Gustav Rasmussen, Niels Carl Gustav Magnus Rasmussen, 10.8.1895-13.9.1953, udenrigsminister. Gustav Rasmussen tog studentereksamen fra Odense katedralskole 1913 og på trods af kunstneriske og æstetiske interesser påbegyndte han det juridiske studium. Han var medlem af Akademisk Skyttekorps samtidig med bl.a. John Christmas Møller. I studietiden skrev han ikke upretentiøst en bog om årsagerne til den første verdenskrig, og 1920 besvarede han universitetets retsvidenskabelige prisopgave om betydningen af loves og anordningers bekendtgørelse efter dansk og fremmed ret. Han havde videnskabelige ambitioner og skuffedes over kun at få accessit, begrundet i fremtrædende metodiske mangler.

1921 blev han cand.jur. og indtrådte i udenrigstjenesten som han i forvejen havde kendskab til som midlertidig sekretær ved legationen i Petrograd (Leningrad) og som krigsfangedelegeret i Sibirien 1917–18. Han slap ikke straks de faglige interesser; 1931 udgav han således på fransk en bog om krigsfangekonventionen af 1929 og 1939 på dansk en bog om krigsfangers retsstilling. Hans løbebane var glimrende: 1922 fuldmægtig, 1927 chargé d'affaires i Schweiz og 1932–33 stedfortrædende advokat ved Grønlandsprocessen i Haag. Han spillede som sådan en betydelig rolle og stod ved processens for Danmark heldige afslutning som en anerkendt folkeretsekspert. 1934–35 var han legationsråd ved den danske Folkeforbundsdelegation i Genève, 1935 kontorchef i ministeriet og 1939 legationsråd (souschef) i London. Han fulgte her Eduard Reventlows forsigtige linje og brød først med den danske regering ved Danmarks tilslutning til antikominternpagten. Fra marts 1942 blev Gustav Rasmussen medlem af det danske råds arbejdsudvalg. 1944 udnævntes han illegalt til oberstløjtnant i forstærkningen og leder af den civile afdeling af den danske militærmission som under de allierede skulle indsættes i Danmark i tilfælde af en ufredelig befrielse. 1945 udnævntes han efter eget ønske til gesandt i Rom, men inden han var tiltrådt blev han, der betragtedes som en af vore dygtigste diplomater, 7.11.1945 på Christmas Møllers anbefaling udenrigsminister i Knud Kristensens venstreregering. Årsagerne til at man ikke tog en politiker var formentlig opfattelsen af dels ikke at have en egnet, dels af at man befandt sig i en udenrigspolitisk uafklaret situation.

I Gustav Rasmussens første ministerperiode førte Danmark en meget forsigtig og henholdende politik mht. øst-vestproblematikken og holdt sig alene til FN, hvad der passede Rasmussens temperament og indstilling. Hans erklæring om at vi ikke ville tilslutte os en vestblok var formentlig medvirkende til, at USSR rømmede Bornholm som russiske tropper efter bombardement havde besat i maj 1945. Også Grønland voldte i denne fase problemer. Udenrigsminister James Byrnes tilbød endog at lade USA købe Grønland, hvad Rasmussen afviste. Ved Danmarks tilslutning til Atlantpagten 1949 løstes problemet endeligt.

Det væsentligste og vanskeligste danske udenrigspolitiske problem i denne periode var dog det sydslesvigske. Knud Kristensen ønskede på dette område imod folketingsflertallet at føre en mere aktivistisk politik. Gustav Rasmussen misbilligede denne politik som han søgte at moderere uden nogen sinde at oplyse over for Knud Kristensen eller den øvrige regering at han var uenig i dennes udtalelser. Da ministeriet til sidst fældedes var Gustav Rasmussen uden del deri, og det vakte en betydelig opsigt at han fortsatte i ministeriet Hans Hedtoft. At Rasmussen ikke før offentligt havde desavoueret Knud Kristensen undskyldte han med at han som ikke-politiker mente at måtte undlade at udtræde af regeringen og derved bringe den til fald. Denne holdning var udtryk for fundamental svaghed og usikkerhed. Når Gustav Rasmussen gik over i Hedtofts regering forklarede han det offentligt med at den førte samme politik som han ønskede, og privat med at kong Frederik IX havde ytret ønske om at han blev. Sandheden er dog nok at Gustav Rasmussen som den forfængelige mand han var, nød at sidde i en indflydelsesrig stilling og udøve den magt dette gav. For socialdemokratiet kunne det være en taktisk fordel at Gustav Rasmussen fortsatte, ligesom partiet slap for at udpege en anden (evt. Hartvig Frisch). Gustav Rasmussens overgang medførte et opgør i folketinget mellem Knud Kristensen og Gustav Rasmussen der med stor skarphed karakteriserede Knud Kristensens mangelfulde udenrigspolitiske indsigt – uden at se at han ved først at reagere efter dennes afgang selv kom til at stå i et tvetydigt skær. Opgøret tog hårdt på Gustav Rasmussen. Hans svaghed viste sig også da ministeriets direktør, Frants Hvass, 1948 af personlige grunde måtte frasige sig direktørstillingen. Gustav Rasmussen nærmest flygtede (til FN) og overlod sagen til Hedtoft. R.s efterfølgende udnævnelse af ungdomsvennen J. R. Dahl til direktør var også et udslag af usikkerhed da Dahl var lidet skikket til at beklæde et så krævende embede i en afgørende fase af vor historie og da også hurtigt måtte gå.

Under forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund og senere om vor tilslutning til Atlantpagten var det ikke Gustav Rasmussen, men Hedtoft, som var den aktive og bestemmende part. Rasmussen var snarest ængstelig ved den valgte kurs, og den svenske politiker Per Edvin Sköld citerer Rasmussen for, "at Danmark underskrev sin egen dødsdom" hvis det tiltrådte A-pagten. Da først beslutningen var truffet støttede Rasmussen dog loyalt Hedtoft. Rasmussen afgik med ministeriet Hedtoft 30.10.1950.

Da posten som gesandt i Rom påny var ledig fik han den – og ikke Paris som han nu attråede. Hans sidste år blev ikke lykkelige. Der opstod kritik af hans livsførelse, og han, der pga. sin personlige disposition var ugift, forfulgtes til sin død af ensomhed der "sluttelig tog modet fra ham" (J. R. Dahl). Han døde på Rigshospitalet 1953 efter en lungeoperation. – Gustav Rasmussen havde ved at blive regeringsmedlem bevæget sig ind i en sfære hvis særlige spilleregler han ikke forstod, og hvor han ikke rakte til. Hans skæbne er ikke uden tragik da han som jurist, embedsmand og diplomat inden sin ministerudnævnelse allerede havde skabt sig en betydelig position som han i en fortsat regelret diplomatisk løbebane utvivlsomt havde underbygget.

Familie

Gustav Rasmussen blev født i Odense, død i Kbh. (Rigshosp.), begravet Odense kgd. Forældre: overretssagfører Niels Christian Rasmussen (1866–1948) og Casperitta Eleonora Rosa Johanne Frederikke baronesse Wedell-Wedellsborg (1865–1913). Ugift.

Udnævnelser

R. 1929. DM. 1933. K.1 1949.

Ikonografi

Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1950. Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Tegn. af Birger Lundquist. Foto.

Bibliografi

Interview i Kristeligt dagbl. 17.3.1946. – S. T[illge] -R[asmussen] i Politiken 14.9.1933. Berl.tid. s.d. Information s.d. Socialdemokraten s.d. Jens Rudolph Dahl i Berl.aften S.9.1959 og 9.8.1965. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 II, 1970. Bjarne W. Frederiksen: Danm.s sydslesvigpol., 1971. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig