: Rostjenestetaksation og adelsgods, 1977. Leo Tandrup: Mod triumf el. tragedie I–II, 1979. Rigsråd, adel og administration, red. Knud J. V. Jespersen, 1980.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig