Erik Eriksen, 20.11.1902-7.10.1972, statsminister, gårdejer. Født i Brangstrup, Ringe sg., Svendborg amt, død på centralsygehuset i Esbjerg (Vor Frue), begravet Ringe kgd. E. uddannedes ved landbruget og var elev på Dalum landbrugsskole 1923-24. Han bestyrede sin fødegård fra 1928, overtog den som ejer 1939, drev den til sin død og var således livet igennem nært knyttet til Midtfyn. Hans forældre tilhørte den generation der var præget af den grundtvigske vækkelse omkring Vilh. Birkedal i Ryslinge og valgmenighedsdannelsen da Birkedal afskedigedes som præst i folkekirken. I E.s slægt er både valgmenigheden, den senere frimenighed omkring pastor Th. Rørdam og sognemenigheden repræsenteret. E.s forældre hørte til sognemenigheden, men med så nær tilknytning til grundtvigianismen at E. fik sin skolegang i Ryslinge friskole, og han lagde aldrig skjul på hvad lærer Skovrup dér havde betydet for ham. Noget dybt religiøst menneske var E. ikke, og han kunne i vennekredse godt ironisere over grundtvigianismen, men den mistede aldrig sit greb i ham. Den var en del af baggrunden for hans folkelighed og hans frisindede syn på skole- og kirkepolitik der forbandtes med hans tro på liberalismens frihedsideer. Fra sit hjem var han fortrolig med venstres tankegang og venstres politik der under påvirkning af åndsrøret omkring Ryslinge aldrig hos ham fik en snæver agrarisk form selv om han var bonde og følte sig som bonde. Hans lærer i friskolen indvirkede vel nok på ham ved sin georgeisme og radikalisme, men har der på noget tidspunkt været tvivl i E.s sind om hvor han hørte til politisk, så bortvejredes tvivlen da de radikale 1924 støttede den første socialdemokratiske regering. Han valgte ubetinget venstre og tjente partiet gennem 40 år. Han var formand for venstres ungdom på Midtfyn 1927-29, for venstres ungdom i Fyns stift 1928-30 og for venstres ungdoms landsorganisation 1929-32, opstilledes i Assenskredsen 1932 og valgtes 1935 i Vardekredsen som han repræsenterede i folketinget til 1968. Som venstres ungdoms formand stod han på møder landet over i klar front mod 1930ernes antiparlamentariske og nazistiske bevægelser, og da LS og bondepartiet ved valget 1935 løb storm mod venstre og tilføjede partiet svære tab stod E. fast i sin afvisning og vandt respekt i sin valgkreds. Han indså tidligt at den industrielle udvikling ville reducere landbrugsbefolkningen talmæssigt og dermed svække grundlaget for venstre. I samme retning virkede bondepartiets splittelse. Han så derfor med større sympati på et samarbejde med husmændene og de radikale end det var sædvanligt i venstre. For ham var det vigtigt at bevare landbovælgernes indflydelse under bybefolkningens fremmarch og gøre venstre til et parti der også kunne tiltrække byernes vælgere. Sammen med Harald Nielsen udgav han Liberalismen i Danmark, 1935. Han forstod at liberalismen ville dø som folkelig bevægelse hvis den tjente ensidige erhvervsinteresser og krævede samling om en liberal midterpolitik til varetagelse af fællesinteresserne mellem erhvervsgrupperne og deres udøvere. I en af sine tidlige taler i folketinget tog han til orde for en forbrugerpolitik hvis mål var lavere priser. Over for socialdemokratiet og byvælgerne var det nye toner fra en venstremand. E. var medlem af bestyrelsen for venstres rigsdagsgruppe 1940-45, fra 1941 næstformand, og blev landbrugsminister i befrielsesregeringen under Vilh. Buhl og fortsatte som landbrugsminister i regeringen Knud Kristensen 1945-47. En liberal politik kunne han ikke gennemføre i disse efterkrigsår. Kornaflevering til maksimalpriser måtte fortsætte, og andre reguleringer i landbrugsforhold måtte videreføres. Prisfaldet på landbrugsprodukter der fulgte med genoptagelsen af eksporten til England tog udenrigsminister Christmas-Møller ansvaret for da han havde forhandlet dem i London. E. evnede at få givet udtryk dels for at han administrerede andres bestemmelser, dels at han måtte tage hensyn til andre forhold end landbrugets ønsker, og bevarede erhvervets tillid. Krav om lettere adgang til at skaffe jord fra de store brug til øget udstykning fik han henvist til en kommission der først afsluttede sit arbejde efter hans afgang som landbrugsminister. – 1950 valgtes E. til formand for venstres rigsdagsgruppe og landsorganisation. Ved folketingsvalget sept. s.å. tabte venstre mere end det vandt ved valget 1947 om Knud Kristensens Sydslesvigpolitik og havde færre mandater end 1945. Det underbyggede E.s frygt for at landbovælgerne skulle blive skubbet til side af byvælgerne. Da indtraf det uforudsete. Den socialdemokratiske regering Hans Hedtoft kom i mindretal ved dagsordenafstemning om smørrationeringen og gik af 26.10. E. så øjeblikkelig muligheden for en venstre-konservativ regering. Da han 27.10. af kongen fik overdraget at undersøge mulighederne for en bred regering af venstre, konservative og socialdemokrater og samme dag fandt at det ikke var muligt overdrog kongen ham at danne regering, og 28.10. kunne han præsentere en regering af venstre og konservative med sig selv som statsminister.

Ved denne resolutte handling rejste E. sit parti fra valgnederlaget halvanden måned tidligere. VK-regeringen var en mindretalsregering der for at få arbejdsro måtte have en sag der engagerede alle partier. Den fandt E. i forfatningsspørgsmålet. Han var fra sine unge dage tilhænger af etkammersystem og lavere valgretsalder og stemte her overens med socialdemokrater og radikale. 1951 overtog han formandsposten i den tidligere nedsatte forfatningskommission og overvandt med hjælp af gode viljer i alle partier modstanden i sit eget parti og hos de konservative. Den nye grundlov der afskaffede landstinget, grundlovfæstede parlamentarismen og indførte 23 års valgret og adgang for mindretal til at kræve folkeafstemning om visse love, stadfæstedes 5. juni 1953. Samtidig fik kvinder arveret til tronen og ombudsmandsinstitutionen indførtes. Disse reformer blev E.s største politiske bedrift. Dog var det bittert for ham at Knud Kristensen udmeldte sig af venstre just den dag den nye grundlov stadfæstedes, og kort efter dannede partiet de uafhængige. En skuffelse for ham var det også at de radikale efter septembervalget 1953 ønskede en venstreregering uden konservativ deltagelse, og da han ikke ville imødekomme det, støttede en socialdemokratisk regering, og at hans finansminister fra VK-regeringen Thorkil Kristensen med sin stemme sikrede kriseforliget mellem socialdemokrater og radikale 1955. Fra det tidspunkt var der en varig bitterhed mellem de to. E. havde valgt et fortsat samarbejde med de konservative. Samarbejdet med dem i VK-regeringen var forløbet uden væsentlige gnidninger, ikke mindst på grund af E.s smidige forhandlingsevner, loyalitet og autoritet. Dertil kom den fortsatte befolkningsforskydning fra land til by som han stadig vagtsomt iagttog. Hans grundholdning forblev liberal, men udformedes nu i tesen om venstre og konservative som alternativ til socialdemokratiet og socialdemokratisk ledede regeringer. Da de radikale efter valget 1957 søgte at splitte samarbejdet mellem venstre og konservative og tilbød at støtte en ren venstreregering under hans ledelse stod han ved korsvejen og valgte at sige nej, og H. C. Hansen dannede regering af socialdemokrater, radikale og retsforbund. Til forståelse af hans nej der ikke billigedes af alle i hans parti skal føjes hans udtalelse til Morgenposten 13.12.1970: I store og afgørende øjeblikke betyder personer mere end partier. I sin stærke fremhæven af det liberalt borgerlige alternativ til socialdemokratiet støttedes E. især af vennen redaktør Knud Ree, Vestkysten, der mere end hans fynske partiblad Fyns Tidende var organet for hans politik. Der gik en lige linje fra E.s nej til regeringsdannelse 1957 over oprettelsen af samarbejdsudvalget mellem venstre og konservative s.å. og det fælles VK-program 1959 til hans udtalelse maj 1965 om en sammenslutning af venstre og konservative engang ad åre. Denne kurs medførte brydninger i partiet. 30 højskolefolk med tilknytning til venstre protesterede offentligt mod VK-planen. Thorkil Kristensens udtræden af venstre 1960 efterfulgtes af yngre venstremænds dannelse af liberal debat, forløberen for det kort tid eksisterende parti liberalt centrum, og da 16 medlemmer af venstres folketingsgruppe på henvendelse til hver enkelt fra Jyllandsposten tog afstand fra E.s udtalelse om sammenslutning af venstre og konservative nedlagde E. 21.5.1965 sin formandspost i gruppen og senere på året sit formandskab i venstres landsorganisation. Han følte nok en vis bitterhed, men også lettelse. Han kunne ikke nå mere end han havde nået: at være den anden statsminister der signerede en grundlov der udbyggede principperne i 1849-grundloven.

E. var efter sin afgang som formand en interesseret, men tavs iagttager af den politiske udvikling. Han forstod ikke efterfølgeren Poul Hartlings Svanningetale 1966 med invitation til de radikale og meddelte efteråret 1967 Vardekredsens venstre at han ikke ønskede genopstilling.

E. var en varm fortaler for nordisk og europæisk samarbejde. Han var formand for den danske gruppe i nordisk råd 1953-64 og præsident for rådet 1953-54, 1956-57 og 1961-62. Han sad i bestyrelsen for foreningen Norden fra 1945 og var dens formand fra 1964. Mod et flertal i sin gruppe stemte han for overdragelse af de islandske håndskrifter til Island og deltog i delegationen der bragte de første af håndskrifterne til Island. Han var formand for samvirkerådet for dansk kulturarbejde i udlandet 1953-68 og var tidligt talsmand for at Danmark burde deltage aktivt i europæisk samarbejde. Han så i oprettelsen af EFTA en midlertidig ordning der måtte afløses af dansk medlemskab af EF og nåede få dage før sin død at se medlemskabet bekræftet ved folkeafstemningen. Han var tidligt opmærksom på hvad radio og senere TV kunne betyde for meningsdannelsen og var sit partis repræsentant i radiorådet og dets programudvalg 1940-46 og 1954-68. Han lagde vægt på alsidighedsprincippet, især i ansættelsessager, og fulgte en frisindet linje i programudvalget, men kunne ud fra sin intuitive fornemmelse af lytteres og seeres reaktion advare mod outrerede udfordrende programmer. Han var medlem af radioavisens bestyrelse 1959-64 da radioavisen henlagdes under Danmarks Radio og støttede samtidig delegeringen af ansvar til programcheferne. Fra 1954 til sin død sad han i bestyrelsen for Vestkysten og i bestyrelsen for Fyns Tidende til 1970, fra 1962 som bestyrelsens formand på hvilken post han gennemførte Fyns Tidendes fusion med Fyns Stiftstidende i Den fynske bladfond. Ud over en række bestyrelsesposter i virksomheder med tilknytning til landbruget sad E. i tilsynsrådet for Sparekassen Fyn, var formand for Fyns Landmandsbank og formand for Østifternes Brandforsikring 1961 til sin død. E. var med sit lyse sind og sit fynske lune en folkelig politiker, en fremragende debattør med hastige, ofte knappe, men altid rammende replikker, kunne i dueller med politikere som H. C. Hansen, Bertel Dahlgaard og Aksel Larsen hæve en folketingsdebat til højder hvor det svirrede med citater fra højskole- og arbejdersangbog og fra Ibsen og Bjørnson, men han havde også overblik, klarsyn, intuition og taktiske evner der gjorde ham til statsmand. Han kunne være hård, når han blev svigtet, men hyppigere var ironi og sarkasme hans tugtelsesmidler. Hans største aktiv som politiker var måske hans Hejmdalevne til at høre græsset gro. Han havde fintmærkende antenner der registrerede selv svage svingninger i den folkelige opinion. Han kunne vente til han fandt at det rette tidspunkt var inde; han kunne bøje af for overmægtige stemningsbølger som da han tav til Knud Kristensens Sydslesvigpolitik som han ikke var enig i, og han kunne virtuost gribe og udnytte en stemning som da han i TV-debatten forud for folkeafstemningen om jordlovene 1963 sagde de få ord: Er De i tvivl, så stem nej!

Familie

Forældre: gårdejer Povl E. (1864-1943) og Sofie Hedevig Kristine Jensen (1872-1949). Gift 14.9.1937 i Kbh. (Grundtvigsk.) med Else Hansen, født 1.12.1904 i Ålborg, død 10.1.1973 på Svendborg sygehus, d. af redaktør af Ålborg amtstid., sidst Roskilde dagblad Jens Andreas H. (1878-1939) og 1. hustru Augusta Lorentzen (1876-1937).

Udnævnelser

K. 1949. K.1 1951. S.K. 1954.

Ikonografi

Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1947. Tegn. af Hans Bendix ca. 1952 samt af Hans Lollesgaard (begge Kgl.bibl.). Afbildet på Aug. Tørsleffs mal. af grundlovens underskrivelse 1953 (folketinget). Mal. af H. C. Barenholdt ca. 1966 (Østifternes Brandforsikring; folketinget). Buste af Anker Hoffmann (Varde rådhus), replik 1973 (Fr.borg). Buste af Har. Isenstein (folketinget). Statue af R. Lund Jensen (torvet i Ringe). Foto.

Bibliografi

G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938 94f. Chr. P. Fogtmann: På frihedens vilkår, 1970 = Venstre i 100 år, 1939-70. Kirsten Ree i Vestkysten 7.10.1972. C. Kauffeldt i Fyens stiftstid. s.d. Jens Peter Jensen i Morgenposten 8.10.1972. Poul Petersen i Politiken og Poul Møller i Berl.tid. s.d. Bogen om E. E., red. Carl Hermansen, 1972.-Film 1969, opt. af Dansk kulturfilm. De danske ministerier 1923-53, ved Tage Kaarsted, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig