Jacob Høirup

Jacob Høirup, Jacob Thorkel Høirup, 12.7.1905-20.2.1999, stiftamtmand. H. blev student fra Odense katedralskole 1923 og tog juridisk embedseksamen 1930 for derpå at blive ansat i socialministeriet, en kort overgang som fuldmægtig ved Færø amt. H.s embedskarriere blev usædvanlig hurtig, og allerede 1942 blev han ved en deling af arbejds- og socialministeriet udnævnt til departementschef i arbejdsministeriet. I denne egenskab blev H. et overordentlig virksomt og indflydelsesrigt medlem af departementschefstyret 1943–45 med ansvar for opretholdelse af mest mulig beskæftigelse og med den opgave at værge det danske arbejdsmarked mod enhver form for tvungen arbejdstjeneste for den tyske værnemagt eller i Tyskland. Problemet blev første gang akut i efteråret 1943 hvor tyskerne viste nærgående interesse for danske beskæftigelsesarbejder, statslige som kommunale, og bag al tysk interesse i den retning lurede konstant faren for tvangsudskrivning af arbejdskraft som det skete i andre besatte lande. Ved dygtig forhandling, ved forhalings-taktik og ved anvendelse af vel tilrettelagt statistik lykkedes det H. at forsikre sin tyske modpart om at der i Danmark ikke var nogen ledig arbejdskraft, så faren for tyske krav midlertidigt drev over. Da de tyske befæstningsarbejder i Jylland tog til 1944 sørgede H. ved hurtig og kontant indgriben for at sikre sig at tyskerne ikke kunne rekvirere arbejdskraft gennem de danske anvisningskontorer, ligesom han drog omsorg for, at man fra dansk side ikke ydede bistand ved indkvartering, bespisning o.l. Derved bidrog han til at hæmme den tyske foretagsomhed på det ømtålelige område og til at skærme det danske arbejdsmarked. – Som departementschef i arbejdsministeriet havde H. et nært samarbejde med lederne af de store faglige organisationer, og dette blev af væsentlig betydning, da spørgsmålet om departementschefernes eventuelle afgang meldte sig i dagene efter politiets fjernelse den 19.9.1944. H. var imod en sådan beslutning og i kraft af sine nære kontakter til arbejdsmarkedets organisationer kunne han med styrke hævde at en sådan løsning stred mod disses opfattelse og interesser, og han fik derved afgørende betydning for at afgørelsen først blev gennemdrøftet med en bred forsamling af bl.a. repræsentanter for erhvervslivet, og at resultatet herefter blev styrets fortsatte beståen. Også her havde H. faren for en tysk udskrivning af arbejdskraft i tankerne. I en uhyre kritisk periode blev H. en hurtigt arbejdende, realistisk tænkende og dynamisk handlende personlighed og en af departementschefstyrets støttepiller med betydelig indflydelse i chefernes fælles drøftelser. Det var hans opfattelse at landet trods de tyske provokationer var bedst tjent med en fastholdt dansk administration der kunne afværge eller mindske tyske krav. På hans eget sagsområde lykkedes dette i vid udstrækning. Efter krigen blev H. 1948 udnævnt til stiftamtmand over Fyns stift og beklædte denne post til 1975, ligesom han 1948–70 var amtmand over Odense amt, 1970-75 over Fyns amt. Både som departementschef og som amtmand fik H. tildelt en lang række tillidshverv som han alle bestred med stor handlekraft og betydelig arbejdsindsats. – Kammerherre 1976.