Svend Ranulf, 26.3.1894-16.3.1953, sociolog, filosof. Født i Odense, død i Århus (Pauls), begravet sst. (Ndr. kgd.). R. blev student 1912 (fra Odense katedralskole) og tog lærereksamen 1916 (Odense seminarium). 1922 blev han mag.art. i filosofi med speciale i græsk filosofi. I sin seminarietid reagerede han mod undervisningens kristne præg, og den antireligiøse holdning, som han bevarede livet igennem, gav sig udslag i et skrift Den sidste Fristelse. En Drøm, 1918 der i digterisk form lader djævelen påpege for den døende Jesus hvor forfejlet hans liv og hans lære har været. Efter konferensen opholdt R. sig et år i Leipzig og et år i Paris idet han arbejdede på afhandlingen Der eleatische Satz vom Widerspruch som han forsvarede for den filosofiske doktorgrad 1924. Allerede her fremtræder den tilslutning til den franske sociologiske skole som kendetegner de senere værker idet R. støtter sig til Lévy-Bruhls lære om den primitive førvidenskabelige logik. Tesen er at syv tidlige Platon-dialoger i deres argumentation følger en logik ("den absolutte tvetydigheds logik") der ifølge Lévy-Bruhl danner overgang mellem primitiv og videnskabelig logik. I de følgende år slog R. sig frem som "privatlærd" understøttet bl.a. af Carlsbergfondet indtil han 1939 blev professor i filosofi ved Århus univ. efter konkurrence. Han havde i forvejen uden held søgt det nyoprettede professorat i sociologi ved samme universitet, og hans videnskabelige produktion havde ligget inden for moralsociologien. Hovedværker i denne var The jealousy of the Gods and criminal law at Athens. A contribution to the sociology af moral indignation I-III, 1933-34 og Moral indignation and middle class psychology. A sociological study, 1938, genudg. i USA 1968. Det første var kommet i kortere form på dansk i Vidensk. Selsk. hist.-filos. meddelelser (XVIII, 1, 1930-31).

I det populære skrift Moralen og Samfundet, 1927 havde han hævdet at ikke blot er ethvert forsøg på at begrunde moralen teologisk eller filosofisk omsonst, men at dette heller ikke er muligt ad videnskabelig (sociologisk) vej som forsøgt af Durkheim. Derimod kan en videnskabelig moralsociologi vise at "Moralens Betydning" består i den kompensation den giver "for undertrykte Instinkter, især i visse sociale Klasser". Dette var ganske vist blot en hypotese "som kun paa ganske enkelte Punkter kan siges at være verificeret", men som han i de to hovedværker søgte at underbygge ved analyser af eksempler fra forskellige tider og steder. Det var R.s ønske i højere grad at kunne arbejde med primært materiale, og han beklagede sig ofte over ikke at råde over det apparat sådanne omfattende undersøgelser kræver. Desuden blev hans kræfter optaget af undervisningen til 'filosofikum'. Til brug ved denne skrev han en Socialvidenskabelig Metodelære, 1946 idet han anså det for vigtigt at alle studenter "lærte nøjagtigt, hvad der kræves, før en Anskuelse vedrørende sociale eller politiske Kendsgerninger kan betragtes som en (med større eller mindre Sandsynlighed godtgjort) videnskabelig Sandhed". R. så i en kritisk videnskabelig holdning med respekt for kendsgerningerne det vigtigste middel mod de anti-demokratiske tendenser der i hans levetid på så skæbnesvanger måde havde præget den historiske udvikling, og som selv efter fascismens og nazismens nederlag stadig rummede en truende fare. I Videnskabens Stilling i moderne Stater, 1939 gennemgår han udviklingen i vort århundrede af universiteterne i en række lande, og påviser hvor farligt det er at svigte idealerne om universiteternes selvstyre og lærefriheden.

I metodelæren angreb han ud fra et ekstremt positivistisk standpunkt kollegaen T. Geiger, og en polemik opstod mellem dem. R.s ønske om ved at få en lærestol i sociologi at få større muligheder for at forske empirisk førte ham til at søge det nyoprettede professorat i sociologi ved Københavns universitet 1949, men igen uden held. Han opnåede dog økonomisk støtte til medhjælp ved materialeindsamling og nåede inden sin død foruden artikler og anmeldelser at publicere to større undersøgelser i Acta Jutlandica. Den første (Hitlers Kampf gegen die Objektivität, 1946) består i gennem indholdsanalyser af "Mein Kampf og Hitlers taler at vise en gennemgående tendens til forskellig vurdering af samme handling afhængig af hvem der udfører den. Denne tendens opfatter R. som typisk for fascismen, og han søger gennem optællinger at vise at den er langt mindre fremtrædende i Churchills krigstaler. I den anden undersøgelse (On the survival chances of democracy, 1948) søger R. at vise at irrationalistiske tendenser i åndsliv og videnskab som tilsyneladende ikke har forbindelse med fascismen dog rummer en fare for demokratiet. Et afsnit, hvori ligheder mellem den tyske nazisme i dens første fase og den danske modstandsbevægelse påvises, vakte opsigt. Ellers må det indrømmes at R.s arbejder ikke vakte megen opmærksomhed herhjemme hvorimod de ikke forblev ubemærkede i udenlandske fagkredse.

Selv den, der må tage afstand fra R.s primitivt-positivistiske videnskabsopfattelse, må beundre den ihærdighed, hvormed han under vanskelige vilkår arbejdede med at belyse såvel den moralske dømmesyge, defineret som "en uinteresseret interesse i at påføre straf, som de efter hans mening beslægtede fascistiske tendenser sociologisk. Han så sit videnskabelige arbejde som et led i kampen mod den art tendenser og som et forsvar for demokratiet.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1924 120f. – M. Pontoppidan i Litteraturen II, 1919-20 132f. D. H. Lasswell i International journal of ethics, Chicago 1935 478-81. Cl. Lindskog i Theoria I, Göteborg 1935 185-87. B. Groethuysen sst. IV, 1938 300-02. Acta Jutlandica XI, 2, 1939 78. K. E. Løgstrup sst. XXV, 4, 1953 5-14. Jørgen Jørgensen i Socialt t. XXII, 1946 249-60. M. Blegvad i Danish yearbook of philosophy XIII, 1976 224f 227-29 231-33 235 238f. – Papirer i Statsbibl., Århus.

Familie

Forældre: arbejdsmand Gustav Pedersen (1860-1928) og Ane Kirstine Jørgensen (1859-1940). Navneforandring 2.11.1918. Gift 18.10.1930 i Kbh. (b.v.) med Annette Scheel Vandel, født 6.5.1892 i Hamburg, død 16.8.1976 i Hillerød, d. af handelsattaché Christian S. V. (1860-1928) og Dagmar Jørgensen (1869-1938).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig