C.W. Smith

C.W. Smith, Caspar Wilhelm Smith, ved dåben Kaspar Vilhelm, 16.6.1811-4.9.1881, slavisk filolog. Født i Kbh. (Fødsst.), død sst. (Johs.), begravet sst. (Ass.). S. blev født to måneder efter faderens død. Hans mor flyttede til Roskilde til sin far, rektor Tauber, og boede der til hun giftede sig igen. S. gik i skole i Nykøbing og fra 1822 i Kolding fra hvis latinskole han dimitteredes 1829. Han tog først sin filologiske embedseksamen 1840, dels fordi sygdom afbrød hans studier i længere perioder, dels fordi han spredte sine interesser mellem filologi og filosofi. En mindre arv satte S. i stand til i 1841 at tage til Berlin hvor han bl.a. studerede under brødrene Grimm. Han havde egentlig villet studere sprogfilosofi, men valgte her det mere kontante at studere slaviske sprog. Han kom ind i polske emigrantkredse og lærte sig polsk, tog videre til Krakow, og hans polske studier satte ham 1845 i stand til at udgive Grammatik der polnischen Sprache (ny forbedret udgave 1864). Værket var den første slaviske grammatik, skrevet af en dansker og for sin tid en fremragende præstation. Inden udgivelsen drog S. over Wien til Budapest hvor han kom til at bo hos Jan Kollår, forfatteren til Slavas Datter, et af de værker der har betydet mest for vækkelsen af den tjekkiske nationalfølelse og panslaviske orientering. Her bekræftedes hans interesse for de undertrykte slaviske folks problemer som han senere redegjorde for i en række artikler, offentliggjort i danske tidsskrifter. Fra Ungarn tog S. endelig til Praha hvor han ikke blot uddybede sit kendskab til tjekkisk sprog, historie og kultur, men også lærte sig kroatisk. Efter endnu et år i Berlin kom S. tilbage til Danmark 1845. Han håbede på at få understøttelse til en rejse til Rusland, men da håbet glippede – vor første slavist par excellence kom aldrig derover – tog han tilbage til Tyskland hvor han i Königsberg lærte sig lithauisk. Han var nu parat til at overtage en lærestol i slavisk filologi i ordets bredeste betydning, men hverken universitetet eller myndighederne fandt det nødvendigt at oprette en sådan. Slavica non leguntur gjaldt endnu. S. måtte derfor fra 1847 til 1857 virke som adjunkt ved Roskilde katedralskole. En frugt af hans undervisning i dansk var bogen Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858 som Paul V. Rubow endnu i 1930erne betegnede som en af de bedste der er skrevet om Holberg.

Efterhånden vandt dog med J. N. Madvig i spidsen de kræfter, der forstod betimeligheden af oprettelsen af en lærestol i slavisk filologi ved Københavns universitet, overhånd. S. blev fritaget for noget af sit skolearbejde og skrev De locis quibusdam grammaticce linguarum Balticarum et Slavonicarum I-III, 1857–59. Med den sidste af afhandlingerne erhvervede han 1859 den filosofiske doktorgrad, forøvrigt uden mundtligt forsvar da der herhjemme ingen var til at opponere. Fakultetet havde dog sikret sig hans arbejders videnskabelige lødighed ved at forhøre sig i udlandet. 1859 blev S. ansat som docent i slaviske sprog og fik 1865 titel af professor, en titel den beskedne mand frasagde sig 1871. 1876 blev S. medlem af Videnskabernes selskab. S. virkede ved universitetet til sin død. Han var som lærer samvittighedsfuld og retsindig. "Slave-Smith", som han kaldtes, havde ikke mange studenter, men nogle af dem var særdeles lovende, således Karl Verner og Vilhelm Thomsen. S.s interesser var vidtfavnende, og alt hvad han skrev var præget af soliditet og sund sans. 1869 udgav han sin ypperlige historisk og filologisk kommenterede oversættelse af den russiske oldkrønike Nestors russiske Krønike, oversat og forklaret. Hans personlighed slog igennem, ikke blot i den fyndige oversættelse og i polemikken mod russiske forskere der ville benægte betydningen af nordboernes rolle i den russiske statsdannelse, men også i bemærkninger der røber hans humor og poetiske følelse. 1871 kom Kortfattet Lære om de russiske Verber, fulgt 1875 af De verbis imperfectivis et perfectivis in lingvis Slavonicis (Universitetets Program). Med disse arbejder om det slaviske verbum og beskæftigelsen med varægerproblemet havde S. taget temaer op som skulle blive hovedspørgsmål i dansk slavistik. I sine sidste år skrev S. Russisk Literaturhistorie fra Peter den Stores Tid til Begyndelsen af dette Aarhundrede. Den udkom efter hans død 1882. Den brede skildring af den moderne russiske litteraturs tilblivelse giver selv en læser i dag oplysninger han har svært ved at finde andre steder. Værket er præget af ædruelighed, hvad der dog ikke hindrer S. i at fælde ret så hvasse domme. – Til fuldstændiggørelsen af billedet af Danmarks første slavist tjener at han blandede sig i den store troviden-diskussion med skriftet Credo quia absurdum (Theol. T., 1870).