Knud Rasmussen, Knud Johan Victor Rasmussen, 7.6.1879-21.12.1933, polarforsker, forfatter. Knud Rasmussen tilhørte på mødrene side en slægt Fleischer der lige fra Hans Egedes tid havde været knyttet til Grønland, og hans mormor var indfødt grønlænder. Herfra arvede han den kærlighed til Grønland og grønlænderne som for altid prægede ham, og herved blev han vel i virkeligheden indstillet på det som skulle blive hans livs bedrift. Hertil bidrog også hans barndomsliv blandt grønlændere. Det blev træffende sagt ved hans død at fra han kom til verden "var han født Polarforsker og hele hans Barndom blandt grønlandske Kammerater var som en lang, legende Forberedelse til hans Manddoms Værk". Dette er bogstavelig sandhed. Der går endnu i Jakobshavn frasagn om hvordan "Kununguaq" (lille Knud) altid var at finde nede i grønlænderbyen hvor han enten drev kajak- og fangstleg med drengene eller stod i mandsklyngen på udkigs-fjeldet og lyttede til passiaren eller havde gemt sig hen i et eller andet hus hvor en gammel halvblind sælfanger eller rystende morlille sad på briksen og fortalte sagn og beretninger fra gammel tid.

Knud Rasmussen har selv – i optakten til en af sine bøger – røbet hvor det var han først blev inspireret til sin senere livsfærd: "Som Barn hørte jeg ofte en gammel grønlandsk Sagnfortællerske berette om, at der langt nordpaa ved Jordens Ende skulde leve et Folk, der klædte sig i Bjørneskind og levede af raat Kød ... deres Land var altid stængt af Is, og Dagslyset naaede aldrig over Fjældene ... Endnu før jeg vidste, hvad Rejser var, besluttede jeg en Gang at naa disse Mennesker, som min Fantasi gjorde forskellige fra andre". En stærk tilskyndelse i samme retning fik han ved rygtet om Fridtjof Nansens dristige færd over indlandsisen. Han har selv i den gribende mindetale han efter Nansens død holdt i Norsk geografisk selskab givet udtryk for hvor optaget han og kammeraterne var af denne, så meget mere som det oprindelig ventedes at nedstigningen fra indlandsisen ville finde sted i Diskobugtens syddél, ikke langt fra Jakobshavn.

Tolv år gammel sendtes Knud Rasmussen til København og blev sat i den daværende Nørrebros latin- og realskole, men det tvungne studium behagede ikke hans friluftsnatur. Student blev han imidlertid 1898 og tog filosofikum to år senere men noget fagstudium kunne han ikke beslutte sig for, og en flygtig tanke om at blive operasanger opgav han uden sorg da det blev sagt ham at hans lave statur ville blive en hindring herfor.

Det var studierne i marken han bestandig higede efter. Hans ungdoms Danmarksophold var i virkeligheden en bestandig længsel efter at komme ud i kamplinjen for sin store idé: udforskning af stammefrænderne, eskimofolket, dets gamle kultur og traditioner. Der var imidlertid foreløbig ingen udsigt til at hans planer i den retning kunne blive til virkelighed idet adgangen til Grønland, hvor han selvsagt ville begynde sine forskninger, dengang var vanskeligere end nu.

Sommeren 1900 deltog han i Studentersamfundets Islandsrejse som lededes af forfatteren L. Mylius Erichsen i hvem han traf en ligesindet, og de to besluttede i forening at søge startet en ekspedition til Grønland. Forinden denne plan lod sig realisere foretog Knud Rasmussen i vinteren 1901 en rejse til Lapland der er at betragte som en forberedelse til hele hans senere forskningsfærd, og under hvilken han hos samerne levede sig ind i den nomadetilværelse som siden blev hans mere end nogens.

Efter tilbagekomsten herfra satte han endnu mere kraft ind på at få påbegyndt virkeliggørelsen af sin livsplan. Trods megen modstand lykkedes det da omsider at overvinde alle forhindringer, og i foråret 1902 startedes Den litterære grønlandsekspedition som foruden Knud Rasmussen bestod af maleren Harald Moltke, lægen A. Bertelsen og – fra Godthåb – Knud Rasmussens barndomskammerat, den grønlandske kateket Jørgen Brønlund. Mylius Erichsen var leder, men Knud Rasmussen var utvivlsomt sjælen i foretagendet, alene af den grund at han var sproget mægtig, ligesom det var hans energi og dygtighed som hundekusk, hans uforfærdethed og utrolige udholdenhed, hans praktiske sans og orienteringsevne som muliggjorde ekspeditionens gennemførelse. Det var ligeledes sikkert ham det egentlig skyldtes at rejseplanerne udvidedes til også at omfatte "det yderste Thule", egnene nord for Melville-bugten hvor ekspeditionen overvintrede hos den nordligste eskimostamme i verden, den som han i sin barndom havde drømt om engang at gæste og som siden blev det fasteste punkt i hans forskertilværelse, ligesom det blev ham der reddede og fæstnede dens eksistens.

Efter denne sin første polarfærds afslutning 1904 havde Knud Rasmussen straks nye planer for. På sin Laplandsrejse var han kommet på tanke om muligheden af tamreners indførelse i Vestgrønland ligesom det var sket i Alaska. Det lykkedes ham at vække interesse for spørgsmålet, og i sommeren 1905 berejste han sammen med to samer fra Karasjok indlandet mellem Godthåbsfjorden og Diskobugt og fandt flere steder udmærkede muligheder for renavl, som dog først fra 1952 blev praktiseret i Grønland. På denne rejse fik han imidlertid underretning om at hvalfangere ikke som ellers havde anløbet polareskimoernes område, og da han frygtede at hans venner deroppe skulle komme til at lide mangel navnlig på ammunition til de bøsser som allerede var blevet dem uundværlige, foretog han i vinteren 1906 en slæderejse derop med de nødvendigste forsyninger og blev modtaget med begejstring. Her opholdt han sig derefter næsten i to år, lærte befolkningen og landet til bunds at kende og foretog – stadig med sit store mål for øje, at følge eskimoernes vandringsveje – sammen med to polareskimoer en slæderejse til Ellesmere Land.

Efter sin hjemkomst til Danmark arbejdede han ivrigt for oprettelsen af en fast station i Kap York-området, og da staten ikke ønskede at entrere heri lykkedes det ham, støttet af Dansk missionsselskab og Den grønlandske kirkesag, ad privat vej at få rejst de nødvendige midler hertil. Sommeren 1909 berejste han efter indenrigsministerens ønske hele Grønlands vestkyst for at forklare befolkningen de nye anordninger om landets styrelse, og fortsatte derefter til Smith Sund. Her grundlagde han da polarstationen Thule der på et kritisk tidspunkt reddede polareskimoerne. Og i stærk fastholden af sin livsplan, der var blottet for al egennytte, gjorde han Thule ikke blot til en missions- og handelsstation og senere til et lovfæstet samfund, men tillige til basis og grundfond for det nordlige Grønlands og eskimofolkets videre udforskning. Fra 1910 opholdt han sig tre år deroppe sammen med Peter Freuchen der var leder af handelsstationen, dels for at få handelen ind i faste former og dels for at foretage forskningsrejser. Herfra foretog disse to sammen 1912 den 1. Thuleekspedition over indlandsisen til egnene omkring Danmarks fjord og Independence fjord under hvilke de, foruden at anstille naturhistoriske og meteorologiske undersøgelser, konstaterede at den såkaldte Peary kanal – som allerede formodet af Mylius Erichsen – ikke eksisterede.

Under en ny overvintring i Thule 1913–14 lykkedes det Knud Rasmussen at finde den store meteorsten ved Savigsivik på Melvillebugtens nordkyst kort øst for Kap York. 1916–18 foretog han, ledsaget af Lauge Koch, svenskeren dr. Thorild Wulff og fire grønlændere, til nærmere undersøgelse af egnene mellem Independence fjord og fjordene på nordvestkysten, den 2. Thuleekspedition på hvilken der foruden kartografiske tillige anstilledes omfattende geologiske og botaniske undersøgelser. Under den yderst strabadserende tilbagerejse til Thule omkom først grønlænderen Hendrik Olsen og senere dr. Wulff, ligesom det kun var med yderste besvær det lykkedes at redde ekspeditionens betydelige videnskabelige udbytte.

3. Thuleekspedition 1919–20, planlagt og arrangeret af Knud Rasmussen der dog ikke personligt deltog, bestod i kaptajn Godfred Hansens udlægning af depoter på nordkysten af Grant Land til eventuel assistance for Roald Amundsen hvis han skulle komme den vej, og som 4. Thuleekspedition foretog Knud Rasmussen selv i sommeren 1919 en forskningsrejse til Østgrønland for blandt befolkningen der at indsamle sagn og traditioner; rejsen gav rige resultater.

Derefter fulgte 1921–24 den berømte 5. Thuleekspedition, Knud Rasmussens største og betydeligste, ledet af ham selv og med bl.a. Peter Freuchen, Kaj Birket-Smith, Therkel Mathiassen og den grønlandske kateket Jakob Olsen som deltagere. Denne ekspedition "fra Grønland til Stillehavet" blev gennemførelsen af Knud Rasmussens livsplan og kongstanke. Da han kom tilbage fra den havde han i virkeligheden nået det mål han fra sin barndom havde sat sig, nemlig en videnskabelig udforskning af alle eskimostammer, og det ikke blot på hans eget specielle, men på alle områder. Det var derfor med fuld føje at Kbh.s universitet efter udførelsen af denne enestående bedrift hædrede ham med doktorgraden. Senere blev han dr.jur. h.c. i Edinburgh.

6. og 7. Thuleekspedition gik til Østgrønland som for strækningens vedkommende fra Kap Farvel til Kangerdluarssuk nord for Angmagssalik i somrene 1931–33 under Knud Rasmussens ledelse og ved hjælp af en udsøgt stab af medarbejdere gjordes til genstand for en overmåde grundig undersøgelse i kartografisk, arkæologisk og etnografisk-folkloristisk henseende. Han vendte syg hjem fra denne færd.

Som ekspeditions- og arbejdsleder var Knud Rasmussen uovertræffelig – betænksom, forudseende, omsorgsfuld og til det yderste hensyntagende over for sine kammerater og medarbejdere. I venskab var han uforlignelig. Alle, som har kendt ham nøjere, vil mindes den storslåede uegennyttighed, betænksomhed og hensynsfuldhed, og ved siden heraf den dybe beskedenhed som hørte til de fornemste træk i hans karakter. Dette gælder ikke mindst i forholdet til grønlændere, hvis "ukronede" konge han ubestridt var. Der blev fest og glæde når som helst han viste sig på en grønlandsk boplads eller blot når rygtet om hans snarlige komme bredte sig langs kysten fra bygd til bygd. Det er rigtigt når det af en grønlænder blev sagt ved hans død at han ville blive deres sagnhelt hvis saga ville fortælles fra slægt til slægt.

Knud Rasmussens forfatterskab omfatter både skønlitterære skrifter, rejseskildringer, oversættelser af eskimoiske traditioner, eventyr, sagn og sange og strengt videnskabelige arbejder. Hans produktionsfond var uudtømmeligt og hans arbejdskraft fænomenal. Han kunne, uden tilsyneladende at trættes, præstere åndeligt arbejde fra klokken seks morgen til ti aften ugen igennem.

Hans først skrevne bog Lapland, trykt 1907, er en livfuld skildring af arktisk nomadeliv. Derefter er hans produktion udelukkende helliget eskimofolket. Nye Mennesker, 1905 er resultat af hans første ophold blandt polareskimoerne, og Under Nordenvindens Svøbe, 1906 fortsætter linjen herfra mod syd og skildrer bl.a. brydningerne mellem nyt og gammelt i Vestgrønland. I Foran Dagens Øje, 1915 befinder vi os atter blandt polareskimoerne, og Min Rejsedagbog, s.å., er en stilfærdig beretning om oplevelser på 1. Thuleekspedition. På lignende vis er Grønland langs Polhavet, 1919 fortællinger fra 2. Thuleekspedition, men giver tillige interessante indblik i tidligere ekspeditioner til samme egne. I dem alle er indflettet sagn og traditioner fra eskimolivet i gamle dage. Sidstnævnte linje er fortsat i tre bind Myter og Sagn fra Grønland, 1921–25 fra henholdsvis Østgrønland, Vestgrønland og Kap York-distriktet. (genoptr. 1978–79). Fortsættelsen kom først 1981 med Inuit fortæller I–II. Til disse arbejder knytter sig de to senere bind Festens Gave, 1929, en række sagn og eventyr fra Alaskaeskimostammen, Knud Rasmussens personlige gave til hans venner på hans 50 årsdag, og Snehyttens Sange, 1930, en antologi af eskimoisk poesi fra Grønland og arktisk Amerika. Tobindsværket Fra Grønland til Stillehavet, 1925–26 er en levende og spændende populær skildring af 5. Thuleekspedition og danner en naturlig indledning til hans videnskabelige hovedværk, langt det betydeligste af alle hans arbejder, som i tre svære bind (1929–32) på engelsk giver en dybtgående skildring af en række nordamerikanske eskimostammers kultur og åndsliv, en fremstilling som der næppe findes mage til fra noget andet naturfolk, og hvor hans enestående evne til at trænge ind til det dybeste i folkesjælen rigtig kommer til sin ret, ligesom også hans eminente reproduktionsevne ret viste sig under udarbejdelsen. Så snart han fik sine måske mange år gamle optegnelser i hænde var han med det samme inde i både miljø og tankegang. Desværre mangler Mackenzie- og Alaskastammerne; optegnelserne foreligger, men de er vanskelige at bearbejde fuldt tilfredsstillende.

Også bogen Den store Slæderejse, 1932 omhandler 5. Thuleekspedition. – Af værket Jordens Erobring har Knud Rasmussen udarbejdet bind VI, Polarforskningens Saga, 1932, ligesom han har skrevet en mængde artikler og afhandlinger i inden- og udenlandske blade og tidsskrifter. En del af hans arbejde er oversat på forskellige europæiske sprog og enkelte på grønlandsk. Hans optegnelser fra 6. og 7. Thuleekspedition er udgivet af H. Ostermann i Meddelelser fra Grønland CIX, nr. 1 og 3 (1938–39).

Knud Rasmussen var en af de ivrigste og initiativrigeste af de mænd som iværksatte den store landsindsamling til ombygning af Nationalmuseet ligesom han til dette har skænket uhyre store samlinger af eskimo-etnografisk og -arkæologisk art. – Æresmedlem af en række videnskabelige institutioner i ind- og udland.

Familie

Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, død i Gentofte, begravet i København. (Vestre). Forældre: missionær, senere sognepræst Chr. Rasmussen (1846– 1918) og Sophie L.S. Fleischer (1842–1917). Gift 11.11.1908 i København (Frue) med Dagmar Theresia Andersen, født 10.8.1882 i Gentofte (Frue), død 20.4.1965 i Hellerup, datter af entreprenør, etatsråd Niels Andersen (1835–1911) og Thora A. Husen (1845–1917).

Udnævnelser

R. 1909. F.M. 1.1921. F.M.2.1924.

Ikonografi

Mal. af H. Vedel ca. 1900 (Kbh.s bymus.) og af Eigil Schwab, 1901 (Fr.borg). Mal. af Margrethe Svenn Poulsen, 1903 (Nat. mus.). Flere tegn. af Harald Moltke, bl.a. 1903, 1904 og 1907 (bl.a. Nat. mus.) og mal. af samme, bl.a. 1905, og akvarel. Tegn. af Eigil Petersen, bl.a. 1905 (flere i Kgl. bibl.) og af Achton Friis, 1906. Tegn. af A. Engstrøm, 1920 (Nat. mus.), radering af samme. Buste af Julie Marstrand Blegvad, 1921, (Knud Rasmussens hus på Spodsbjerg), i bronze 1944. Afbildet på tegn. af Alfred Schmidt, 1921 (Fr.borg). Mal af H. Moltke, 1921 (forhen Thulekommissionen) og 1922. Silhuet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl. bibl.). Mal. af H. Vedel, 1928 (Fr.borg). Mal. af Hjalmar Sørensen 1928–29 og 1934. Tegn. af Østerberg, 1929. Tegn. af Ernst Hansen, 1931, litografi af samme, 1933. Afbildet på mal. af H. Moltke, 1931 (Fr.borg). Tegn. af samme 1931 og 1932 (Kgl. bibl.) Dødsmaske. Buste af Svend Rathsack, 1934 (Nat. mus.), relief af samme, 1935, på mindesten (Jakobshavn). Tegn. af O.J. 1934. Buster af Niels Hansen, 1935 (bl.a. statsministeriet). På frimærke 1935 efter tegn. af Knud Kyhn. Medalje af H. Salomon, 1936, udkast i gips s.å. (Fr.borg), medalje af samme, 1979. Mindekrukke af Ingeborg Plockross Irminger. Linoleumssnit af K.J. Almquist 1936 og 1950. Udkast til medalje af T.S.-S. udst. 1937. Udkast til statue af E. Utzon-Frank, 1938, til monument af Eigil Knuth udst. s.å. Mal. af H. Moltke udst. 1950. Monumentudkast af Alice Buchhave, Hans W. Larsen, Erling Frederiksen, Henry Luckow-Nielsen, alle udst. 1959, og af Per Borring med portræt samt buste af Torvald Westergaard, udst. 1960, og af Troels P. Lybecker udst. 1961. På grønlandsk frimærke 1960, graveret af Bent Jacobsen efter tegn. af Viggo Bang. Tegn. til frimærke af Jens Rosing. Afbildet på grønlandsk pengeseddel. Statue af Robert Lund Jensen (Strandvejen, Kbh.). Buste af C. Fagerberg. Mal. af E.A., Syrak Hansen, Peter Lund, Gerth Lyberth og H. Masolle. Pastel af E. Saltoft. Tegn. af H. E. Melchior, af R. Storm Petersen (Kgl. bibl.) og af F. Andersen (sst.). Foto. -Mindesten i det gamle Thule. Mindevarde på Spodsbjerg, 1936. Knud Rasmussens villa i Hundested er omdannet til mindemuseum.

Bibliografi

Bibliografi. Peter Fuglsang-Madsen: Knud Rasmussen En bibliografi, 1975 (xerox, Kgl. bibl.). Polarforskeren Knud Rasmussen Udstill. på Kgl. bibl., 1979 29–32.

Udg. Mindeudg., ved Peter Freuchen m.fl. I–III. 1934–35. Slæderejserne, red. Palle Koch I-IV, 1979. Kilder. Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1925 92–94.

Lit. Therkel Mathiassen i Geografisk t. XXXVII, 1934 3–15. W. Thalbitzer i Danske studier XXXI, s.å. 1–8. Peter Freuchen: Knud Rasmussen som jeg husker ham –, 1934 (3. udg. 1979, am. overs.: I sailed with Rasmussen, N.Y. 1958). Kaj Birket-Smith: Knud Rasmussens saga, 1936 (nyt opl. 1941). Harald Moltke: Livsrejsen, 1936. Bogen om Knud, 1943. Leo Hansen: I Knuds slædespor, 1953. Knud Rasmussen, red. Jørgen Fleischer, Godthåb 1960. Ellen Forchhammer: Kære Knud, 1979. Niels Fenger: Knud Rasmussen, 1979. Rolf Gilberg m.fl. i Grønland XXVII, 1979, nr. 6–7 145–204. Papireri Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig