Peder Nielsen Gyldenstierne

Peder Nielsen Gyldenstierne, senest 1389-levede endnu 1409, men døde før 1412, rigsråd, lensmand. G. var sønnesøn af kong Valdemar Atterdags marsk hr. Niels Eriksen Gyldenstierne til Ågård; fra G. og hans to brødre Knud Nielsen Gyldenstierne til Restrup og hr. Erik Nielsen Gyldenstierne til Tim nedstammer slægtens tre hovedlinjer. G.s søn af første ægteskab, Gert Pedersen (død 1453), blev biskop af Børglum. Af sønnerne i andet ægteskab kom Anders Pedersen formentlig til England med gesandtskaberne i forbindelse med Erik af Pommerns og hans søster Catharinas ægteskabsplaner, han gik i engelsk tjeneste og blev stamfar til slægten Haggard of Bradenham. G.s danske slægtslinje uddøde allerede 1503 med sønnesønnen, rigsråd Mouritz Nielsen Gyldenstierne. – G. startede utvivlsomt sin løbebane som driftig godsejer i 1370'erne, men da hans arkiv er tabt er vort kendskab til hans godstransaktioner begrænset til nogle få oplysninger, især knyttede til handeler som senere blev omfattet af dronning Margretes godsreduktioner. I det offentlige liv må G. senest være trådt frem 1387, men da vi ikke kender Margretes jyske hyldingsbrev, træffes G. først 1389 som medbesegler af Børglum klosters revers i anledning af dronningens første store gave til religiøse formål. Endnu i maj 1396 var G. væbner, men opnåede sammen med mange andre ridderværdigheden ved Erik af Pommerns kroning i Kalmar trinitatissøndag 1397 og blev samtidig medlem af rigsrådet. Kroningsbrevet er udstedt af 67 personer fra de tre nordiske riger – 17 gejstlige og 50 verdslige – alle anført i rangfølge. G. er nr. 25 af de verdslige herrer. Mere interessant er, at han er blandt de 17 udstedere af det omstridte unionsbrev og skal have beseglet det sammen med ærkebiskoppen af Lund og bispen af Roskilde, men behøver ikke nødvendigvis at have hørt til inderkredsen omkring dronningen, da unionsbrevet med føje kan ses som udtryk for det især fra svensk side fremlagte, men faldne konstitutionelle program (Lonnroth). I årene efter Kalmarunionen ses G. som deltager i en række politiske beslutninger, bl.a. forliget med den tyske ordens højmester 1398 og som garant for fredsslutningen mellem de nordiske riger og Albrecht af Mecklenburg 1405. Senest 1404 blev G. høvedsmand på Riberhus forbundet med andre offentlige hverv som skatteopkrævningen af en række jyske byer. Dette er muligvis baggrunden for at han i en sekundær kilde betegnes som høvedsmand i Nørrejylland 1401, oftest betegnes han "til Ågård". Som lensmand på Riberhus måtte G. opholde sig i betydelig geografisk afstand fra sine private godsinteresser, hvilket dog ikke forhindrede ham i fortsatte handeler. Flere mislykkedes takket være dronning Margretes ihærdighed for at generhverve mistet krongods. G. og hans bror måtte først afgive deres – formentlig arvede – rettigheder i Lundholm i Vendsyssel ved et brev udstedt på Ågård 14.6.1401. En uge senere nødsages G. til på retterting i Viborg at afhænde de andele i det stærkt kriseramte Brøndum gods, Slet hrd., som han nogle år forinden havde købt af ridderen Jens Lykke. Bedre gik det ikke da G. 1404 bortmageskiftede Stokkebrogård i N.Djurs hrd. til gengæld for halvdelen af det gi. Hvidegods Tordrup (nu Frisenvold), Galten hrd. Det var nemlig allerede 1374-75 solgt til Valdemar Atterdag, men beholdt af sælgeren hvis arvinger frit og frejdigt forsøgte en ny handel, men kort efter slog dronning Margrete til, og handelen måtte gå tilbage. Endelig måtte G. og andre medlemmer af slægten 1406 opgive deres rettigheder i Åstrup i Vendsyssel som var tilfaldet kronen i 1350'erne som forbrudt gods. Den bitterhed som G. vel må have følt over for dronningen kom til orde 50 år senere, da hans brorsøn Erik Eriksen Gyldenstierne i en proces udtalte: "Det er vitterligt, at dronning Margrete havde for sædvane, at naar gode mænd i riget, de som havde store lande og len af hende, blev døde, da tog hun bort efter dem penge og sølv, alt det hun kunde fange. ... Desligeste gjorde hun efter min farbroder hr. Peder Nielsen af Aagaard, tog fra hans børn 1200 svære eng. nobler i en sum, foruden guld, sølv og penge." – Alligevel var der så betydelige mængder tilbage til arvingerne, at Ågård i den følgende periode opnåede at blive det største koncentrerede danske godskompleks.