Magnus Beringskjold

Magnus Beringskjold, Magnus Bering Beringskjold, 31.8.1721-7.4.1804, politisk eventyrer. Hed egentlig Mogens Blach Ditlevsen Bering. Født i Randers, død i Stavanger, begravet i domkirken sst. B. blev dimitteret fra Horsens 1740, drev som student smugleri og handel, flakkede senere om i udlandet, fik 1756 titel af holstensk-gottorpsk hofråd, blev 1758 adlet af kejser Frants I med navnet M. Bering v. B., har efter eget sigende deltaget i den preussiske syvårskrig men var i hvert fald – som det fremgår af gesandtskabs-indberetningerne – 1761 i Skt. Petersborg som spion for den danske regering i forbindelse med forsøgene på at tilbvejebringe en ordning om det holstenske spørgsmål. Her synes han en tid at have haft forbindelse med Schack Carl Rantzau men muligvis modarbejdede de hinanden. 1762 kom han tilbage til Danmark hvor han optrådte som godskøber i stor stil; 1767 købte han Søbygård og Kolbygård som solgtes igen 1770 da han ikke betalte dem, og ved det mønske krongods' bortsalg 1769 erhvervede han selvanden Nygård som han efter sin hustrus navn omdøbte til Marienborg. Han fik som godsejer et meget ilde ry, han var trættekær til alle sider og en bondeplager. Da han ikke kunne betale købesummen for Marienborg ville Struensee have købet betragtet som ugyldigt; men kancelliet gennemførte en mere lovformelig fremgangsmåde skønt B.s optræden under sagen var meget voldsom (Luxdorph noterer 9.4.1771: "Grov besøgelse af B.", 17.5.: "B. begegnede mig med brutalité i kancelliet."). På samme tid konspirerede han med Rantzau der nu også ville sin tidligere protegé Struensee til livs. Forgæves søgte han at interessere J. H. E. Bernstorff og A. G. Moltke for planerne om et kup. Da den egentlige sammensværgelse kom i stand jan. 1772 kom B. ikke til at spille nogen fremtrædende rolle, men ved sin åbenmundethed gav han offentligheden det indtryk at han havde været en af hovedmændene. Han belønnedes dog med titlen kammerherre og en statspension på 2000 rdl. årligt, men gjorde sig straks så udtilbens hos de nye magthavere at man forviste ham fra hoffet til Vordingborg hos familien, hvor han dog ikke blev længe. Efter et par år i Sverige under falsk navn fortsatte han at ulejlige myndighederne med indviklede sager og processer; dog toges han, efter at have ydmyget sig, 1775 så vidt til nåde at han atter kunne komme til Kbh. Her gjorde han forsøg på nye konspirationer for at få også den nye regering styrtet og han var uforsigtig nok til at udtrykke sit personlige had til Guldberg i breve. Til sidst blev han angivet som højforræder af sin yngste søn og dennes hustru, og 6.6.1781 arresteredes han i Næstved (han boede da på Rønnebæksholm som han havde købt 1777). Guldberg fik dog bedre held end Struensee til at omgå en normal retsbehandling; en kommission instrueredes om hans farlighed og skønnede herefter at der var "en vis Formodning om, at Angivelserne mod B. var sande"; en kgl. kabinetsordre af 26.3.1783 afgjorde hans skæbne ved den bestemmelse at han skulle miste sin kammerherrenøgle og hensættes i sikker forvaring. Efter at have siddet fire år i Kastellet førtes han 1785 til Bergenhus fæstning hvor han sad fængslet i elleve år under lempelige former. Også som statsfange generede B. de folk han kom nær, fangevogtere såvel som medfanger. Sine sidste år kunne han leve frit i Stavanger men under pligt til ikke at forlade byen.