Anton Aldenburg, Anton Altenburg, 1.2.1633-27.10.1680, greve, statholder. Død i Varel, begravet sst. A. var født et par år før faderen giftede sig standsmæssigt. Da faderens ægteskab var barnløst ville grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst efter hans død gå over til lensarvingerne, kongen af Danmark og hertugen af Gottorp eller hertugen af Pløn. Grev Anton Günthers bestræbelser gik nu ud på at sikre sine allodialarvinger, søsteren Magdalene der havde været gift med fyrsten af Anhalt-Zerbst, og sin søn uden for ægteskab, så meget som muligt af grevskaberne ved at få så stor en del af disse som muligt anerkendt som allodialbesiddetse af lensarvingerne. Af disse ansås egentlig hertug Joachim Ernst af Pløn som den nærmest berettigede, men både kongen og hertugen af Gottorp hævdede at de sønderborgske hertuger som afdelte fyrster ikke kunne komme i betragtning ved successionen i Oldenburg og Delmenhorst. Da de var de mægtigste gik grev Anton Günther ud fra at de rimeligvis ville gå af med sejren og også på grund af deres tvivlsomme ret ville være de mest imødekommende over for hans ønsker. Ved en overenskomst 1649 med kong Frederik III og hertug Frederik III af Gottorp fik grev Anton Günther disse, mod at anerkende dem som sine lensefter-følgere, til at gå med til at betragte amtet Varel og en hel række andre godser i de to grevskaber som allodialbesiddelse. Ved en ny overenskomst 1653 foretoges en nøje adskillelse mellem len og allodium i grevskaberne der gav allodialarvingerne endnu større fordele, og kongen og hertugen gik endog siden ind på at anerkende Varel amt og Jahde fogedi som immediatbesiddelser for A., der 15.7.1653 var blevet legitimeret af kejseren og gjort til rigsgreve af Aldenburg. 1657 fik grev Anton Günther yderligere fyrst Johan af Anhalt-Zerbst til af sin part af allodialarven at overlade herskabet Kniephausen til grev A. mod en pengeerstatning. Da Anton Günther 1664 gik ind på ved et hemmeligt dokument at overdrage ejendomsretten til grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst og Stadt- og Butjadingerland til kongen og hertugen, dog med forbehold af regeringsmyndigheden og indtægterne så længe han selv levede, udnævnte kongen og hertugen A. til deres statholder i grevskaberne. Som sådan modtog han, da Anton Günther døde 1667, undersåtternes hylding af kong Frederik III og hertug Christian Albrecht af Gottorp som landets herrer, og han tiltrådte nu også selv sin del af arven der gjorde ham til en meget rig mand, rigere end mangen fyrstelig lensbesidder.
Efter at hertugen af Gottorp efter det kejserlige rigshofråds dom 1673, der tilkendte hertugen af Pløn grevskaberne, 1676 var blevet sat ud af medbesiddelsen af disse, idet kong Christian V ved en hemmelig traktat 1671 havde truffet den aftale med hertugen af Pløn at denne mod erstatning skulle overlade grevskaberne til kongen, vedblev A. at fungere som kongens statholder. Han droges samtidig nærmere til hoffet i Kbh., blev 1671 naturaliseret som dansk greve, blev medlem af gehejmekonseillet og ridder af elefanten. Under den skånske krig stillede han på egen bekostning et regiment til kongens tjeneste. Hans repræsentative evner og hans store rigdom gjorde ham vel skikket til i alt fald formelt at stå i spidsen for store og kostbare gesandtskaber. Således var han formand for det store gesandtskab der 1676–79 deltog i fredskongressen i Nijmegen. Han gjorde selv forskud med de store pengesummer som sendelsen kostede, og fik derved en fordring på 70.000 rdl., for hvilke han fik Rastede amt i Oldenburg i pant. Den egentlige leder af gesandtskabet var dog Just Høeg. Efter hjemkomsten herfra sendtes han til Lund for sammen med Jens Juel og Biermann at føre forhandlingerne med Sverige og kom derved til at knytte sit navn til det forsøg, der her gjordes på at skabe et skandinavisk samarbejde. 1680 var han formand for det gesandtskab der førte prinsesse Ulrikke Eleonore til Skottorp i Halland, hvor hun blev viet til kong Carl XI. Umiddelbart efter sin tilbagekomst herfra ægtede A. den fra Griffenfelds historie kendte prinsesse af Tarent. I sit første ægteskab havde A. kun døtre, og han ønskede ganske naturligt at efterlade sig en mandlig arving til sine store besiddelser. Der havde allerede været, tale om partiet inden A. rejste til Lund. Fra den hessiske families side rejstes der dog en vis modstand imod det på grund af brudgommens uægte herkomst, dronning Charlotte Amalie var således en tid stærkt imod det. Det lykkedes dog A. at overvinde vanskelighederne. Ægteskabet blev kun af kort varighed.
På en rejse med sin gemalinde døde han af feber. A. synes ikke at have været nogen fremragende personlighed men skildres som en brav, beleven og høflig mand.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.