William Thalbitzer

William Thalbitzer, Carl William Thalbitzer, 5.2.1873-18.9.1958, eskimoforsker. Født i Helsingør, død i Usserød, begravet på Gurre kgd. Faderens æt var bøhmisk og også moderens embedsmandsfamilie var engang indvandret til Danmark; T. har selv engang i digtet Exit (i Arktiske Digte og hjemlige .... 1926) spøgende fantaseret om virkningen af det blod som fra Europas fire verdenshjørner rullede i hans årer. Opvæksten i den gamle sundby gav udve og naturbegejstring i samliv med ligesindede kammerater, bl.a. botanikeren Ove Paulsen; men T. havde tillige en særlig glæde af kunst, især digtning og musik. Han blev student 1891 fra Helsingør og studerede derefter i Kbh. dansk, engelsk (først græsk) og latin Ved universitetet fandt han særlig impulser hos Vilhelm Thomsen, Otto Jespersen og H. Høffding. Allerede 1894 fik han universitetets guldmedalje for en filosofisk afhandling Autoritetsforholdets Væsen og ethiske Betydning. Han var tidligt medlem af Selskab for nordisk filologis forgænger Selskab for germansk filologi, i hvis "Budstikke" hans første arbejder fremkom. Da han 1899 var blevet cand. mag. var han et halvt år vikar ved Birkerød kostskole, men "vilde hellere studere et primitivt Sprog i Sydamerika". Imidlertid blev hans tanker (især af amropologen, politilæge Søren Hansen) rettet mod Grønland og med støtte af kommissionen for ledelsen af de geologiske og geografiske undersøgelser i Grønland (senere; udvalget for de videnskabelige undersøgelser i Grønland) og Carlsbergfondet begyndte og fortsatte han da de afgørende studier over eskimoisk.

Den første rejse (maj 1900-okt. 1901) gik til Nordgrønland hvor T. havde bopæl i Jakobshavn men rejste meget rundt, i konebåd om sommeren, med selvstyret hundeslæde om vinteren. Han omgikkes stadig de indfødte i hvis hytter han levede en meget stor del af tiden og vandt fuld fortrolighed med landets sprog og levevis. Grønland besejledes dengang endnu kun af sejlskibe; motorbåde til kystfart var ukendte; og før radioens indførelse (1922) betød hver rejse måneders, ja års isolation fra verden. Endnu betydningsfuldere for T. var dog rejsen til Angmagssalik i Østgrønland. Eskimoerne her var først blevet opdaget 1884, kolonien først anlagt 1894, og da endnu kun ca. 60 mennesker (især børn) af en befolkning på henimod 500 var døbt, var de hedenske traditioner, hvoraf en så vigtig del var blevet samlet af Gustav Holm, endnu fuldt levende. T. kunne dels udnytte sine erfaringer fra Nordgrønland 1900–01, dels havde han i mellemtiden uddybet sin teoretiske viden om etnologi (bl.a. i samtaler med professor Marcel Mauss i Paris), og endelig havde han en god hjælp i Johan Petersen der var Gustav Holms tolk 1884 og blev den første kolonibestyrer i Angmagssalik. 1914 supplerede T. sit materiale ved en rejse i Kap Farvel distriktet hvor der levede en del fra Østkysten emigrerede grønlændere. Senere rejser (1914, 1924, 1930, 1931, 1935, 1938), der alle er gået til vestkysten mellem Upernavik og Julianehåb, har ikke blot haft til formål at forøge de under den første overvintring samlede kundskaber, men også – og i stigende grad – at uddybe forbindelsen med fremstående grønlændere (Henrik Lund, Jonathan Petersen, Kristoffer Lynge, A. Lynge o.a.) og at arbejde med grønlændernes moderne nationale kulturliv. T. var kendt i Grønland fra syd til nord og havde altid let ved at vinde fortrolighed, ikke mindst når han med sin violin kunne finde vejen om ad grønlændernes musikforståelse. T.s dybtbegrundede respekt for den nationale kultur hos kalalhlit (grønlandseskimoerne) havde skærpet hans blik for snæverhed hos missionen, og han havde altid med varme forfægtet den frisindede linje i dansk administration af Grønland som mest bevidst blev lagt af H. Rink.

1920 blev T. docent ved Kbh.s univ. i grønlandsk (eskimoisk) sprog og kultur, 1926 professor extraordinarius; omtrent samtidig blev han medlem af udvalget for videnskabelige undersøgelser i Grønland. T. tog sin afsked fra universitetet 1945, blev 1952 dr. phil. h.c. sst. Under forberedelsen til det nedennævnte store værk om Angmagssalik besøgte T. alle europæiske museer der har vigtige eskimosamlinger. Allerede 1908 var han Danmarks repræsentant ved amerikanistkongressen i Wien; i samme egenskab var han i Rio de Janeiro 1922, i Haag og Göteborg 1924, i Rom 1926, i New York 1928 og i Sevilla 1935, umiddelbart fra en rejse i Grønland (ærespræsident ved amerikanistkongressen i Kbh. 1956); tilsvarende ved kongressen for antropologi og etnologi i London 1934; han har også deltaget i internationale og nordiske lingvistiske og religionsvidenskabelige møder. T. holdt forelæsninger ved Sorbonne 1929. 1914 blev han medlem af Société des Américanistes de Paris, senere æresmedlem, ligeledes af Anthropological Society of Washington. T. blev medlem af Det kgl. danske videnskabernes selskab 1923 og fik 1927 Loubat-prisen af det svenske vitterhets, historie och antikvitets akademi. T.s tidligste hovedværk, A phonetical study of the Eskimo language (Medd. om Grønland XXXI, 1904) er resultatet af de første studier og overvintringen i Jakobshavn 1900–01. "Phonetical" betyder her ikke snævert "fonetisk", men omfatter bl.a. også det lydhistoriske. Arbejdet er ganske vist "based on observations made on a journey in North Greenland 1900–01", men det berører hele eskimosproget, ikke blot det i Nordgrønland, og ikke blot det sproglige felt: det hedder videre i titlen "with a historical introduction about the East Eskimo, a comparison of the Eskimo dialects, a new collection of Greenlandic folk-tales, songs and music, and a map of the Eskimo territories". I virkeligheden behandler denne bog de væsentligste sider af den eskimoiske etnologi: oprindelses- og udbredelsesspørgsmålet, forholdet til de gamle nordboer, de forskellige stammer, inddelingen i dialekter, de religiøse og kulturelle traditioner, de nuværende levevilkår. Overalt findes der originale synspunkter, og alt er baseret på egne iagttagelser. Men det er dog ikke uberettiget, når dette rige arbejde kaldes "a phonetical study", for fonetikken er dets grunddisciplin; det Jespersenske antalfabetiske system er her anvendt til en nøjagtigere angivelse af de fremmede lyd end man i reglen finder i sprogbeskrivelser. – En samling og udbygning af de sproglige resultater i Phonetical Study findes i T.s Eskimo i F. Boas' Handbook of American Indian Languages I (1911), den klassiske beskrivelse af det eskimoiske sprog.

Det næste hovedværk, livsværket kan man sige, frugten af overvintringen i Angmagssalik 1905–06, er The Ammassalik Eskimo. Contributions to the ethnology of the East Greenland natives, det udkom 1914–41, endda med en forløber og nogle ledsagere. Forløberen er T.s beskrivelse af G. C. Amdrups østgrønlandske samlinger (i Medd. om Grønland XXVIII, 1909) der ligesom 1. del af hovedarbejdet var fremgået af et mandat fra den ovennævnte kommission. I 1. del af Angmagssalik-værket (sst. XXXIX, 1914) udgiver T. på engelsk de tidligere på dansk offentliggjorte arbejder af Gustav Holm og hans medarbejdere, tilføjer en del noter og bemærkninger samt bidrager selv med en omfangsrig beskrivelse af de etnografiske samlinger fra Angmagssalik. Denne der vidner klart om T.s indgående kendskab til eskimoisk levevis gav i øvrigt anledning til en polemik med Th. Thomsen i Medd. om Grønland LIII, 1917. Til dette 1. bind slutter sig sagligt udgivelsen af den dagbog som en af Gustav Holms grønlandske ledsagere førte på konebådsekspeditionen 1884–85, Hansêraks Dagbog (Det grønlandske Selskabs Skrifter VIII, 1933). 1. halvbind af 2. del (Medd. om Grønland XL, 1), udkommet 1923, indeholder T.s egne uvurderlige samlinger af melodier, digte og fortællinger fra det hedenske Østgrønland (med supplement fra Vestgrønland) og den videnskabelige bearbejdelse heraf, hvilket for musikkens vedkommende skete i samarbejde med den danske forsker H. Thuren og afsluttedes allerede 1911. De østgrønlandske digte har T. også behandlet i særafhandlinger og udgivet på andre sprog (dansk 1920, fransk 1929, vestgrønlandsk, Tunumiut taigdliait, 1931, hollandsk 1933); både øst- og vestgrønlandske sange og danse fra ældre og nyere tid findes i samlingen Inuit sange og danse fra Grønland, 1939.

Som overvintringen i Angmagssalik 1905–06 fik sit særlige lys fordi hans unge hustru tog med ham op i afsondretheden, mørket og kulden, således har T.s bøger om Angmagssalik også et særligt præg ved hans udmærkede fotografier og ved de gengivne levende tegninger og skulpturarbejder, hvormed Ellen Locher Thalbitzer direkte bidrog til sin mands værk.

1941 kom 2. del af 2. bind Social customs and mutual aid (Medd. om Grønland XL, 4). Heri gives for det første grundlaget for det som de tidligere enkeltskildringer ydede, hovedtrækkene i den østgrønlandske livsanskuelse som T. har forstået så indtrængende, som ikke mange hvide mænd har fattet "primitiv" mentalitet. Men dernæst behandles, som i "Phonetical Study" men modnere, rigere, dybere, alle de store spørgsmål om eskimokulturens udbredelse og opståen. Udviklingen i T.s eget syn kan antydes ved titlerne på to foredrag: 1) ved det 6. nordiske filologmøde i Uppsala 1902: Om Studiet af et primitivt Sprog, 2) ved den 4. internationale lingvistkongres i Kbh. 1936: Er Grønlandsk et primitivt Sprog? Med en blanding af mod og nænsomhed afdækkes de fine linjer der kan skelnes fra eskimoernes område til indianerterritorierne som over Beringstrædet ad Japan til, ja, helt tilbage til de nordlige eurasiatiske stenalderfolk. Nogle af resultaterne har T. tidligere fremlagt, fx i Eskimoernes kultiske Guddomme (Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning CXLIII, 1926; på tysk i Archiv für Religionswissenschaft XXVI, 1928). Løsere tilknytning til hovedarbejdet har universitetsfestskriftet fra sept. 1932 Fra Grønlandsforskningens første Dage, om end undersøgelsen af de ældste kilder og behandlinger netop hører til forudsætningerne for livsværket.

Ud over det nævnte har T. skrevet talrige videnskabelige afhandlinger og recensioner (mest i internationale tidsskrifter, men også på dansk) om de eskimoiske kasus, om stednavne, om talordene, om slægtskabet med aleutisk, om forholdet til uralsk og til indoeuropæisk, om forbindelsen til lappisk-samojedisk kultur m.m. Tillige har han skrevet adskillige mere populære arbejder (fx Grønlandske sagn om Eskimoernes Fortid, 1913), artikler, kronikker, nekrologer. Heriblandt også en del på vestgrønlandsk i de grønlandske tidsskrifter, hvorved T. har været med til at styrke den vågnende grønlandske litteratur. Heller ikke i de populære skrifter er emnerne kun grønlandsk-eskimoiske, men spænder videre og viser navnlig hans varme følelser for det nordiske og det danske. Endelig må nævnes to digtsamlinger Hedenske Digte fra Helsingør til Østgrønland, 1908 og Arktiske Digte og hjemlige, fra Grønland til Helsingør, 1926. I titel som i emne og behandling røber de den samklang af forskeren og kunstneren, af hjemlig naturglæde og higen mod uendelige vidder som man måske kan fornemme som grundtonen i T.s liv og færd.