Marcus Gøye, 21.11.1635-28.4.1698, til Hvidkilde, diplomat, stiftamtmand. Født på Hvidkilde, død i Kbh., begravet i Herlufsholm k. G. opdroges på Hvidkilde, til han 1649 fulgte faderen, akademiets nysudnævnte hofmester, til Sorø. 1649-51 gik han i skolen, 1651-55 fulgte han akademiets undervisning. Han prises for sin strålende fremgang i studierne og sin veltalenhed i latin og skrev et par latinske disputatser, bl.a. De optima regendæ reipublicce formå, 1653 som var tilegnet kong Frederik III og som, tydeligt påvirket i indhold og form af Henrik Ernst, priste monarkiet som den bedste statsform, men samtidig betonede den naturlige ulighed mellem mennesker. 1655-60 foregik hans "grande tour", på hvilken han ledsagedes af sin ældre bror Henrik (dræbt 1657 i Paris). Den gik til Amsterdam, Utrecht, Heidelberg, Wien, Alsace, Schweiz og Savojen. 1655 var han immatrikuleret i Orleans. Efter et års ophold i Paris drog han til Italien, immatrikuleredes 1657 i Padua, var 1658-59 i Rom og var i sommeren 1659 atter to måneder i Paris, foretog en rejse til det republikanske England (okt.-dec. 1659) og slog sig derpå et halvt års tid ned i Nederlandene. Efter Kbh.freden (maj 1660) kom han hjem og fremstillede sig aug. 1660 for det danske hof hvor han vistnok s.å. ansattes som dronning Sophie Amalies kammerherre. Han nød øjensynligt kongeparrets gunst hvad der yderligere viste sig, da han i maj 1662 som ambassadens marskalk fulgte rigsskatmester Hannibal Sehested på hans sendefærd til Frankrig. Kort før sin afrejse fra Paris (aug. 1663) anbefalede Sehested ham som dansk resident ved Ludvig XIVs hof som velkendt og vellidt af dette og i besiddelse af "baade Forstand og Vivacitet", og i okt. 1664 tiltrådte han posten.

G. samvirkede i sin første tid i Paris med den unge begavede normanniske abbé Jean Paulmyer "som Sehested havde fået ansat som dansk korrespondent, men følte sig snart generet af samarbejdet. Da han tvang en fransk kancellisekretær, som var fundet skyldig i indiskretioner med hensyn til Sehesteds danskfranske traktat, til at åbenbare ham franske diplomatiske hemmeligheder, satte Paulmyer en stopper for denne trafik og han blev abbéens bitre fjende. I øvrigt lod G. sig i sin politiske opfattelse stærkt påvirke af den franske udenrigsminister Lionne og bidrog til, at den danske regering ikke fastholdt den nordiskengelske forbundspolitik som Sehested arbejdede for, idet han betonede at Frankrig ganske beherskede svensk udenrigspolitik, og gav utilstrækkeligt funderede meddelelser om de subsidier og den garanti mod angreb som Danmark ved at slutte alliance med generalstaterne under den engelskhollandske konflikt 1665–67 kunne påregne fra disse og Frankrig. Da Sehested i foråret 1666 kom til Paris i ekstraordinær sendelse kritiserede han stærkt G.s virksomhed, mens denne på sin side lidet hensynsfuldt chikanerede den aldrende statsmand som havde forladt Kbh. i halv unåde efter sin politiks sammenbrud. Men også Lionne var utilfreds med G. som han beskyldte for konfusion og for at gengive hans udtalelser galt, og udvirkede i efteråret 1666 at han afløstes af Simon de Petkum. G. opnåede dog en fransk anbefaling til Frederik III ved før sin afrejse at give Lionne indblik i det diplomatiske spil som knyttede sig til "Bergen-affæren" og den danskengelske traktat af okt. 1665, og for hvilket han gav Sehested eneansvaret; men de franske ministre så åbenbart med liden glæde at han i foråret 1667 vendte tilbage til dem i et overordentligt ærinde (ang. det engelske krigsmanifest mod Danmark), og jan. 1668 afløstes han af Frederik Gabel.

Skønt G. næppe kan siges at have høstet laurbær i sit første gesandtembede havde han vist megen evne til at knytte sig til de skiftende magthavere inden for regeringen i Kbh. og havde desuden fra tidligere tid tilknytning til Peter Schumacher (Griffenfeld) og han anvendtes i den følgende tid meget i diplomatiske hverv. 1669 gik'han som envoyé extraordinaire til Haag for at bringe en "likvidation" af det danskhollandske finansielle mellemværende i stand i mindelighed, men havde ringe held med sig og fremkaldte på hollandsk side ønsket om at han måtte blive afløst af en mand der var "wat soeter van humeur". Han blev dog i Haag til 1672 da han sendtes til London for at sondere Englands forhold til Frankrig og Sverige og søge dets støtte over for Gottorp og Hamburg. Hans virksomhed her er ikke udredet, men han synes i sept. 1674 at have begået en uforsigtighed ved at bebude et dansk angreb på Sverige. Under forhandlingerne i Nijmegen fik han, efter under et besøg i Danmark at være udnævnt til etats- og justitsråd, juni 1678 ordre til at gå til Paris, officielt for at konsultere en læge, men i virkeligheden for at undersøge i hvilket omfang Sverige ved freden kunne regne med fransk støtte og, om muligt, vinde Frankrig for Danmark. Hans sendelse gav intet positivt udbytte, og sept. s.å. tiltrådte han gesandtposten i Madrid som han beklædte til 1682, hovedsageligt beskæftiget med at inddrive danske pengefordringer på den spanske statskasse. Efter sin hjemkaldelse udnævntes han 1683 til gehejmeråd, s.å. til assessor i højesteret, 1685 til skoleherre på Herlufsholm. Der er vidnesbyrd om at han ved denne tid følte sig skuffet i sine aspirationer, skønt han skildres som en ven af storkansler Frederik Ahlefeldt (1623-86). Det var 1684 på tale at betro ham en mission til Haag, men man valgte i stedet den langt dygtigere og i merkantile spørgsmål kyndigere Jens Juel (1631-1700). Da Ahlefeldt lå på dødslejet påtænkte kanslerens fjender at fjerne G. fra hoffet ved at sende ham til Wien, men han havnede i et mindre fjernt eksil. 15.5.1686 udnævntes han til stiftsbefalingsmand over Lolland og Falster og amtmand over Nykøbing amt.

Som stiftamtmand var det især sin biskop, Thomas Kingo, G. stødte sammen med, dels om præste- og degnelønningerne som G. ville beskære, dels om en tysk regnemester ved Nykøbing skole som Kingo afskedigede. I øvrigt viste G. i sit indlæg i denne sag en fremsynet indstilling ved at tilråde nedlæggelse af de fem af amtets syv latinskoler og i alle byer beskikkelse af regne- og skrivémestre og "bogholdere" med kendskab til land- og søkort som kunne give ungdommen indblik i handelslivets mysterier. Det var måske skolevæsenet mere end storpolitikken som var det rette felt for Sorøhofmesterens søn. Han tog sig energisk af Nykøbingskolens økonomiske forhold og viste en lignende omsorg for Herlufsholm skole og gods.

Dec. 1690 pådrog G. sig kongens unåde ved sin egenmægtige optræden i en højesteretssag; det var 1691 på tale atter at sende ham ned til Madridposten; dec. s.å. fik han sin afsked som stiftamtmand og befaling til i Kbh. at afvente kongens vilje. Først 1695 fandt man en stilling til ham, idet han 8.4. udnævntes til overhofmester for det ridderlige akademi i Kbh. I dette embede synes han at have gjort fyldest. Juni 1697 holdt han en udførlig ligtale (tr. 1753) over rigsadmiral Niels Juel. Han var da allerede mærket af den sygdom som n.å. voldte hans død, men havde dog endnu kraft til i begyndelsen af 1698 at optræde som heftig modstander af biskop Jens Bircherod i den thistedske besættelsessag hvor han for sidste gang i sit liv hævdede en angribelig mening ved i højesteret at stemme for præsten Ole Bjørns frifindelse. – Efter moderens død overtog G. sammen med sin bror Mogens og sin lærde faster Anne G. Hvidkilde, men måtte 1679 afhænde den til Vald. Gabel. Hans 2. hustru ejede part i Brahesborg (Båg H.) og det lykkedes efterhånden G. at udkøbe de andre parthavere og samle hele denne ejendom på sin hånd. I Kbh. ejede han en gård på Købmagergade. G. var sin slægts sidste mand. I Herlufsholm kirke rejstes der ham et af de kostbareste gravmonumenter (af Thomas Quellinus) som findes i Danmark. Han fik således i sit synlige eftermæle den storhed som han med skiftende held havde efterstræbt hele livet.

Familie

Forældre: hofmester Falk G. (1602-53) og Karen Bille (1598-1670). Trolovet 1662 med Ingeborg Christine Juul, født 17.3.1650 på Lundbæk, død 5.5.1669, d. af amtmand, senere vicestatholder i Norge Ove J. til Villestrup (1615-86) og Kirstine Urne (1628-72). Gift 1. gang ca. 1676 med Elisabeth Mary Thompson, født 25.3.1655, død 15.5.1686, begr. i Sorø k. Gift 2. gang 6.2.1687 med Jytte Dorothea Thott, født 27.1.1668 på Næs, død 14.11.1717, d. af gehejmeråd Knud T. (1639-1702) og Sophie Brahe (1648-71).

Ikonografi

Mal. (Gavnø), efter dette flere kopier (Odense kloster, Herlufsholm) og stik, i ligprædikenen af G. Valk, 1704, af P. Yver, 1744. Afbildet på mal. af højesteret 1697 (Rosenborg). Statue på epitafium af Th. Quellinus, 1700 (Herlufsholm k.).

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 3.r.I, 1842 315-18. Saml. til Danm.s hist. under Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker II, 1857. Danske saml. 2.r.III, 1873-74 60-62 67 98 101 (holl. relationer 1670-77). Årsberetn. fra det kgl. geheimearchiv VI, 1876-82 70-79 84 87 100 106 (geheimerådets protokol over udenrigske sager 1670-76). Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad I, 1916 12-37; sst. III, 1921 386 (Af M. G.s tegnebog). Danm.-No.s traktater 1523– 1750, udg. L. Laursen VI-VIII, 1923-30. Lit. Danm.s adels årbog XIII, 1896 158. P. Jespersen: Ligprædiken over M. G., 1704. Kn. Fabricius: Kongeloven, 1920 (reproudg. 1971) 111-14 283. Danske herregårde ved 1920, red. L. Bobé m. fl. 1923 341-43. H. Bohrn: Sverige, Danm. och Frankrike 1672-74, Sth. 1933. H. Hjelholt: Falsters hist. II, 1935. Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig