Erik den Røde

Erik den Røde, Erik den Røde Thorvaldsen. I to islandske sagaer fortælles der at Erik den Røde stammede fra Jæren i Norge, men på grund af en drabssag flyttede til Island. Her giftede han sig med Thjodhild og tog ophold i hendes hjembygd ved Breidafjord. Også her blev han indviklet i en retssag og blev af altinget landsforvist for tre år. Han besluttede at bruge tiden til at udforske området mod vest hvor Gunnbjørn Ulfsøn havde iagttaget nogle klippeskær. Erik nåede imidlertid længere mod sydvest, rundede Kap Farvel og gennemrejste hver sommer de mange fjorde i Sydvestgrønland med henblik på en egentlig kolonisation. Både Østerbygden – fjordene og dalene omkring det nuværende Julianehåb – og Vesterbygden – omkring Godthåb – skal han have besejlet. Ved tilbagekomsten til Island fortalte han om det nyopdagede land og opfordrede folk til at drage med ham dertil. Med 25 skibe hvoraf 14 nåede frem sejlede han af sted og koloniserede landet. Det skete 15 år før kristendommen blev lov i Island hedder det – altså ca. 985.

De nye bebyggelser fik navn efter grundlæggerne: gennem Eriksfjord nåede man Eriks egen gård, Brattahlid. Eskimoerne kaldte det senere efter deres indtryk af ruinerne Igaliko, "stedet med de store kødgryder". Her levede Erik med sin kone og sine tre børn i en række år; hans dødsår kendes ikke. Hans position karakteriseres klart i sagaerne: han nød stor agtelse, og alle rettede sig efter ham. Dog var hans forhold til tidens vigtigste problem, overgangen til kristendommen, noget uklart idet der findes tre forskellige versioner deraf i sagaerne: i Erik den Rødes saga afviste han til det sidste den nye tro, i Grønlændersagaens indledning overtager han den efter nogen tøven, men senere i teksten hedder det at han døde flere år før kristendommen kom til Grønland. I øvrigt handler begge sagaer mest om Vinlandsrejserne og slutter næsten enslydende med en opregning af Eriks efterkommere hvoraf flere blev bisper på Island frem til biskop Brand Sæmundsønder som døde 1201.

Den dobbelte overlevering er i den nyere forskning udredt således at både Erik den Rødes saga og Grønlændersagaen stammer fra den samme familietradition og først er nedtegnet omkring 1200. Skønt Grønlændersagaen kun kendes fra Flateyjarbok fra ca.1390 regnes den for at gengive traditionen bedst, mens Eriks saga der er optegnet i Hauksbok fra begyndelsen af 1300-tallet bærer præg af en grundig redigering, bl.a. er medlemmerne af Eriks slægt endnu stærkere fremhævet på bekostning af andre personer end Grønlændersagaens. På denne baggrund skal man være varsom med at identificere de arkæologiske fund af gårde og kirker med personer der er omtalt i sagaerne. Den skriftlige overlevering er så sen i forhold til den ældste bebyggelse og så tæt knyttet til en bestemt islandsk slægt at man let kommer til at overvurdere sagapersonernes betydning. Ikke desto mindre er "de gamle Nordbobygder ved Verdens Ende" (P. Nørlund) et imponerende vidnesbyrd om et halvt årtusinds norrøn livsform i en økologisk marginalzone. Også eskimoiske stammer har i tidens løb fundet livsophold her i kortere eller længere tid før de bukkede under. Forskellene mellem dem og nordboerne er mange, ikke mindst i livsform, men vigtigst for os er det at man i Island bevarede en tradition om koloniseringen af Grønland.