Jørgen Jürgensen, Jørgen Jørgensen, 7.4.1780-20.1.1841, eventyrer. Som tilhørende en anset københavnsk borgerslægt, blev Jørgen Jürgensen sat i Efterslægtens skole men havde svært ved at tilpasse sig skolens disciplin. Klassekammeraten Adam Oehlenschläger kalder ham "Spektakelmager" og "Uglspil", og afslører med nogle eksempler at spilopperne kunne være ondsindede over for de værgeløse. Faderen tog ham da ud af skolen og lod ham omkring 1794 komme til søs hvor han først i nogle år sejlede fragt mellem Østersøen og England, og derefter var han med en hvalfanger syd om Afrika og endelig med et britisk orlogsskib på opmåling omkring Australien. Her deltog han, ifølge egne oplysninger, i koloniseringen af Van Diemens land (Tasmanien) og anlæggelsen af hovedstaden Hobart. Han avancerede til kadet i den britiske flåde og synes allerede nu at have følt sig som englænder. 1806 vendte han tilbage til Europa, og n.å. kom han til Kbh., kort efter byens bombardement og tabet af flåden. Det er vel betegnende for den tillid han altid formåede at indgyde sine omgivelser at han nu, skønt britisk orlogsgast, fik betroet kommandoen over det store kaperskib faderen og andre danske patrioter havde ladet udruste. Vistnok imod sine ordrer gik han med skibet, Admiral Juel, der havde en besætning på 83 mand og førte 28 kanoner, mod den engelske kyst, indlod sig i kamp men strøg flaget. I sine meget fantasifulde erindringer fremstiller han det som en heftig og ærefuld kamp, men i nogle fiktive beretninger der vist kommer sandheden nærmere, lader han kampen foregå på skrømt for at komme tilbage til England. I de følgende måneder gik han frit omkring i London, skønt krigsfange og synes at have haft rigelige pengemidler og fornemme bekendte, blandt disse en excentrisk velhaver, Joseph Banks der fra ungdommen nærede et romantisk sværmeri for Island.

Under fastlandsspærringen hvorunder Danmark nu inddrog Island opstod på øen en velbegrundet frygt for forsyningsvanskeligheder for befolkningen, og det synes som om justitiarius, Magnus Stephensen, der var kommet til England på et opbragt handelsskib, har bestyrket Banks i den tanke at Island kunne vindes for England, hvilket denne ihærdigt søgte at bringe til regeringens kundskab. En anden af Jørgen Jürgensens forbindelser var en købmand og sæbesyder Thomas Phelphs der var stærkt interesseret i at få islandsk tælle til sine fabrikker. Efter uden held at have besøgt Island i jan. 1809 rejste han påny tilbage i juni med et bevæbnet handelsskib udrustet af Phelphs der nu selv var med, og som af den britiske regering var udstyret med kaperbrev. Regeringens holdning er uklar, man har ikke været uvidende om Banks' ønsker om at "befri" Island. Men det har sandsynligvis været meget tilpas at det var en dansk overløber der vovede pelsen, en officiel indblanding fik vente til oprøret var en kendsgerning.

Få dage før Jørgen Jürgensens ankomst til Reykjavik havde et britisk krigsskib tvunget amtmanden Frederik Christoffer Trampe der netop var returneret fra Danmark til at ophæve handelsforbuddet for englænderne, men da Jørgen Jürgensen og hans ledsagere efter seks dages forløb intet havde opnået gik de til angreb. Søndag 25.6. tidligt om morgenen gik bevæbnede søfolk i land, afventede gudstjenestens afslutning hvorefter de arresterede grev Trampe. Næste dag udstedte Jørgen Jürgensen to i forvejen udformede proklamationer der ophævede al dansk myndighed og gjorde Island "fri og uafhængig af Danmark". Der blev lovet forbedringer i rets-, hospitals- og skolevæsen, lavere kornpriser og halvering af skatterne. Den engelske tekst bærer præg af at være udformet af en forfatningskyndig jurist der dog har været ukendt med de islandske forhold. At Jørgen Jürgensen selv snarere har forestillet sig en privat enevælde end en engelsk konstitution fremgår af hans næste proklamation 11.7. som gives "under vor Haand og Segl" og benævner Jørgen Jürgensen "Beskytter af hele Øen Island og Øverstkommanderende til Lands og til Vands". Disse styrker bestod foreløbig af de medbragte søfolk og en nyoprettet livvagt på nogle få personer. I et senere brev titulerer Jørgen Jürgensen sig som K(ong?) Jørgen Jørgensen. Patetisk erklærer han "At det islandske Flag skal være blaat med tre hvide Stokfiske i, og hvis Ære vil vil paatage os at forsvare med vort Liv og Blod".

Samarbejdet med den forsvarsløse befolkning synes at være foregået gnidningsløst, men 22.8. ankom et britisk krigsskib hvis kaptajn omgående gjorde ende på eventyret og førte Jørgen Jürgensen og hans medhjælpere til England. For den britiske regering var det væsentligste at få øens handel, ikke at påtage sig unødvendige politiske forpligtelser. I England blev Jørgen Jürgensen sat i fængsel, ikke for sit kupforsøg, men fordi han havde brudt sit æresord som krigsfange. Fra dansk side blev der ikke rejst sag mod ham. Efter at være kommet på fri fod ernærede han sig nogle år bl.a. som sømand. Skønt han vedblev at have formående velyndere fik han svært ved at klare sig fordi han forfaldt til spil. 1813–15 sad han i gældsfængsel, men de følgende to år rejste han rundt i Frankrig og Tyskland i et halvofficielt ærinde, rimeligvis som engelsk spion. Herom udgav han 1817 en tyk beretning Travels through France and Germany uden dog heri at afsløre noget om sin egentlige virksomhed. Derefter gik det atter nedad for ham, en alvorlig straf afsonede han i Newgatefængslet hvor han efter sin egen beretning var medhjælper både hos lægen og præsten. Om fængselsopholdet skrev han The Religion of Christ, the Religion of Nature (udg. 1827). 1825 blev han idømt livsvarig forvisning og deporteredes til Tasmanien. Her skrev han The Rise, Progress and History of Van Diemens Land. Et brev hjem til broderen Fritz 1835 vidner om at han nu kun med besvær udtrykker sig på dansk, og at han fortsat har lettere ved at sætte sig i relief end ved at få styr på sig selv i forhold til virkeligheden.

En stor del af litteraturen om Jørgen Jürgensen bygger ukritisk på Jürgensens egen beretning, og han har næppe selv gjort sig umage for at skelne mellem virkelighed og fantasi, men hans selvfortolkning er – selv hvor han gør afbigt – overordentlig positiv. På Island betragtedes han straks efter 1809 som en lidt latterlig figur, og man gav ham tilnavnet "hundedagskongen" eftersom hans regering varede netop hundedagene over. Der blev dog også skrevet et heltedigt, og senere har man ydet ham lidt mere kredit. At hans forsøg på at omstyrte danskervældet har forlenet ham med sympati er naturligt, betegnelsen frihedshelt fortjener han dog næppe. Han har været en interessant personlighed, og som omgangsfælle i besiddelse af indtagende egenskaber, men idealist var han ikke. If. en engelsk kilde blev Jørgen Jürgensen fundet død i en grøft 20.1.1841.

Familie

Jørgen Jürgensen blev født i Kbh. (Nic.), død i Hobart, Tasmanien, begravet sst. (Hobart town cemetary). Forældre: hofurmager Jørgen Jørgensen (1745–1811) og Anne Leth Bruun (1755–1828). Gift 25.1.1831 i New Norfolk med Norah Corbett, født ca. 1800, død 17.7.1840 i Hobart.

Ikonografi

Mal. formentlig af C. W. Eckersberg (Fr.borg).

Bibliografi

J. F. Hogan: The convict king, London 1891 (da. overs.: En deporteret konge, 1892 (Med J.s selvbiografi, ny udg. 1973: Kongen af Island). Pers. hist. t. 9. r. I, 1929 82–89 (brev fra J. 1835). – J. C. Johansen i Museum, 1892 II 65–113 221–59. Jón Þorkelsson: Saga Jörundar hundadagakóngs, 1892. Hans Birch Dahlerup: Mit livs begivenheder I, 1908 176f. Helgi P. Briem: Sjálfstæði Islands 1809, Reykjavik 1936. Samme i American-Scandinavian review XXXI, N. Y. 1943 120–31. Bent Rosenkilde i Danmarksposten, 1943 nr. 10 6–10. E. Sigmund: Konger og eventyrere, Oslo 1946 24–46. A. Oehlenschläger: Ungdomserindringer, 1963. Frank Clune og P. R. Stephensen: The Viking of van Diemen's Land, udg. T. E. Burns and J. R. Skemp, Launceton 1961. – Papirer og breve i The British Library.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig