Henning Haslund-Christensen

Henning Haslund-Christensen, 31.8.1896-13.9.1948, forskningsrejsende, ekspeditionsleder, forfatter. Født i KM, død i Kabul, begravet sst. Allerede under sin skolegang i Østersøgades gymnasium var H.-C. med i aktiviteterne omkring Det danske spejderkorps. 1918 udnævntes han til sekondløjtnant i fodfolket. Som kornet på Kronborg havde han stiftet bekendtskab med læge Carl Krebs (1889–1971), under hvis lederskab han og nogle andre unge mænd 1923 søgte at grundlægge en dansk koloni og oprette en forsøgsfarm og pelshandelsstation på sletten Bulguntal (Zobelsletten) ved bredden af Egingol i Uriankhai sydvest for Bajkalsøen. Under sit ophold her 1923–26 lærte H.-C. sig at tale mongolernes sprog, synge deres sange og lytte til deres fortællinger. Han åbenbarede desuden en forbløffende iagttagelsesevne for mongolernes egenart og en ubændig trang til at forstå dem ud fra deres egne forudsætninger. Intet under at han allerede da vandt så mange mongolers fortrolighed. Med oprettelsen af folkerepublikken Mongolia (1924) blev forholdene omkring farmen imidlertid snart så komplicerede at kun Krebs fortsatte. H.-C. fik sig et job som manager for British-American Tobacco Company's afdeling i Mongoliet, men kom i Peking (Beijing) snart i forbindelse med den svenske opdagelsesrejsende Sven Hedin. Hedin blev straks klar over H.-C.s værd, og da H.-C. derudover var en fortræffelig kamelrytter knyttede Hedin ham som karavanefører til sin videnskabelige ekspedition til Centralasien 1927–30 (Sven Hedins "vandrende universitet"). Under denne ekspedition gennemrejste H.-C. Gobiørkenen i hele dens udstrækning, og Sven Hedin og han besejlede som de første og i et selvgjort fartøj floden Etsingol. Siden blev H.-C. praktisk leder af den gruppe der udforskede området mellem Turfanlavningen og Altyn Taghs bjerge. I Öreget ved Tienshan (Tianshan)-bjergenes fod kom han i nær forbindelse med det mongolske folk torguterne. Blandt dem optog han en enestående samling af mongolsk folkemusik på voksvalser, og viser sig herved som pioner inden for musiketnografien. Han sluttede venskab med torguternes fyrste, den levende Buddha Sin Chin, og det lykkedes ham på ekspeditionens vegne at erhverve en original tempelyurte med fuldt tilbehør som han i 1929 bragte til Stockholm som gave fra Sin Chin til den svenske konge (tempelyurten er deponeret i Riksmuseets etnografiske afd.). Ved denne lejlighed lærte H.-C. sin fremtidige hustru at kende. Samme år vendte han tilbage til Kina. "Livet på stepperne og i ørkenen er farligt" skriver han, "farligt, fordi man først for sent opdager, at tilværelsen inden for den civiliserede verden – selv når den er smukkest -kun kan gøre det ud for det næstbedste". Da Sven Hedin imidlertid ikke længere havde behov for hans hjælp, og H.-C. allerede da lå med planer om at åbne en handelsforbindelse mellem Kashmir i Britisk Indien og Kashgar i Sinkiang (Xinjiang) med udgangspunkt i Srinagar tog han til Indien hvor man i Foreign and Political Department viste hans planer positiv interesse. Oktober 1930 optrådte H.-C. som den britiskindiske regerings repræsentant i Leh under en række forhandlinger med centralasiatiske myndigheder. 13.1.1931 blev han undervejs mellem Srinagar og Gilgit ramt af en lavine i nærheden af Peshwari mellem Tragbal- og Burzilpasset. "Bærerne og jeg slæbt ca. 40 meter ned ad fjeldsiden til flodlejet. Mit ben brækket" meddeler hans dagbog lakonisk. Først 8.3. lykkedes det at bringe ham til Srinagar. I juli blev han opereret i Stockholm. Han trak siden på benet. H.-C. benyttede sin rekonvalescens til at skrive sin første bog Jabonah, 1932 der handler om hans oplevelser i forbindelse med opholdet på Bulguntal. Samtidig arbejdede han med de musikoptagelser som han havde indsamlet på Hedinekspeditionen. Sangerinden Vanna Scholander hjalp ham med at udskrive voksvalsernes indhold til noder. Materialet udnyttede H.-C. i sin næste bog, Zajagan, 1935 der handler om oplevelserne på ekspeditionen. I forordet skriver prinsesse Nirgidma af Torgut (prinsesse Palta) om H.-C. at "han var én af vore egne ... overalt har mongolerne hilst ham med "det lykkelige smils uvurderlige gave", thi de mærkede med naturmenneskers fine intuition den stærke sympati, han nærede for dem". H.-C. optrådte i disse år sammen med Vanna Scholander i svensk radio og i svenske foredragssale, han med oplæsning fra sine bøger, hun – iført mongolsk dragt – med sangindslag. I virkeligheden havde H.-C. dermed skabt en ny genre, og snart fik da også Danmarks radio øje for hans kvaliteter. Hans udsendelser blev så populære at hans navn blev kendt overalt i Danmark. Hans bøger udkom i hurtigt tempo i en lang række lande. Ledemotivet for hans arbejde i de følgende år blev, at det hastede med at få reddet kundskaben om mongolernes nedarvede kultur før påvirkningerne fra omgivelserne blev for dominerende. H.-C. var klar over at han var én af de få – måske den eneste -som kunne løse denne opgave.

1936 rejste H.-C. ud til de egne af Mongoliet som grænsede mod Manchuriet (Heilongjiang). Denne Nationalmuseets etnografiske ekspedition til Østmongoliet blev siden kaldt Første danske centralasiatiske ekspedition. Svensk radiotjanst havde forsynet ham med et moderne fonografudstyr. På dette tidspunkt havde alle videnskabelige forskningsforetagender forladt Mongoliet, og H.-C.s ekspedition var således den eneste vesterlandske derude. Hans indsamlinger af etnografisk og etnologisk materiale (dragter, herunder særlig shamandragter, og sølvsmykker o.m.a.) vakte ved hans hjemkomst 1937 en sådan opsigt i videnskabelige kredse at det blev klart for alle, at her var en verdensopgave for forskningen. Allerede 1938 kom den næste ekspedition i gang under Det kongelige danske geografiske selskabs flag (Anden danske centralasiatiske ekspedition 1938–39). H.-C. var hjemmefra fulgt af sprogforskeren Kaare Grønbech og arkæologen Werner Jacobsen der hver især gjorde videnskabeligt skelsættende fund i arbejdsområdet, der denne gang blev egnen nordvest for Peking i Indre Mongoli (Nei Monggol). H.-C. fortsatte sine etnografiske indsamlinger for hvilke det altid var et særkende at historien om genstandenes erhvervelse blev en integreret del af genstandene selv. Dette gjaldt på Hedinekspeditionen den torgutiske tempelyurte og nu i udpræget grad de ovennævnte shamandragter samt shamanyurten og shamanalteret erhvervet på anden danske centralasiatiske ekspedition. I Fra Nationalmuseets Arbejdsmark, 1944 (Mongolske Troldmænd) har H.-C. givet den læge læser en uhyre fængslende skildring heraf. H.-C. stod nu som den førende autoritet i Vesteuropa vedrørende mongolske forhold. Selv betragtede H.-C. sine mongolske ekspeditioner som arvtagere efter Sven Hedin. I virkeligheden var de mere end det, thi hvor Hedinekspeditionerne i alt væsentligt beskæftigede sig med naturgeografiske spørgsmål fordybede H.-C.s ekspeditioner sig i studiet af menneskenes kultur. Værdien af det musikmateriale han havde indsamlet var ham fuldt bevidst: "Det drejer sig om et materiale, der for senere slægter vil bevare et righoldigt ekko af en musik, der giver udtryk for selve den dybe harmoni mellem jord, himmel og menneske hos det største nomadefolk i verden". (The Music of the Mongols, 1943). Ved sin smittende ildhu og aldrig svigtende redebonhed til uselvisk at give alt fra sig for at nå til klarhed i problemerne inspirerede H.-C. under og efter anden verdenskrig en række medarbejdere ved Nationalmuseet til at gå i gang med publikationer af de enorme indsamlinger som har gjort dette museum og Det kongelige bibliotek til pilgrimssteder for forskere af Mongoliet. Personlig arbejdede han med de mongolske udstillinger på Nationalmuseet. Under krigen udkrystalliseredes ydermere i H.-C. de planer der 1947 førte til starten af Tredje danske centralasiatiske ekspedition. Hans dristige plan var i samarbejde med en række unge forskere videnskabeligt at inddække det uhyre område fra Manchuriet i ost til Pamir og Afghanistan i vest. Hans organisationstalent var imponerende og ikke mindre hans evner til at skabe det økonomiske grundlag for ekspeditionen. For at skaffe den nødvendige fremmede valuta henvendte han sig således med indtrængende styrke til danske i udlandet. Christian X og siden Frederik IX overtog protektoratet for ekspeditionen, og en række fremtrædende personligheder fra dansk videnskab og erhvervsliv med prins Axel som præsident indtrådte i ekspeditionens repræsentantskab og eksekutivkomité. Med økonomisk garanti fra Carlsbergfondet og med støtte fra mange kredse af dansk erhvervsliv, navnlig ØK, kunne ekspeditionen i oktober 1947 sejle til Calicut på ØKs skib Malaya.

På næsten alle som mødte H.-C. virkede han umådelig charmerende. Han var aktiv og frejdig med et drengeagtigt, vindende smil og dertil velunderrettet om arten af de problemer, han gav sig i videre kast med, – "en man, som aldrig tvekade inför svårigheterna". Ethvert mode mellem mennesker skulle efter hans opfattelse føre til ny handling, og i hans ekspeditionsberetninger er der ikke noget der mislykkes, ingen tilbageskridt. Som administrator af feltarbejdet var han derfor enestående blandt andet ved sin ukuelige optimisme og ved den tillid han viste sine medarbejdere, og det ansvar han turde pålægge dem. Da mulighederne for videnskabeligt feltarbejde i Østasien og i Tibet var meget små 1947, lod han ekspeditionen begynde sit arbejde i Afghanistan. Trods hans personlige skuffelse over ikke at kunne genoptage kontakten med sine kære mongoler opildnede han sine medarbejdere til at tage fat på hver deres emne, omend etnologien og indsamlingerne til Nationalmuseet stedse stod hans hjerte nærmest. Med fremtrædende afghanere drøftede han mulighederne for fremtidigt, videnskabeligt samarbejde, og – fremsynet som han var – beskæftigede han sig indgående med tanken om et dansk forskningsinstitut i Kabul. Hemmeligt håbede han på i løbet af de følgende år at nå frem til Lhasa. Da døden indhentede ham var det naturvidenskabelige og etnologiske feltarbejde i gang i Afghanistan og i Chitral og fortsatte med forskellige deltagere i mange asiatiske egne – særlig i Sikkim, Assam og Kashmir – indtil 1954. Righoldige samlinger hjemsendtes efterhånden til danske videnskabelige institutioner, først og fremmest Zoologisk-, Botanisk- og Mineralogisk museum, universitetets antropologiske laboratorium, Det kongelige bibliotek og særlig til Nationalmuseets etnografiske samling. Dermed var grunden lagt til mange decenniers forskning.