Dansk Biografisk Leksikon

J.O. Krag

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

J.O. Krag, Jens Otto Krag,  15.9.1914-22.6.1978, statsminister. J.O. Krag havde sin opvækst i Randers – hans senere kreds som folketingsmand. Hjemmet var yderst beskedent; faderen var forretningsmand, først grossist i landbrugsmaskiner, og senere i radioapparater; men allerede i J.O. Krags barndomsår måtte han opgive dette og drev derefter en mindre cigarforretning. Uanset den stramme økonomi kom J.O. Krag dog først i en privatskole og senere på statsskolen hvorfra han blev matematisk-natur-videnskabelig student 1933.

I gymnasietiden var J.O. Krag stærkt medlevende i tidens litteratur og politik; en kort overgang var han aktiv i den kristelige gymnasiastbevægelse. Fra 1932 var han med i DSU og blev samme år lokalformand; han var, ikke mindst efter et besøg i Tyskland, energisk i kampen mod de danske nazister. Han fulgte også mere med i de sovjetiske forhold end normalt i DSU, en omstændighed der muligvis var medvirkende til at skabe et allerede da bemærket misforhold til H.C. Hansen. Som for andre af den generations socialdemokrater var indtrykkene fra kriseårene bestemmende for J.O. Krag; økonomisk tryghed og politisk stabilitet blev stadig de overordnede mål.

Straks efter studentereksamen begyndte J.O. Krag at studere statsvidenskab. Nationaløkonomien har åbenbart, trods de musiske interesser, været en sådan selvfølge at han i sine erindringer end ikke strejfer andre muligheder eller motiverer fagvalget. I januar 1940 blev J.O. Krag cand.polit. Den ret lange studietid skal ses i sammenhæng med at han selv finansierede sine studier gennem arbejde først i valutacentralen og fra 1936 i det nyoprettede Arbejderbevægelsens erhvervsråd. En overgang havde J.O. Krag kommunitetet og boede på Regensen, sammen med bl.a. K.B. Andersen. Fra 1938 blev økonomien bedret ved at J.O. Krag jævnligt skrev i fagbevægelsens blade og i Social-Demokraten således at han i de sidste studenterår med egen lejlighed ude i byen af andre studerende blev betragtet som tilhørende studenteraristokratiet, som en "der havde gjort det godt". Trods travlheden i studieårene var J.O. Krag stadig aktiv inden for socialdemokratiet. Han var med i den meget bevidste gruppe der 1933–34 med den landflygtige Sergei Tschachotin som ideolog dannede trepilebevægelsen. Man ville, delvis med anvendelse af de tyske nazisters propagandametoder, skabe en kraftig modpol mod nazisterne. J.O. Krag var også en forgrundsfigur inden for Socialdemokratiske studenter og en energisk studiekredsleder i AOF. Dette betød bl.a. at han blev kendt af partiets ledere, og at han, yderligere understreget af medarbejderskabet ved fagbladene, blev fortrolig med mange af fagbevægelsens folk.

Det havde været inde i billedet for J.O. Krag at han gerne efter embedseksamen ville have været politisk-økonomisk skribent. Mulighederne for en tryg ansættelse som sådan var der dog ikke, og han vendte derfor tilbage til valutacentralen der skiftede navn til direktoratet for vareforsyning i 1940; her var han gennem alle krigsårene, og avancerede allerede 1945 til kontorchef. Årene i vareforsyningsdirektoratet gav J.O. Krag en solid, praktisk indsigt i økonomisk politik og administration. Trods travlheden her fortsatte han som studiekredsleder og lærer på fagforeningskurser, og han blev i stigende grad benyttet som taler i københavnske vælgerforeninger. Han fortsatte også skribentvirksomheden, stadig med den aktuelle økonomi som emne. De omkring hundrede fyldige kommentarer fra krigsårene vidner foruden om faglig indsigt også om J.O. Krags talent for en pædagogisk vel tilrettelagt fremstilling. Det samme præger bogen Krigsøkonomi og Efterkrigs-problemer fra 1944 skrevet sammen med fag- og partifællen Paul Gersmann (fra 1964 departementschef i tolddepartementet).

Med året 1944 stod J.O. Krag som en embedsmand der havde gjort karriere. Samtidig var han blevet den førende økonomiske kommentator inden for partiet og fagbevægelsen. Som foredragsholder var han blevet kendt af mange. Han havde imidlertid ingen organisatoriske poster. Det var en sjældenhed i dansk, men ikke i udenlandsk arbejderbevægelse at et sådant ståsted åbnede adgang til en politisk karriere; men her gjorde det. I november 1944 blev J.O. Krag valgt som sekretær for partiets socialiseringskommission. Udgangspunktet var at der efter krigen skulle gennemføres en vidtgående socialisering af erhvervslivet. Formand for kommissionen blev Alsing Andersen; uden tvivl skyldtes det hans og Eiler Jensens udogmatiske holdning at det lykkedes J.O. Krag at sætte et afgørende præg på resultatet. Dette blev ikke et socialiseringsforslag, men det 86 sider store arbejdsprogram Fremtidens Danmark med J.O. Krag som inspirator og pennefører; i det forberedende arbejde havde deltaget både erfarne partifolk og professionelle økonomer.

"Fremtidens Danmark" – for lang tid fik J.O. Krag kaldenavnet Fremtidens J.O. Krag – var først og fremmest båret af ideen om fuld beskæftigelse og ligeligere indkomstfordeling og demokrati i erhvervslivet; men det dækkede næsten alle sider af samfundslivet. I høj grad var det påvirket af den engelske økonom Maynard Keynes' og svenskeren Gunnar Myrdals teorier om en konjunkturudlignende politik og om behovet for øget effektivitet i eksportindustrierne. En svaghed politisk var sikkert at programmet var særdeles detaljeret med angivelse af råd og andre organer der i de enkelte led skulle bidrage til at udforme den økonomiske politik – i den henseende var det meget præget af krigstidens erfaringer med rationeringsordninger, og netop derved blev der åbnet for en række angrebsmuligheder som blev udnyttet. Selv om J.O. Krag ikke i 1945 fik gennemført sit ønske om en skoling af partiets folk i programmet inden det første efterkrigsvalg var det dog næppe dette der førte til socialdemokratiets store mandattab i 1945. Hovedideerne i Fremtidens Danmark var vel ikke originale; men det var J.O. Krag der omplantede dem til danske forhold, og de prægede ved deres fremsyn det politiske liv i det næste par årtier.

December 1945 forlod J.O. Krag statsadministrationen og blev kontorchef i Arbejderbevægelsens erhvervsråd efter Niels Lindberg. Han var nu klart på vej ind i politik og havde et snævert samarbejde med Hans Hedtoft som dennes rådgiver. I sommeren 1945 var der en oppositionsgruppe mod Johs. Kjærbøl der ville have J.O. Krag opstillet i Christianshavnskredsen i stedet for politikeren fra Scaveniusregeringen; men ikke mindst efter råd fra Hartvig Frisch undlod J.O. Krag at stille op mod Kjærbøl. I 1946 blev J.O. Krag indvalgt i Frederiksberg kommunalbestyrelse og samme år opstillet til folketinget i hjembyen Randers. Året efter valgtes han her og trådte ud af kommunalbestyrelsen da han straks efter valget blev handelsminister.

Ved overtagelsen af ministerposten var J.O. Krag kun 33 år. Alene hans ungdom gjorde ham til skydeskive for oppositionen, at han var teoretiker og embedsmand gjorde det ikke bedre. Bevidstheden om egen dygtighed og sikker beherskelse af ministeriets sagsområde kunne også give J.O. Krag en utålmodighed eller kortfattethed i argumentationen der skabte usikkerhed hos modparten som dermed opfattede J.O. Krag som arrogant. Det var en vurdering af ham der fulgte ham til det sidste. Den første ministerperiode varede til 1950. Det var ikke år der åbnede mulighed for store, langtidsvirkende reformer, men de krævede derimod en meget omfattende arbejdsindsats i den daglige forvaltning. Gennem vareforsyningsloven og priskontrolloven var handelsministeriet det centrale økonomiske organ. Hovedproblemet var liberaliseringstakten og rationeringernes afvikling. Det lykkedes gennemgående J.O. Krag at føre en politik der i de store linier kunne opnå tilslutning fra oppositionen hvorimod han i enkeltheder var genstand for en nærgående kritik der spillede på en socialistforskrækkelse. Vide kredse i befolkningen fandt også at rationeringerne blev afviklet for langsomt. Uden tvivl var der dog næppe mange muligheder for at gøre det hurtigere end det skete.

Selv stod J.O. Krag i regeringen for en ret hurtig afvikling og fik oftest sin vilje, men under jævnlig modstand fra Vilh. Buhl og H.C. Hansen. Grænserne blev i vid udstrækning trukket af de store betalingsbalanceproblemer; de bedredes ganske vist mærkbart i begyndelsen af 1949 da J.O. Krag sagde de berømte ord "vi ligger lunt i svinget", men dukkede på ny op efter den store devaluering i september 1949 hvor vi fulgte England. Bemærkningen om den lune placering blev i øvrigt hængende i luften i årevis og blev jævnligt taget frem i agitationen.

Forholdene inden for ministeriet, navnlig til Buhl, men også til H.C. Hansen, oparbejdede en irritation hos J.O. Krag. Dette var medvirkende til at han ikke ønskede at fortsætte som minister da regeringen blev omdannet efter valget i september 1950. En anden grund var forholdet til den svenske skuespiller og forfatter Birgit Tengroth. De havde truffet hinanden i efteråret 1949 og flyttede sammen januar 1950. Hun var jævnaldrende med J.O. Krag og havde haft en smuk karriere både på film og på scenen og havde i 1948 indledt et forfatterskab der vakte megen opmærksomhed ved dets erotiske motiver, men også blev anerkendt som talentfuldt. Efter brylluppet opstod ret hurtigt problemer. Bortset fra gemytternes uoverensstemmelse var præmisserne heller ikke de bedste: hun var fremmed i København, og J.O. Krag havde ikke tid til at være ægtemand.

Ved at forlade regeringen og tage en mere stilfærdig, men absolut ikke arbejdsfattig stilling i ambassaden i Washington – som økonomisk rådgiver – regnede J.O. Krag med at kunne redde ægteskabet. Opholdet i USA varede til 1952. I Danmark sagde man at han var sendt i udenrigsministerlære, og Osvald Helmuth sang den ondskabsfulde vise "Hvorfor fanden sidder Krag/i New York den dag i dag". Ægteskabet stod ikke til at redde; men J.O. Krag selv vurderede i øvrigt at årene i Washington gav ham nyttige politiske erfaringer. Muligvis har J.O. Krag også med opholdet forestillet sig hvad viste sig rigtigt at en eventuel skilsmisse ville ske mere ubemærket, og gennem hele sit liv søgte han at holde sit privatliv borte fra offentligheden så vidt det var muligt. Hans jævnligt skiftende kvindelige bekendtskaber i perioderne uden for ægteskaberne kunne undertiden bekymre venner og partiets ledende kreds; men det lykkedes at holde den egentlige viden inden for en snæver gruppe.

J.O. Krag vendte tilbage til dansk politik i foråret 1952, under regeringen Erik Eriksen. Året efter hentede socialdemokratiet sig en valgsejr, men først efter grundlovsændringen dannede Hedtoft i september på ny regering. J.O. Krag havde vistnok selv ventet at blive udenrigsminister, men overraskende gjorde H.C. Hansen krav på denne post. J.O. Krag blev da minister uden portefølje med henblik på koordinering af den økonomiske politik; allerede i november 1953 blev han imidlertid økonomi- og arbejdsminister, en post han fortsatte på indtil 28.5.1957. Selv om J.O. Krag passede arbejdsministeriet og i denne periode udbyggede det gode forhold til fagbevægelsen var det den økonomiske helhedspolitik der optog ham mest, og sammen med Viggo Kampmann udformede han det store kriseforlig i 1955. Samme år medvirkede J.O. Krag til en løsning af omfattende landbrugsstrejker ved voldgift, men resultatet for arbejderne var sådan at den instinktive uvilje mod voldgift blev yderligere udbygget, i øvrigt også hos J.O. Krag. De store strejker i 1956 med dannelsen af "situationens generalstab" under ledelse af Aksel Larsen blev imidlertid statsministerens og ikke arbejdsministerens sag således som det er skik når store konflikter strammer til.

I disse år begyndte også forhandlingerne om de europæiske markedsdannelser. Her var J.O. Krag med fra starten og lagde dermed grunden til sit eminente kendskab til hele problematikken. Hans talent for at suge tekniske detaljer til sig og hans sikre evne til konsekvensanalyser gav ham i de følgende år en respekteret plads blandt europæiske markedspolitikere, selv om han var hæmmet af at repræsentere et lille land og af at han aldrig blev god til fremmedsprog – han manglede i høj grad sprogøre. De stadig mere aktuelle europæiske problemer var også en del af baggrunden for at J.O. Krag blev minister for udenrigsøkonomi ved trekantregeringens dannelse i maj 1957. H.C. Hansen fortsatte selv på udenrigsministerposten. De følgende år så sammenbruddet 1958 i forhandlingerne med "de seks" og derefter etableringen af EFTA i januar 1960. J.O. Krag var den danske forhandlingsleder, og her som senere viste han en styrke og en ro der tillod ham at gå helt frem til sammenbruddets kant under stigende nervøsitet fra H.C. Hansens side.

 J.O. Krag var da blevet udenrigsminister; det skete i oktober 1958 da H.C. Hansens sygdom første gang blev erkendt, men ministerskiftet var forberedt allerede om sommeren. Regeringschefen havde da bedt J.O. Krag skaffe sig en mere respektabel bolig; det gjorde han, men H.C. var alligevel rystet da J.O. Krags radiatorer var mønjerøde og lofterne dyblilla som en konsekvens af, at Poul Henningsen havde stået for indretningen – J.O. Krags livsform og livsstil var også i den henseende anderledes end den der prægede lederlaget i tidens socialdemokrati. Det var dog en beroligelse for H.C. Hansen da J.O. Krag i 1959 blev gift med skuespilleren Helle Virkner. Hun var i de følgende år en estimeret og værdig, men samtidig ligefrem ledsager der vakte opsigt både herhjemme og i udlandet når J.O. Krag repræsenterede – de klædte hinanden.

Efter H.C. Hansens død fortsatte J.O. Krag som udenrigsminister i Kampmanns regeringer. Det var fremdeles markedsproblemerne der dominerede dansk udenrigspolitik. Yderligere tilspidset blev de i 1961 da England søgte optagelse i EF. Hverken hos Kampmann eller J.O. Krag var der tvivl om at Danmark da måtte følge med, og de opnåede fra både parti- og fagbevægelse tilslutning til at optage medlemsforhandlinger. Forhandlingerne blev ført langt frem; men i januar 1963 standsede Frankrig dem egenmægtigt ved at sige nej til Englands deltagelse, og dermed var forudsætningerne for dansk medlemskab bristet. På det tidspunkt var J.O. Krag ikke mere udenrigsminister, men statsminister.

J.O. Krag blev statsminister i flere tempi. I maj 1962 blev Kampmann pludselig syg af et hjerteanfald, og J.O. Krag blev konstitueret som regeringschef. Han kom straks ud i vanskelige forhandlinger om den nye omsætningsafgift, OMSen, som han klarede ved på et givet tidspunkt at sætte alt på spidsen, en for ham ikke usædvanlig taktik. Kampmann følte sig restitueret i løbet af sommeren og genoptog på ny arbejdet, men ramtes så atter 28.8. af et hjerteanfald. J.O. Krag blev igen konstitueret og endelig udnævnt 3.9. Der var bred enighed i partiet og i fagbevægelsen om valget. Selv om der forekom anti-akademiske strømninger i disse år havde J.O. Krag en så lang fortid i bevægelsen at det over for ham kun var svage krusninger.

J.O. Krag var statsminister 1962–68 og 1971–72. Han stod i dansk politik med en helt enestående erfaring som ledende politiker, og det gav ham muligheder som rakte længere end partiets umiddelbare styrke tilsagde. Det gjorde ham også til skydeskive for en personlig modagitation som har været sjælden i Danmark, og som ofte sårede den tilsyneladende uberørte politiker dybt. Han blev aldrig egentlig populær; han manglede bl.a. fjernsynstække som i disse år blev et nyt krav til en politiker. Inden for partiet havde han også kun få egentlige venner, og selv om han i sine år som partileder gik ind i udvidet arbejde for øget medlemsdemokrati var han i regeringen og i partiledelsen i høj grad en leder der førte sin vilje igennem selv om han undervejs mod beslutningen gerne modtog råd.

Spørgsmålet om Danmarks tilslutning til EF lå som det store hovedproblem frem til 1972 da Krag forlod dansk politik. Selv om der var vekslende ministre der tog sig af det, og selv om J.O. Krag var i opposition 1968–71 følte alle ansvarlige at det var J.O. Krags sag; løsningen ville stå og falde med ham.

Årene efter 1962 var frem til valget 1966 præget af de mønstre, der var kendetegnende for efterkrigsårene i regeringer der manøvrerede inden for de fire gamle partier. I den periode gennemførte J.O. Krag den store helhedsløsning i 1963 der var det mest omfattende økonomiske lovkompleks i dansk politik. Samme år faldt jordlovene ved folkeafstemningen, men J.O. Krag fortsatte som statsleder, og i 1966 lykkedes det at etablere de omfattende boligforlig. J.O. Krag var dog nok selv klar over at partiet led ved de jævnlige forlig han i disse år stod for, og på partiets årsmøde i 1966 proklamerede han at de store kompromissers tid nu var forbi.

I november samme år viste kildeskatteforhandlingerne at reformen i den socialdemokratiske skikkelse ikke ville kunne gennemføres uden store indrømmelser. J.O. Krag drog konsekvenserne og udskrev valg. Resultatet var et mandattab på syv; men også at socialdemokratiet nu havde flertal sammen med SF der hoppede frem fra 10 til 20 mandater. For første gang havde arbejderpartierne flertal i Danmark. Et regeringssamarbejde blev det ikke til. J.O. Krag omdannede sin regering og overtog selv udenrigsministerstillingen, mens Per Hækkerup blev ordfører. Det nye flertal var ikke stabilt, og selv om der i 1967 blev indgået et omfattende skatteforlig med SF og truffet aftaler om et fælles kontaktudvalg – "det røde kabinet" – var det allerede fra sommeren 1967 klart at partierne ikke kunne holde sammen. Da regeringen i november 1967 i forbindelse med en devaluering stillede forslag om en indefrysning af den dyrtidsregulering der ville blive en konsekvens af devalueringen sprang en gruppe SFer fra, og flertallet var tabt. Ved det valg der fulgte efter i januar 1968, gik socialdemokratiets vælgerandel tilbage fra 38,2 til 34,2 pet. J.O. Krag trådte tilbage som statsminister, og for første gang siden 1953 var socialdemokratiet i opposition.

J.O. Krag var ikke nogen altfavnende oppositionsleder. Meget af dagligdagens politik overlod han til andre. Det store problem, tilslutningen til EF, var dog stadig hans, og det trængte sig stærkt på da det blev klart for alle at planerne om et nordisk økonomisk samarbejde, NORDEK, var uden fremtid. I disse år blev det også åbenbart at der inden for socialdemokratiet var en voksende modstand mod EF-tilslutningen. Det var en del af baggrunden for at J.O. Krag i maj 1971 stillede forslag om at afgørelsen skulle træffes gennem en folkeafstemning. Herved ville sagen i nogen grad blive trukket ud af partiernes regi, og risikoen for en spaltning af partiet derved blive formindsket. For partilederne i VKR-regeringen var problemet: ville det være en forudsætning for et positivt flertal at lederen af det største parti var statsminister når afgørelsen skulle træffes? Alle politisk velorienterede følte at J.O. Krag var den centrale skikkelse i dansk politik.

Valget i september 1971 gav socialdemokratiet fremgang med en mandatgevinst på 8. Blandt de valgte socialdemokrater var imidlertid en halv snes EF-modstandere, og dette gjorde det endnu mere klart af en tilslutning til EF ville være afhængig af at det var J.O. Krag der var statsleder. De øvrige "gamle" partier var da også interesseret i en samlingsregering med J.O. Krag som leder; men med anbefaling fra SF og med grønlandsk støtte kunne J.O. Krag danne en socialdemokratisk mindretalsregering 11.10.

Det følgende år stod i folkeafstemningens tegn, og J.O. Krags dagbog vidner om at hans tid og tanker var domineret af denne ene sag, og som en konsekvens af denne at partiet ikke måtte blive splittet. Gennem en accept af modstandernes ret til agitation både uden og inden for partirammerne – en helt ny situation i socialdemokratiet – lykkedes det at holde sammen på organisation og medlemmer. Da afstemningsresultatet forelå med 56,7 pct. for og kun 32,9 pct. imod stod J.O. Krag som sejrherre og som den der tegnede den afgørende beslutning. Han overrumplede derefter både de nærmeste venner og den danske befolkning ved under folketingets åbning at meddele, at han trak sig tilbage som statsminister og ud af dansk politik (folketings-mandatet opgav han 1973). Om bevæggrunden til beslutningen har J.O. Krag kun meddelt at han længe havde følt trang til at frigøre sig for i stedet at kunne beskæftige sig med sine interesser, navnlig som skribent. Tilføjes må nok at J.O. Krag gennem hele sit liv havde lyst til at skifte når han havde været i et arbejde nogle år. Så sent som 1962, da han var udenrigsminister, havde Kampmann besvær med at afholde ham fra at søge stillingen som nationalbankdirektør.

J.O. Krags sidste år blev næppe så indholdsrige som han havde ventet. Han virkede en overgang som lektor i international politik ved Århus universitet og var 1974–75 EF-kommissionens delegationschef i USA, en art EF-ambassadør. J.O. Krag havde vistnok ventet sig meget af denne post; men det viste sig at den ikke bød på tilstrækkelige udfordringer. J.O. Krag var en periodisk meget flittig skribent i Politiken om vidt forskellige emner; dansk politik ytrede han sig dog ikke om efter sin afgang, men havde til det sidste et udmærket forhold til sit eget parti og deltog jævnligt i dettes og navnlig folketingsgruppens mere uformelle sammenkomster.

J.O. Krags skribentvirksomhed tog ikke til i de sidste år. Mens han var minister havde han haft kraft til at skrive store biografier af Hedtoft, H.C. Hansen og Vilh. Buhl (i Hans Hedtoft, 1955, Bogen om H.C. Hansen, 1960 og Fra folket de kom, 1962), og i 1971 skrev han sammen med K.B. Andersen den store fremstilling af socialdemokratiets historie efter 1951 (Kamp og fornyelse, 1971). Sine erindringer begyndte han med Ung mand fra trediverne, 1969 og fortsatte med dem i Travl tid, god tid, 1974, der når op til omkring 1950. Alle er de vidnesbyrd om en sikker evne til at indfange tidsbilleder og til i personskildringen at fastholde de centrale linjer i en personudvikling. Lige så øm J.O. Krag kunne være om sit eget liv, lige så overraskende kan hans åbenhjertighed dog være i disse bøger, når det gælder andre. Særlig markant kommer dette frem i den omfangsrige Dagbog ved et årsskifte. 1971–72. 1972.

J.O. Krag døde uventet af et hjerteslag i sit sommerhus i Skiveren; i eftermælets vurdering var man fra vidt forskellig side enig om at han var den største statsmand, dette århundrede havde fostret i Danmark. Det var absolut ikke vurderingen, mens han levede. Som Hedtoft førte Danmark ind i NATO, var det J.O. Krag der førte landet ind i EF. Begge beslutninger var i høj grad bundet til enkeltpersoner. Til dette må føjes at J.O. Krag gennem Fremtidens Danmark står som velfærdsstatens ideologiske leder. Tilbage står imidlertid også at J.O. Krag i langt højere grad end almindeligt er for så fremstående ledere i mange henseender var som en lukket bog.

Familie

J.O. Krag blev født i Randers, død i Skiveren, Råbjerg sg., begravet i Kbh. (Vestre). Forældre: cigarhandler Anders Madsen Krag (1872–1934) og Astrid Birgitte Marcussen (1885–1954). Gift 1. gang 26.5.1950 på Frbg. (b.v.) med forfatter, skuespiller Birgit Tengroth, født 13.7.1915 Stockholm, død 21.9.1983 sst. (gift 1. gang 1944 med redaktør Stig Ahlgren, født 1910; ægteskabet opløst 1950), datter af overtoldkontrollør Carl Gustav Tengroth og Eva Sjögren. Ægteskabet opløst 1952. Gift 2. gang 31.7.1959 i Roquebrune, Frankrig (b.v.) med skuespiller Helle Genie Virkner, født 15.9.1925 i Århus (Johs), datter af godsejer Moritz (Morris) Lotinga (1893–1946) og Ellen Larsine Rasmussen. (1903-90, navneforandring til Virkner 1942). Ægteskabet opløst 1973.

Ikonografi

Afbildet på karikaturer af bl.a. Bo Bojesen, udst. 1964, og af Klaus Albrechtsen, 1967 (Marselisborg). Tegn. af H. Lollesgaard, 1970 (Kgl. bibl.). Mal. af Paul Holck udst. 1971. Tegn. af H. Bendix, 1971 og af Otto Christensen, 1974 (begge Kgl. bibl.), to tegn. af sidstnævnte (Fr.borg). Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen, 1974 (Amalienborg). Mal. af Johs. Hofmeister (folketinget). Mal. af Niels Winkel, 1983 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Lars Kandrup: J.O. Krag En bibliografi, udg. Danm.s biblioteksskole, 1979. – J.O. Krag: Ung mand fra trediverne, 1969, Dagbog ved et årsskifte, 1971–72, 1972 = Gyldendals julebog, 1972 og Travl tid, god tid, 1974 (e-rindr.). Interviews i Berl. tid. 8.10.1972 og 31.10.1976. J.O. Krag og K.B. Andersen: Kamp og fornyelse, 1971. -Birgit Tengroth: Giv mig mit liv tilbage, 1972. Sv. Thorsen: Folketinget i nærbillede, 1974. De danske ministerier 1929–53, af Tage Kaarsted, 1977. J.O. Krag – som vi kendte ham, red. Søren Hansen, 1978. – Papirer i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Læs også om J.O. Krag i Leksikon.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere om J.O. Krag
Jens Otto Krag
15.9.1914-22.6.1978, dansk politiker, statsmi ...Artikel i Den Store Danske
Læs mere i øvrigt
Helle Virkner
15.9.1925-10.6.2009, dansk skuespiller og tea ...Artikel i Den Store Danske
Osvald Helmuth
14.7.1894-17.3.1966, dansk skuespiller; far t ...Artikel i Den Store Danske
Aksel Larsen
5.8.1897-10.1.1972, dansk politiker. Aksel La ...Artikel i Den Store Danske
Social-Demokraten
1874-1959 navnet på dagbladet Aktuelt . ...Artikel i Den Store Danske
Fremtidens Danmark
socialdemokratisk arbejdsprogram, vedtaget i 194 ...Artikel i Den Store Danske
Alsing Andersen
Alsing Emanuel Andersen , 5.2.1893-5.12.1962 ...Artikel i Den Store Danske
Regensen
Collegium Domus Regiæ , Danmarks næstældste ...Artikel i Den Store Danske
Hartvig Frisch
Hartvig Marcus Frisch , 1893-1950, dansk politi ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelige forfattere
MeHa
13/07/2012
VDyb
13/07/2012
  • Læst 1488 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki