Agnete Weis Bentzon, 12.4.1918-9.4.2013, retssociolog. Født i Hellerup (Messias). B. blev cand. jur. 1942 og var derefter sekretær i dir. for vareforsyning 1942–43, i justitsministeriet 1943–46 og hos statsadvokaten for Sjælland 1947–48. Hun deltog 1948–49 i den juridiske ekspedition til Grønland, og problemerne i dette samfund under omformning kom til at optage hendes interesse. Efter hjemkomsten blev hun 1950 sekretær, senere fuldmægtig og ekspeditionssekretær i Mødrehjælpen, 1958–74 protokolsekretær i højesteret. 1951-87 var hun sekretær i det grønlandske lovudvalg og 1963–64 fungerende landsdommer ved Grønlands landsret. 1969 blev hun dr. jur. ved Oslo univ. på afhandlingen: Familiens økonomiske administration og ejendelenes tilhørsforhold i de vestgrønlandske samfund. 1968 blev hun lektor, 1970 univ.adjunkt og 1973 forskningsstipendiat i retssociologi ved Kbh.s univ., 1974-88 var hun professor i samfundsvidenskab ved Roskilde univ.center. Hun 1975-81 formand for amtsankenævnet for Roskilde amtskommune. Efter sin pensionering som professor har B. varetaget knsulentopgaver for Danida og den norske bistandsorganisation Norad i Sydøstafrika 1989-2000. B. har ydet en betydelig indsats i forskningen af det grønlandske familiemønster med hensyn til organisation, økonomisk funktion og ægteskabets opløsning, ligesom hun gennem sit arbejde og forskning har haft væsentlig indflydelse på udformningen af det moderne grønlandske retssystem og vurderingen af dets funktion. Om disse spørgsmål har hun ud over disputatsen udgivet: Familie og ægteskab i Vestgrønland I: Opløsning af ægteskab, 1961, Retsplejens vilkår og virke i de grønlandske samfund, 1967 og Familiens organisation i de grønlandske samfund, 1968. 1966–75 og igen 1986-92 var hun redaktør af Tidsskr. for Grønlands retsvæsen. Hun tildeltes Tagea Brandts rejselegat 1980.

Familie

Forældre: assistent i justitsmin., senere højesteretspræsident A. Drachmann B. (1887–1960) og Eva Judithe Weis (1890-1985). Gift 1. gang 8.5.1940 i Gentofte med cand. jur., senere professor, dr. jur. Verner Goldschmidt, født 14.9.1916 i Kbh., død 28.8.1982 i Søllerød (gift 2. gang 29.12.1960 i Bergen med cand. philol. Gerd Svarstad, født 5.12.1928 sst.), s. af kunsthistoriker, maler Ernst L. G. (1879– 1959) og Karen Cosman Levysohn (1888–1951). Ægteskabet opløst 1959. Gift 2. gang 18.10.1963 i Frederiksværk (b.v.) med professor i organisation, cand. oceon. Niels Torben Agersnap, født 25.7.1922 i Horsens, s. af adjunkt ved Horsens statsskole Erling Benedict Hansen A. (1884–1969) og lærer ved Horsens forberedelsesskole Jenny Sørensen (1895–1958).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig