Steen Bille, Steen Basse Bille, 1446-.1520, ridder, rigsråd. Begravet i N. Vram k. i Skåne. B. var opkaldt efter den gamle Steen Basse der på dette vilkår havde skænket faderen størsteparten af sit gods; i sine yngre dage kalder han sig derfor jævnlig både Steen Basse – og Basse B., men efterhånden sejrede familienavnet, og kun Steen B.s fornavn, ikke hans slægtsnavn bevaredes i B.-ætten. B. arvede efter sin far Allinde på Sjælland og føjede dertil senere Lyngsgård i Skåne. Fra 1485 nævnes han som ridder, fra 1489 som rigsråd i hvilken egenskab han navnlig benyttedes til underhandlinger med svenskerne. Sin hovedvirksomhed fik han dog som landsdommer i Skåne, et embede han beklædte fra 1495 til 1516; hans tilknytning til Skåne hvor han også havde len medførte at han i sine senere år fortrinsvis opholdt sig på Lyngsgård. Af hans tyve børn døde de seksten som små; kun to sønner, Torben og Claus, samt to døtre, Birgitte og Elline, overlevede ham.

Familie

Forældre: rigsråd Torben B. (død 1465) og Sidsel Lunge (død 1503). Gift 1. gang senest 1469 med Ellen Krognos, død ung, d. af Stig Olufsen K. (død ca. 1460) og Barbara Thorkildsdatter Brahe (levede 1488). Gift 2. gang senest 1490 med Margrete Rønnow, begr. i N. Vram k., d. af Claus R. (død 1486) og Birgitta Vasa. – Far til Claus B. (død 1558) og Torben B. (død 1552). Bror til Bent B. (ca. 1440–94).

Bibliografi

Danm.s adels årbog VII, 1890 63. W. Mollerup og Fr. Meidell: Bille-ættens hist. I, 1893 399–406.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig