A. Bollerup Sørensen

A. Bollerup Sørensen, Arthur Bollerup Sørensen, 8.12.1880-5.5.1932, forskningsrejsende. Født i Singapore, død i Kgs. Lyngby, begravet i Kbh. (Vestre kgd.). Som syvårig kom B. S. til Danmark for at gå i skole i Sæby, faderens fødeby. Efter præliminæreksamen blev han ansat i Det Store Nordiske Telegraf-Selskab, først i Newcastle og Libau, fra 1901 i Shanghai og andre kinesiske byer. Som telegrafkontrollør fik han afsked og vendte hjem året før sin død. Fra sin første tid i Kina benyttede han ferierne til rejser. Da han 1909 fik sin første hjemrejseorlov gik han selvanden til fods fra Peking gennem Gobi-ørkenen til Kjahta ved den mongolsk-sibiriske grænse hvorfra han med trojka nåede den transsibiriske jernbane. 1915 gjorde han sit første fremstød mod Lhasa. Kinesisk-tibetanske grænsestridigheder tvang ham dog til at lægge sin rejse nordligere. Fra Lanchow rejste han gennem det nordvestlige Kansu og ad den gamle karavanevej gennem Sinkiang til Semipalatinsk i det nuværende Kazakhstan og derfra med jernbane til Europa. Fra april 1921 til juni 1922 gennemførte B. S. sin største rejse, 3.000 miles, næsten udelukkende til fods og gennem egne som vesterlændinge næppe havde set. Målet var atter Lhasa, og planen var at komme med en af de årlige handelskaravaner fra Sungpanting i det nordlige Szechwan – men de var aflyst. Han drog så nordpå til klostret Labrang, Siningfu, Tankar og ind i det tibetanske højland. Hans karavane der bestod af en halv snes kinesere, fire heste og ca. 30 yakokser, senere byttet med kameler, havde proviant til et halvt år. Kursen blev sat mod vest og efterhånden sydligt, i over en måned gennem ubeboede egne. Over Tang Lapasset nåede han 22.12.1921 den tibetanske landsby Nagachuk et par hundrede km NNØ for Lhasa. Her fik han ordre til at vende tilbage. Han slog ind på en østlig rute som ingen europæer før havde fulgt over den øvre Mekong-flod til Jyekundo ved Yangtzekiang. Han ville nu søge mod sydøst til Tachienlu eller Kanze, men måtte på grund af uroligheder mellem tibetanere og kinesere gå mod nordøst. Han passerede Hwang Hofloden nær dens kildesoer og kom gennem Koko Nor distriktet tilbage til Tankar og Siningfu hvor han opløste karavanen og rejste til Shanghai. I Tankar mødte han den engelske forskningsrejsende general George Pereira, en af de få samtidige der fik lejlighed til at værdsætte hans indsats.

Resultaterne af rejsen var syv tykke bind topografiske, astronomiske og meteorologiske optegnelser, en detaljeret dagbog og ca. 1400 fotografier. Han nåede ikke selv at bearbejde materialet der indgik i Det kgl. danske geografiske selskabs arkiv. B. S. var næsten ukendt uden for Asien-forskeres kreds indtil 1951 da beretningen om hans store rejse blev udgivet med titlen Ad Asiens ukendte veje.

B. S. var af stort format som forskningsrejsende. Han lagde plan med største omhu og gennemførte den målbevidst og udholdende, med ansvarsfølelse for sine ledsagere og intim forståelse af centralasiaternes levevis, tænkesæt og følemåde. Trods begrænset uddannelse var hans observationer og notater så præcise og komplette at de er en yderst værdifuld kilde til viden om det indre Asien.