Hans Tabor

Hans Tabor, Hans Rasmussen Tabor, 25.4.19222003, udenrigsminister, ambassadør. Født i Kbh., begravet på Frederiksberg ældre kirkegård. T. blev student fra Birkerød statsskole 1940 og cand.polit. 1948. Efter få måneders ansættelse i direktoratet for vareforsyning blev han sekretær ved OEECs generalsekretariat i Paris, arbejdede i udenrigsministeriet 1950–52, var attaché, senere ambassadesekretær ved den danske delegation ved OEEC 1952–56 og derefter sekretær, fra 1958 fuldmægtig i udenrigsministeriet. En tid 1956–57 var han assisterende generalsekretær ved sammenslutningen af brugere af Suezkanalen. Efter Romtraktatens ikrafttræden udnævntes han 1959 til ambassadesekretær i Bruxelles i spørgsmål vedr. EF og EURATOM og var fra 1.12.1961 Danmarks faste repræsentant ved EF, EURATOM og det europæiske kul- og stålfællesskab med titel af gesandt, fra 1963 ambassadør. 1.5.1964 forflyttedes han til New York som Danmarks faste repræsentant ved FN. Han var medlem af FN's sikkerhedsråd 1967 og fungerede som rådets formand under den israelsk-egyptiske krig (seksdageskrigen) juni 1967. Ved rekonstruktion af regeringen Jens Otto Krag eftersommeren 1967 udnævntes T., der politisk slutter sig til socialdemokratiet, til udenrigsminister 2.10. Hans funktionstid blev kun af fire måneders varighed idet regeringen efter januarvalget 1968 gik af 2.2. Hans væsentligste parlamentariske indsats var ratifikationen af Genéveproto-kollen af 1967 der afsluttede Kennedy-runden i GATT og medførte sænkning af en række toldsatser inden for organisationen, især nedsættelse af industrilandenes told på varer fra ulandene. Efter sin afgang som minister blev T. ambassadør i Rom, fra 1969 tillige i Valletta på Malta, og vendte 1974 tilbage til New York som ambassadør ved FN. Ved afstemning i FN's generalforsamling om PLOs adgang til at tale i forsamlingen 14.10.1974 afholdt Danmark sig fra at stemme. Kristeligt Dagblad meddelte 18.10. at T. havde udtalt at det var hans personlige mening at Danmark burde stemme for PLOs taleret hvilket foranledigede udenrigsminister Ove Guldberg til 23.10. at udtale at han ikke mente at T. havde handlet ukorrekt i PLO-sagen, men at han fandt anledning til over for T. at indskærpe retningslinjerne for en ambassadørs virke. 5.11. hjemkaldtes T. fra New York og det meddeltes ham at han fra 1.1.1975 var forflyttet til Ottawa. T. fandt beslutningen "urimelig og brutal". Hans forflyttelse til Canada varede fire år. 1979-86 var han ambassadør og leder af Danmarks faste delegation ved OECD i Paris, 1983-86 formand for OECDs eksekutivkomité. Herefter var T. ambassadør i Oslo 1986-92. T. skrevet Danmark og Marshallplanen, 1952, De seks og det økonomiske samarbejde i Vesten, 1961 og Krig og krise – trods FN, 1977 samt en række artikler i dagblade og tidsskrifter om de internationale problemer han har været på nært hold gennem 30 års diplomatisk virke på fremtrædende poster.