Morten Spangberg, ca. 1699-.1761, opdagelsesrejsende. Født i Strandby, Jerne sg. ved Esbjerg, død i Rusland. S.s levned er ukendt indtil han 1720 som løjtnant trådte ind i den russiske flåde. Efter nogen tid at have ført skib mellem Kronstadt og Lübeck deltog han som næstkommanderende i Vitus Berings 1. kamchadalske ekspedition 1725–30 hvor han trods store vanskeligheder og farer udmærkede sig sådan at han ved hjemkomsten udnævntes til kaptajn af 3. rang. Som Berings rejsefælle var han derfor selvskreven til også at overtage stillingen som næstkommanderende på dennes nye færd, den såkaldte store nordiske ekspedition der tog sin begyndelse 1733. S. havde fået som hverv at kortlægge Japans kyster og derved knytte forbindelsen mellem de russiske opdagelser i Nordøstasien og de ældre europæiske længere sydpå, en opgave som han løste med mod og energi, men tillige med en hensynsløshed der skaffede ham mange fjender. Under store lidelser for sig og sit mandskab førte han 1733–34 transporterne af materiel og proviant gennem Sibirien til Stillehavet hvor han grundlagde Okhotsk og byggede en lille flåde, russernes første i disse farvande. Sommeren 1738 sejlede han med tre skibe til Bolsheretsk på vestsiden af Kamchatka, hvorfra han omsejlede størstedelen af Kurilerne. Den følgende sommer fortsattes arbejdet. Fra Bolsheretsk opsøgte han først det nordøstlige Honshu, hvorefter han kortlagde østkysten af Hokkaido (Yezo) og de sydlige Kuriler; men dårlig udrustning og skørbug tvang ham til tilbagerejse før arbejdet var afsluttet. Alligevel var hans togt af stor betydning både geografisk, fordi han ved at skabe en rigtig opfattelse af øernes beliggenhed og udstrækning aflivede datidens fantastiske forestillinger om store og ukendte lande i denne del af Stillehavet, og på en vis måde også politisk ved at bane vej for den russiske ekspansion mod syd. Hans resultater vandt dog ikke tiltro i St. Petersborg, og på hjemvejen til Europa fik han ordre til at gentage sit togt. Dette skete 1742, men bragte intet nyt. Først ved James Cooks sidste rejse opnåede hans opdagelser den fortjente anerkendelse. 1745, da medlemmerne af den nordiske ekspedition efter Berings død blev holdt tilbage i Sibirien, forlod S. egenmægtig tjenesten og rejste til St. Petersborg med det resultat at han dømtes til døden, men slap med tre måneders degradation til løjtnant. 1749 kommanderede han et skib der forliste ved Arkhangelsk. S. stilledes atter for retten, men frikendtes. 1751 udnævntes han til kaptajn af 1. rang.

Familie

Forældre ukendte. Gift.

Bibliografi

Ekspedicija Beringa. Sbornik dokumentov, udg. A. Pokrovskij, Moskva 1941 V-VII (heri brevveksl.). – Laust Spangsberg i Fra Ribe amt, 1922 634–45. Samme: Familien Spangsberg af 12. juni 1781, 1934 87–100. P. Lauridsen: Vitus J. Bering og de russiske opdagelsesrejser 1725–43, 1885 (eng. udg. 1889). L. S. Berg: Otkrytie Kamcatki i ekspedicii Beringa 1725–42, Leningrad 1935. V. A. Divin: Russkie moreplavanija na Tichom okeane v XVIII veke, Moskva 1971. A. I. Alekseev: Osvoenie russkimi ljud'mi Dal'nego vostoka i russkoj Ameriki, Moskva 1982.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig